Bonaire Ferie 13. - 27. Juni 2009

Lørdag den 13. juni 2009

Et halvt års planlægning skal nu endelig ydmønte sig i en 14 dages ferie. De sidste par dage er gået med at lave lange lister over ting jeg skal have med. Denne lørdag morgen går derfor med at pakke samt sikre mig at jeg har udskrifter af alle mulige relevante papirer. Jeg er i 7 sind med hensyn til hvad jeg skal have på af tøj. De sidste par dage har det ikke været over 14 grader udenfor og det har nærmest virket efterårsagtigt - til trods for at vi er midt i juni måned. Mest af alt har jeg lyst til at tage min tykkeste underdragt til tørdragten på, men ihukommet, hvordan det føles at stige ud af en flyver på Bonaire, bliver jeg enig med mig selv om at jeg hellere må lide lidt på den første del af turen og så ellers have det lidt behageligt på sidste del af turen. Det bliver derfor noget med en sweatshirt og en tynd sommerjakke så flyverens aircondition ikke gør mig mere forkølet end absolut nødvendigt. Ved 1-tiden går turen til min søster der storslået har tilbudt mig at jeg kan blive kørt til Billund lufthavn. Lufthavnen er pakket så den gode gamle floskel med "sild i en tønde" helt mister status af floskel. Det er stort set ikke til at sparke sig frem, og det tager da også lidt tid før jeg kommer frem til selvbetjeningsmaskinerne, der heldigvis ikke vil kendes ved mit pas. Det lykkes dog på snedig vis at omgås denne funktion og jeg får min billet. Jeg er egentlig glad for at jeg er kommet et par timer for tidligt. Lufthavnen er som allerede nævnt i den grad pakket - alene køen til security virker uendelig. Den bliver i øvrigt ikke ret meget mindre af at jeg skal igennem. Jeg skal nemlig lige have listet 3 kameraer, 3 ladere, USB-kabler i massevis, et hav af batterier, undervandshus og en dykker computer igennem. Min håndbagage skal da også gennemlyses et utal af gange og er til sidst helt selvlysende af al den røntgen. Det viser sig , at det de ikke kan lide er kontravægten til undervandshuset. Men det går der da lige et kvarters tid med at finde ud af. Herefter er alle glade og lettede, og køen bag mig kommer igen i bevægelse.

Nu skal jeg så lige have en times tid til at gå inden min flyver til Amsterdam er klar til bording. Jeg vader rundt i hallen og kikker på alle disse Tax-free forretninger og undrer mig over deres eksistensberettigelse. Så vidt jeg kan vurdere er alt hvad de har til salg langt dyrere end hvad jeg kan få de selvsamme ting til i det lokale supermarked. Det er derfor også yderst begrænset, hvad jeg ligger af lokal mønt i disse forretninger. Impulskøb bliver der i hvert tilfælde ikke tale om. Jeg vader op og ned af gangen og bliver til sidst enig med mig selv om, at det vist er bedre at jeg finder en stol ved gaten og så ellers begynder at løse en kryds og tværs. Jeg når dårligt nok at skrive det første ord, da der pludselig står en kollega ved siden af mig der skal med samme flyver. Så selv om jeg er på vej på ferie, bliver der i de efterfølgende minutter talt en hel del arbejde. Gad vide om jeg kan skrive dét på som arbejdstid?

Flyveturen til Amsterdam er ret så begivenhedsløs, men den udsøgte menu - som KLM i deres papirer kalder et måltid - skal da lige nævnes. Den består af 8 "himmelske" TUC-kiks uden ost samt en dobbelt-kiks med creme. Kalorieindtaget i denne luksuriøse middag er hysterisk højt uden i øvrigt i selv den mindste grad at bidrage til noget der bare minder om mæthedsfølelse. En bolle med skinke og ost ville have været langt at foretrække.

