Løndag den 27. juni 2009
Hjemrejsedag. Jeg vågner ved 7-tiden da Cathy mener at jeg skal vækkes med en stor omfavnelse. Jeg kan ikke
sige, at det kom bag på mig, men jeg var måske ikke helt klar til at slå øjnene op på dette tidlige
tidspunkt af dagen. OK - jeg sov over mig, så jeg er noget spændt på køen i restauranten, omend jeg et eller
andet sted er ret ligeglad. Morgenmaden bliver forbavsende hurtigt indtaget og der er endnu engang ingen
problemer med betalingen. Jeg har god tid. Jeg skal sådan set bare lige have et bad, klæde lidt om, lukke
kufferterne til kl. 11.00. Der er altså ingen grund til ikke at tage det stille og roligt og nyde de sidste
timer på denne ferie ø. En dag ude af vandet har tydeligvis hævet min kropstemperatur, og jeg fornemmer allerede
på dette tidlige tidspunkt af dagen en enkelt svedperle på panden.
Kl. 10.00 ringer telefonen. Det er receptionen der lige vil meddele at Delta Airlines har aflyst det fly som
Cathy, Miles og Michele skal med. De skal derfor med en afgang tidligere, og skal derfor gøre sig klar til at
tage bussen kl. 11.30. Denne i bund og grund simple meddelelse afføder en del forvirringer, som det tager lidt
tid at få styr på. Kufferterne skal pludselig pakkes i en ruf. Fly skal bookes om. Jeg går rundt og bliver
helt glad for at jeg skal flyve med KLM. De har kun én afgang denne dag, så den er nok ikke aflyst.
Jeg går til receptionen lidt i 11.00 sammen med Cathy, og ind glider nok øens største Toyota med et TAXI
skilt i forruden. Den er til mig! Sådan - en værdig transport til lufthavnen. Cathy giver mig et ordentligt
smæk-kys til afsked, og jeg får en hyggelig tur med taxi til lufthavnen. Chaufføren er meget snakkesagelig
og vi taler om alt fra øens financielle forhold, over turismen generelt, til ... ja alt muligt. Det er
imponerende hvad man kan snakke om på de 15 minutter den tur tager.
Jeg bliver sat af ved indgangen til lufthavnen (Flamingo), og stiller mig op i den ene af 2 køer til KLM.
Det viser sig dog ret hurtigt at jeg nok skulle have set mig lidt bedre for, for det var rækken til første
klasse jeg var havnet i. Jeg må derfor lige skifte række og starte forfra med at vente. Det går dog
forholdsvis hurtigt, og kl. 11.30 har jeg checket ind og oven i købet betalt de 35 USD det koster at få lov
til at forlade øen. Det er altså en afgift jeg ikke forstår en meter af. Jeg tør ikke gøre forsøget, men jeg
spekulerer stadig på, hvad de vil gøre, dersom man nægter at betale dette beløb? Får man så lov til at blive
på øen resten af ens dage? Nå - det må andre finde ud af.
I mellemtiden kommer der en bus og en lastbil med kufferter. Her er Cathy, Miles og Michele om bord, og jeg
hjælper dem med at komme først i køen til checkin ved Delta. Det bliver til endnu et hurtigt farvel,
hvorefter jeg går ind i afgangshallen (efter at have været udsat for den sædvanlige grundige undersøgelse af
mit fotoudstyr - denne gang var jeg dog forberedt, og det tog kun 2 minutter). Der sidder ikke mange i
afgangshallen, men antallet stiger stille og roligt. Jeg ser flere af dem vi har boet sammen med på
Hotellet, men de kan åbenbart ikke kende mig når jeg ikke har solbriller på og er iført urinstinkende badebukser
og våddragt. Det passer mig egentlig meget godt. Jeg falder lidt i snak med et Hollandsk ægtepar der har
været en tur på Galapagos og været på Bonaire i 5 dage. De er meget interesserede i dykningen omkring Bonaire,
men det viser sig at skyldes, at deres datter dykker.
Tiden går, og ind kommer Miles og Michele. Cathy er blevet væk for dem, men de håber hun finder igennem
security checket. Vi får en kort sludder inden der bliver kaldt ud til KLM flyet. Flypersonalet er gået forbi
få minutter forinden, og Miles konstaterer, at dette personale må være blevet ansat via et model-bureau - og
ret har han. Det er et par nydelige kvinder der skal varte os trætte turister op på vejen hjem. Jeg får for
3. gang sagt pænt farvel og på gensyn. Man ved jo aldrig om vi ses igen. Desværre nåede Cathy ikke lige
forbi. Jeg glæder mig helt til at komme hjem. Så det er næsten som at gå på luftpuder ud til flyet. Jeg
finder min plads, og må til min store skræk konstatere, at der lidt foran mig sidder en mor jeg har set før
- i flyet på vej til Bonaire - men en lille dreng - der på turen derned hylede som besat de første 2 timer.
Til alt held tager det kun 10 minutter denne gang at få ham til ro.