Torsdag den 25. juni 2009
Dagen i dag er så sidste dag med dykning. Det er som sådan godt nok, for jeg skal tilstå, at jeg er ved at
have fået dykket nok for denne omgang. Da jeg vågner er jeg bestemt heller ikke på toppen. Min mave er gået
i svær baglås, og jeg har lidt kvalme. Morgenmaden indtages i det stille, og det er begrænset, hvad jeg får.
Jeg holder mig til de våde varer i form af juice, juice og juice. Det er en blandet juice af forskellige
frugter, og det er frisk og smager rigtig godt. Lidt youghurt får jeg også ned og et enkelt stykke brød bliver
der også lige plads til, men bacon, pølser og æg må pænt blive, hvor det ligger. Jeg vil ikke kunne få det ned.
Jeg får dog ikke lov til at sidde her i restauranten og fede den af, for der skal jo dykkes - det er jo
derfor vi er her, så afsted det går.
Vi starter med at køre til Larry's Lair. Jeg sidder med et sløret billedet af et gammelt PC spil omkring en
fyr der hed Larry, der konstant var på skørte jagt, men der er vist ikke den store sammenhæng her. Der er
relativt store bølger - vel ca. 1 meter høje, så det at komme ud er lidt af en udfordring. Mens vi svømmer
kommer der en helikopter henover os fra "Coast Guard". De bruger dog ikke meget tid på at se efter os, men
ændrer dog kurs for lige at se os an. Vi går stille og roligt ned og forholdene ved bunden er da også
markant bedre end i overfladen. Kvalmen fortager sig heldigvis, for jeg kunne da lige forestille mig,
hvordan det er at skulle aflevere sin morgenmad igennem regulatoren på den denne sidste dykke-dag. Det mest
ophidsende vi ser er en baracuda med en stor krog i mundvigen. Jeg håber den med tiden ruster væk, for det
må da bestemt ikke være behageligt at svømme rundt med en sådan.
Vi er alle godt trætte, så da vi kommer op igen til bilen pakker vi den bare og triller til Bari Reef ikke
langt fra Buddy Dive Resort. Det vil sige - alt er relativt. Der er nok en 6-700 meter eller noget i den
stil. Vi beslutter at svømme fra stedet her og hen til Buddy Dive Resort, og så får Miles lige lov til at
løbe tilbage og hente bilen igen. Vi bliver enige om, at det eneste der vil opholde os er en hvalhaj, eller
hvis vi ser Squid's i formations-svømning. Og af sted det går. Det bliver en lang svømmetur som dog overstås
på 45 minutter. Jeg havde forventet at det ville tage noget længere tid, så da vi passerer en stor skilpadde
som er ved at blive foreviget af en anden dykker, vil Cathy egentlig gerne vente, da hun anser det for en
enestående foto-mulighed. Men en aftale er vel en aftale, så vi svømmer videre. Det kan godt være at Cathy
bliver tosset over dette. Hold da helt ferie! Men det er jo den der er sur der skal blive god igen, så vi
andre prøver at lade som ingenting og holder lidt afstand. Efter dykket ser vi Cathy samle sit udstyr sammen,
og jeg tror i min håbløse naivitet at det er for at komme ned og få det skyllet, men senere finder vi ud af
at hun er taget på et solodyk, for at komme lidt af med sine frustrationer - se det var jo ligesom ikke
meningen. Men humøret er da heldigvis bedre bagefter, omend der kommer en del spydige kommentarer som jeg her
skal skåne læserne for.
Om eftermiddagen vil vi så lige have et sidste dyk, og det beslutter vi os for skal være ved Jeff Davis.
Stedet hvor man kravler ned langs en væg på løstliggende sten. Her hvor vi en anden dag så en kæmpe
papegøjefisk. Forventningerne er måske ikke de største, da vi jo efterhånden har set alt det Bonaire har at
byde bå, men i håbet om at få et sidste stort øjeblik eksisterer stadig. Men det bliver et dyk som så mange
andre. De samme fisk, de samme koraller. Jo - vi er ved at være mætte. Klar til at tage hjem.
Tilbage på Buddy Dive Resort tror jeg i min naivitet at jeg skal have skyllet urinen ud af våddragten og
gjort den klar til at tage hjem. Det er så her jeg tager fejl. Det bliver impulsivt planlagt, at vi (det vil
sige alle på nær Miles) vil afslutte denne feries dykning med et skumringsdyk på hotellets lokale rev. Det
har vi jo før haft stor glæde af, så hvorfor ikke også i dag. Jeg har stadig strøm på batterierne i kameraet
og der er stadig lidt plads på hukommelseskortet, så jeg må krybe i den mildest talt stinkende dragt endnu
engang, hvilket ikke er nogen stor nydelse. Men det går og i vandet vi må. Der er igen massevis af aktivitet.
Måske ikke helt på højde med det vildeste vi har set, men der er masser at få øje på. Jeg knipser løs på må
og få i håb om at få et enkelt godt billede ud af det. Jeg må dog bagefter konstatere, at stort set alle
billederne er ubrugelige, men om ikke andet så er forsøget da gjort. Det bliver ikke det længste dyk vi har
haft. Faktisk kun 40 minutter. Men det er for nogle jo også det 5. dyk på én dag, og det suger jo lidt
energi ud af den bedste. Men det bliver et værdigt sidste dyk, som vi alle er ganske godt tilfredse med.
Lad mig afslutte disse kortfattede beretninger fra havet omkring Bonaire med et billede af en glad og tilfreds
dykker, der slet ikke kan tørre smilet af ansigtet efter at have logget intet mindre 41 dyk i løbet af sølle
12 dage. En imponerende indsats. Der skal herfra lyde et stort og velment Tillykke!
Cathy og jeg orker ikke at køre til byen. Vi er så trætte at vi kan falde i vores øjnlåg. Armene hænger som
slappe stænger langs siden på os. Vi er bare færdige. Der er udsolgt. Vi vælger derfor at tage over til
Captain Don's for at få en pizza som både Miles og Michele i storslåede vendinger har betegnet som gode. Vi
får en pizza med rejer og stærke krydderier. Personligt synes jeg måske ikke pizzaen er så god endda, men når
det så er sagt var det jo en lille hævn at få, at sidde her og spise de rejer som jo så svært lader sig
fotografere. Så kan de lære det ja de kan så. Det tager ikke lang tid at spise denne pizza, og vi går hjem
og overfaldes af nyheden om at Michael Jackson er død. Nyhedskanalerne er i højeste alarmberedskab, og alt
imens den samme video gentages igen og igen er der adskillige - for mig - totalt ukendte kommentatorer der
lige har noget de skal have sagt vedrørende denne for musikken så tragiske død. Jeg holder ikke til dette
i ret lang tid, og må omkring kl. 21.00 trække mig tilbage til lyden af forkortede udgaver af alle Michael Jacksons
uforglemmelige hits for at få sovet. Hvad de andre har fordrevet tiden med denne aften står hen i det uvisse,
men jeg vil gætte på, at den er afsluttet med en kemisk kamp mod myggene.
Dagens dykkerprofiler