Indflyvningen til Amsterdam bliver dog en af de flotteste indflyvninger jeg nogensinde har oplevet. Vejret i Holland er markant anderledes end i Billund. Der er 22 grader i skyggen, og nogle steder er der ikke en sky at spotte nogen steder. Lidt udenfor lufthavnen er der dog et skyet område. Der er tale om store vattede skyer af den flotte slags som går højt op mod himlen. Piloten navigerer dog på elegant vis rundt om skyerne uden på noget tidspunkt at berøre dem. Vi kommer dog tæt på, og man har hele tiden lyst til at række ud for at røre ved dem, hvilket jo af gode grunde ikke er muligt. Det er dog virkelig smukt, og kompenserer i nogen grad for det noget minimalistiske måltid man lige har indtaget.

Således overfodret og med skrigende tarme ankommer jeg til Amsterdam, og sammen med min kollega styrter vi i den nærmeste sandwich shop, hvor vi for en mindre formue, indtager en mikroskopisk sandwich af ukendt oprindelse. Det bliver til lidt snak om dette og hint, og efter en times tid må vi gå hvert til sit, da vi skal med hver fores flyver.

Jeg begiver mig ud mod finger "F" for at vente på min flyver. Her skal jeg dog lige igennem et security check. Jeg ved jo allerede, hvad der venter og ganske rigtig skal min håndbagage gennemlyses et utal af gange. Personalet kommer med rynkende pander hen til mig og beder om at få lov til at se indholdet. Belært af erfaringen fra Billund finder jeg lynhurtigt blyloddet og fortæller dem, at det nok er denne lille sag på et par hundrede gram de ikke kan lide. Igen gennemlyses min taske - og blyloddet gennemlyses for sig selv. Bekymringen fjerner sig øjeblikkelig fra personalets ansigter da de erkender, hvad det er jeg har med, og jeg får selvfølgelig selv lov til at pakke mine sager sammen igen. Dette er dog noget af et puslespil, da tasken ret beset ikke er helt stor nok.

Nå - men jeg er altså godkendt til at komme til finger "F", og jeg begiver mig i lige linie i den retning i håb om at kunne få et ordentligt sted at sidde de næste par timer. Den idé er der så desværre ca. 250 Sydamerikanere der også har fået, så der er selvfølgelig ikke det der ligner en stol ledig i hele området, hvorfor jeg må fortrække mig til finger "G", hvor der stadig er enkelte ledige stole. Det bliver hurtigt kedeligt, og jeg vader lidt rundt for at finde noget at læse i. Jeg finder først en forretning der handler med Chokolade. Her køber jeg et par plader af Côte Dor. Min absolutte favorit chokolade. Desværre kan det ikke købes i Danmark, så det er en af mine laster når jeg kommer til Amsterdam. Vi er jo 4 der skal mødes på Bonaire, så jeg køber rigeligt ind. Der går lidt tid før jeg finder en bladkiosk, og udvalget er desværre ret meget baseret på Hollandske læsere. Jeg kan ganske vist godt læse lidt Hollandsk, men at sidde og stave mig igennem diverse blade ligger ligesom ikke rigtig i luften. Efter nogen søgning finder jeg et Engelsk blad - Diver - som jeg vælger at investere i. Jeg må chokeret konstatere, at man mener at dette blad skal koste 70 kroner, men hvad gør man ikke får at slå tiden ihjel.

