Fredag den 26. juni 2009
Klokken er 1.00. Jeg er, til trods for at jeg er temmelig træt, lysvågen. Jeg må have rørt ved en koral jeg
ikke skulle have rørt ved, eller også er jeg blevet skambidt af en horde myg der har forelsket sig i mine
fingerspidser. De klør helt hysterisk. Der er ikke så meget jeg kan gøre ved det, så jeg ligger bare der og
tænker og tæller får. Der går en times tid med dette, og jeg går op og lader vandet. Det hjælper nu ikke så
meget, men som tiden går overmander trætheden mig dog alligevel og jeg døser hen.
Efter at have ligget og pludret lidt om dette og hint med Cathy, går det ned i Restauranten, og jeg er
forberedt til det yderste med hensyn til at bede personalet om at kontakte receptionen. Men her bliver jeg
overrasket. Lejligheds-nummeret noteres bare ned og et "Bon Appetit" lyder. Øh jo. Det har så også kun taget
2 uger at lære, at jeg kommer hver morgen og skal have noget (læs: en hel del) at spise. Man kan jo ikke
forlange alt, men det er da glædeligt at det endelig lykkedes.
Denne dag skal der ikke dykkes, og vi har nok alle hver vores idé til, hvad en sådan dag skal bruges til.
Cathy har dog nogle souveniers der skal købes, så det får første prioritet. Vi er inde i alle
forretninger i midtbyen. Jeg mener virkelig alle - uden undtagelse. Der er bare alt for meget i kategorien
"Made in China". Der er faktisk kun én forretning der mener, at de kun har lokalt producerede ting, og her
bliver der da også købt lidt. Ekspedienten proklarer stolt, at dette var dagens første salg. Trist taget i
betragtning at de har haft åben i en time, og at det var uhyre begrænset, hvad vi købte. Men det er lavsæson,
så det er nok sådan det fungerer. I en forretning har de T-shirts i store mængder, og der er 2 der vimser
omkring os i forsøget på at få os til at købe noget. Men der er jo masser af forretninger der skal besøges,
og ved middagstid er vi ved at være ved det punkt, at alle er sultne, eller i hvert tilfælde har lyst til
at få lidt at drikke. Vi har set på en restaurant der er til salg (rolig - vi har ikke tænkt os at købe den),
og vælger at tage derind for at prøve kvaliteten. Vi får nogle Hollandske retter, og en hyggelig snak om
hvordan de sidste 2 uger er gået. På vej tilbage til Hotellet er der lige et par forretninger mere der skal
besøges - men vi når det jo nok. Vi vil nu køre en tur til syden (Lac Bay), hvor der er mangrove. Miles og
Michele vil prøve at snorkle lidt rundt her i håb om at finde skilpadder og andre spændende væsner. Det er
et flot sted! Vi ser nogle store fugle og jeg får taget en masse - desværre ikke særligt gode - billeder.
Der er en Windsurfer skole, og folk pisker frem og tilbage i denne bugt. I det fjerne kan vi se, hvordan
bølgerne slår ind på revet og bliver til meter høje skumsprøjt. Cathy og jeg får en snak med en af de lokale
der har fået lavet en ualmindelig flot lakering af hans noget bedagede Toyota. Han har taget nogle flotte
undervandsbilleder, og har fået en lokal kunstner til at male disse billeder på bilen. Det er fantastisk
flot lavet. Blot er det synd at bilen om 3 år er rustet væk.
Vi kan dog ikke blive her for evigt, så vi kører langs kysten mod syd og stopper ved alle de steder, hvor vi
ikke lige havde fået taget de billeder vi gerne ville og for at se lidt på fuglelivet - specielt de lyserøde
flamingoer. Kysten er under hårdt angreb af havvandet. Det er fantastisk flot at se hvordan naturen arbejder.
Man føler sig helt lille i dette - naturens - skuespil.
Om aftenen tager Cathy og jeg igen til den Peruvianske restaurant. Vi sidder dog på den anden side af
bygningen - ved siden af køkkenet. Der må være mange gæster denne dag, for det tager over en time at
tilberede maden. Der er en voldsom røgudvikling fra køkkenet, men vi sidder heldigvis i det fri, så vi kan
klare det uden at skulle trække vejret igennem en regulator. Vi får maden kort før lukketid, men der bliver
selvfølgelig ikke lagt pres på os, så vi har stadig tid til at nyde denne rib-eye i pebersovs.
Tilbage på hotellet får jeg arrangeret en taxi til Lufthavnen kl. 11.00. Normalt ville jeg skulle med en bus
kl. 11.30, men da der er rigtig mange, der skal med den næste flyafgang, er der forståelse fra hotellet og
de lover mig højt og helligt, at de nok skal sørge for min transport så jeg kommer afsted en halv time før.
Vi får overstået de sidste økonomiske transaktioner, så vi om morgenen kan koncentrere os om det der er vigtigt -
at komme hjem. Der er ingen spørgsmål, og kreditkortet lettes for den famøse sum af 7 USD.
Tilbage i lejligheden pakker jeg sådan lidt overordnet mine sager. Vi kikker lidt fjernsyn, og derefter går
vi til ro. Kors, hvor er jeg altså træt!