Tiden går, og omkring kl. 22.30 kommer den første stewardesse og begynder at gøre klar til bording. Øjeblikkelig er der 250 sydamerikanere der rejser sig og i vild forvirring løber ind i den labyrint af gange der leder til checkin. Det har da den fordel, at der nu er massevis af ledige stole som jeg kan sætte mig i. Der går jo nok lidt tid før alle disse mennesker er blevet checket. Jeg er nået til et punkt, hvor jeg godt kunne bruge en at snakke med, men jeg har vist valgt de forkerte fag i skolen. Alle taler en eller anden afart af Spansk (sådan lyder det for mig), og det er altså ikke lige mit speciale. Jeg må derfor blot sidde og kikke mens køen langsomt - alt for langsomt - bliver mindre. Langt om længe er køen skrumpet så meget at jeg mener det er tid for mig at stille mig i køen. Håndbagagen skal selvfølgelig lige en ekstra gang gennemlyses. Guderne må vide hvorfor. Jeg er dog forberedt nu og har taget blyloddet ud så det går en del hurtigere denne gang. kl. 23.30 kommer jeg om bord i flyveren - en McDonald Douglas MD-11 med plads til hele 294 passagerer - og hvert et sæde skal på denne rute udnyttes. Flyet er stort set magen til det jeg fløj med sidste år, men virker enten kraftigt istandsat eller også er det bare nyere. Jeg kommer om bord som en af de sidste. Her er jeg så - mens jeg står og venter på at komme ned igennem flyveren til række 22 - vidne til en kamp omkring definitionen af begrebet "Håndbagage", idet nogle Sydamerikanere ikke kan forstå, at deres "lille taske" på 250 liter - eller deromkring - ikke må være i "Overhead compartment". Det holder flyveren tilbage i en 20 minutter til. Jeg må ydmygt klappe af personalets håndtering af denne prikære sag, mens jeg står i gangen og venter på at debatten ender. Andet kan jeg nemlig ikke gøre da bagagen fylder alt op. Jeg må alligevel, hvilket ikke var bevidst, have haft et noget stift smil på efter at have ventet i det der føles som en mindre evighed, for personalet kommer senere og takker mig mange gange for min tålmodighed alt imens jeg stod og ventede.

Nå - afsted vi kommer. Jeg har fået plads midt i midterste række, hvilket har den fordel, at jeg ikke skal rejse mig op hvis nogen skal på toilettet. Der er selvfølgelig en passager som i sidste øjeblik skal have noget ud af sin enorme håndtabage der er placeret i "Overhead Compartment" lige over rækken foran mig. Det smutter selvfølgelig fra ham og han taber selvfølgelig tasken i hovedet på et ½ år gammelt barn som naturligvis stikker i et utrøsteligt hyl, der måtte kunne høres uden for flyveren. 2 andre børn der sidder lige omkring mig, stikker i tilsvarende hyl - formegentlig bare for at holde den første lidt med selskab. En infernalsk larm hedder det vist på nudansk. Efter 1½ time falder børnene dog til ro, hvilket er mere end man kan sige om mine nerver, men der bliver ro på, og det lykkes mig faktisk på forunderlig vis på turen over Atlanten at sove en 4-5 timer. Ikke en god søvn, men en brugbar søvn som gør at jeg føler mig helt godt tilpas da vi lander på Bonaire kl. 03.30.

Immigrationspapirerne - som jeg ret beset finder totalt latterlige - er udfyldt i flyveren, så jeg er bare klar da flyveren solidt har sat sine hjul på landingsbanen i Flamingo Airport. Da vi bliver lukket ud stormer jeg forbi de andre for at komme først i køen ved immigrationen. Erfaringerne fra sidste år, hvor jeg var sidst, sagde mig, at det var et smart trick. Så ville jeg nemlig stå først til at modtage bagage, og jeg ville derfor hurtigst muligt være ude af den lummervarme hal, hvor jeg - der er iført delvise vinter-klude grundet en mildest talt kold sommerdag da jeg tog afsted - helt sikkert vil komme til at skumsvede så jeg er helt led ved mig selv. Hvert sekund tæller altså. Det går glat igennem immigrationen (der er nu ikke så mange der skal af på denne tur, så ret beset havde det nok været lige meget, og jeg sveder allerede som besat som følge af at jeg har spurtet som en gal fra flyveren.). Jeg stiller mig op ca. midtvejs ved transportbåndet. Båndet starter og nogle gevaldigt store kufferter kommer ind. De tilhører flypersonalet og stilles skødesløst, således, at ca. 1/3 af båndet ikke kan tilgås. Så begynder bagagen ellers at komme ind. Én af gangen. Folk stormer til for at tage deres kufferter, men hvor pokker er min bagage? Tiden går, og bagagevognen kører frem og tilbage mellem ankomsten og flyet flere gange for at få det hele med. Endelig! Nu kommer de! Men de er de sidste stykker bagage der kommer ind, så de når dårligt nok ind i hallen før båndet stopper. Det vil sige, at nu skal jeg forbi flypersonalet for at få adgang til min bagage, hvilket ikke er nemt da de jo spærrer alt med deres kufferter i størrelse Extra Large. Resultatet er, at jeg igen ender med at være den sidste i køen. Vandet hagler af mig, og jeg føler mig som en tube sekundlim alt imens tøjet klister sig til kroppen. Døren ud til ankomsthallen åbner og lukker i et væk alt imens folk slipper igennem security checket. Udenfor står der en person og laver nogle gevaldigt gymnastiske øvelser, hvilket virker helt forkert i varmen. Det går pludselig op for mig, at det er Cathy, der må være taget til lufthavnen for at hente mig, hvilket er en flot gestus af hende - tiden på dagen taget i betragtning - og hendes gymnastiske øvelser er egentlig bare et forsøg på at få øjenkontakt med mig. Jeg vinker derfor pænt tilbage. Men jeg må pænt vente bagerst i køen på at det bliver min tur. Flypersonalet har dog valgt at stille sig bag mig. Håber ikke de lider for meget under den svedige dunst. Secuity mener at de lige skal checke min bagage en ekstra gang inden jeg kan komme ind i ankomsthallen. Nu er den jo også kun checket 3 gange i løbet af de forløbne 15 timer, så jeg kan godt se nødvendigheden af dette... Sikkerheden virker noget mere intens i år. Sidste år var man nærmest totalt ligeglad. Om det skyldes at man i lufthavnen stadig arbejder på at kunne kalde sig "International" skal jeg lade være usagt.

Igennem kommer jeg dog - og ude i ankomsthallen står Cathy og venter på mig. Jeg får en ordentlig krammer, og på vej til hotellet hører jeg så historien om, hvad der kan ske når man kommer til at tage et udløbet pas med til flyveren når man skal fra USA og flyve med Delta Airlines. En munter historie for den der ikke selv har været det igennem, og jeg er sikker på, at dersom jeg havde fået den fortalt 12 timer senere da jeg er lidt mere frisk vil være end og endnu mere munter. For at gøre en lang historie kort, så mangler der en del af hendes bagage, og der er et par vitale ting der mangler, hvilket ikke huer hende. Vi kan ikke gøre andet end at håbe det bedste - men det er som om det ikke er helt godt nok. Der er selvfølgelig massevis af vejarbejde, og Cathy indrømmer, at hun ikke aner, hvordan vi finder tilbage til hotellet. Jeg har dog trods alt lidt stedsans tilbage fra sidste års tur til Bonaire, så vi følger egentlig bare skiltene og kommer efter et kvarters kørsel frem til Hotellet. Jeg slæber bagagen - der i mellemtiden ikke synes at være blevet lettere - den lange vej fra hotellets parkeringsplads til vores lejlighed, der for en god ordens skyld er placeret i hotellets absolut fjerneste ende. Jeg er blevet for frisk til at sove, og Cathy ligner også én der er på opkvikkende stoffer, så vi sætter os ud til poolen (den ene af 3) og nyder et par glas vand for at få justeret væskeballancen der for mit vedkommende den forløbne time bestemt er kommet noget ud af ballance. Det skal måske siges, at det er første gang vi mødes til trods for at vi har kendt hinanden i 3 år. Der er derfor en masse der skal snakkes om, og forestillingerne om hinandens udseende skal da også lige justeres lidt. Kl. 05.30 må jeg dog give op, og tillader mig den frihed at krybe i seng for at få 1½ times søvn inden dagens første udfordring starter. Morgenmad. Der er en masse der skal ordnes den første dag - og heldigvis har de 3 andre, der jo er kommet dagen i forvejen, gjort en masse af forarbejdet med indkøb af vand og deslige. Vi kan derfor fra dag ét fokusere på det der er vigtigt: Dykning. Men først skal der lige soves!

Bonaire - Divers Paradise - Here I am