Onsdag den 24. juni 2009
Vi sover længe i dag. Rigtig længe. Miles og Michele har bedt om ikke at blive vækket da de har indrømmet, at
de - til trods for at de er holdets yngste - er ualmindeligt trætte og gerne vil sove til de vågner. Det
udnytter vi andre naturligvis til det yderste og ligger og snuer den lige til 06.30. Ud og få lidt vand i hovedet
og få børstet tænder. Her sker turens anden dykkerrelaterede skade - hvor svært det end er at tro på. Da jeg
børster tænder rasler en tand plumpe ud. Jeg er overbevist om, at der har været et lille hul inde bag, så nu
må jeg nok forberede mig på en tur til tandlægen, når jeg kommer hjem. Men tænderne bliver poleret og jeg gør mig klar
til at tage til min favorit morgenmads restaurant, hvor der er ved at indtræffe en hverdagssituation, hvor
jeg lige skal retfærdiggøre, at jeg har betalt for dette måltid på forhånd. Jeg når heldigvis at ankomme
inden lavinen af gæster kommer, så jeg er da så heldig at få mit eget bord. Det vil sige - da jeg skal hente
et glas juice fjernes min service fra bordet og bordet er naturligvis i et splitsekund besat igen, og jeg må
i øvrigt finde en ny portion af det jeg nu engang var ved at spise. Derefter må jeg gå tiggergang rundt til
de forskellige borde indtil jeg kan få lov til at sætte mig ved et østrigsk par (tror jeg nok). Det var tydeligt
at mærke på stemningen her, at det ikke lige var dét de havde regnet med. Beklager - men det var altså ikke
min skyld!
Men der er jo andet i livet end morgenmad, så Cathy og jeg pakker Mitsubishien og drager mod syd for at nyde
dagens første dyk. I mellemtiden er de unge vågnet og de vil fordrive dagen med studier af forskellige
karakter. De har fundet et glimrende bibliotek på hotellet, hvor de kan finde beskrivelser af alle de dyr og
planter de har set under overfladen, og det skal selvfølgelig udnyttes til det yderste. Ydermere er Michele
i gang med et hjemmestudie, og der er noget der snart skal afleveres, så denne pause i dykningen skal
udnyttes maksimalt.
Cathy og jeg kører mod syd til et sted kaldet "Vista". Lad mig med det samme slå fast, at dette ikke har
noget til fælles med et mislykket forsøg fra Microsofts side på at skabe et nyt operativsystem. Stedet ligger
relativt langt mod syd, og i dag er der også temmelig mange bølger, og det viser sig også - for første gang
på denne ferie - at vi har strøm. Alt imens vi svømmer ud til bøjen der markerer revet, ser vi en pæn stor
"Ray" lige under os. Vi gør klar til at dykke ned lige ved siden af den, men den må have gennemskuet vores
plan, for i det samme vi lufter BCD'en ud tager den af, og vi ser i den efterfølgende time ikke mere til den.
Ankommet til bunden svømmer vi i 30 minutter den ene vej og 7 minutter den anden vej for at komme tilbage til
udgangspunktet. Turens absolutte højdepunkt er synet af en stor vammel grøn muræne der en 20 meter fra os
svømmer forbi i en rasende fart. På denne afstand er den svær at bedømme størrelsen på, men lad os i stedet
bare sige, at der her må være tale om moderen til alle andre grønne muræner. Disse bæster kan jo blive op
til 4 meter lange og op til 36 år gamle. Denne her må være i den størrelse. Jeg erkender i hvert tilfælde
forholdsvis hurtigt, at der er visse dyr jeg ikke skal tættere på, idet jeg ikke har noget ønske om at
skulle erkende, at jeg ikke er sidste led i fødekæden. Cathy ser det lidt anderledes og sætter med kameraet
foran sig efter dette monstrøse uhyre. Den er dog for hurtig for hende, og hvis det overhovedet lykkedes at
tage et billede af den, så må det blive med murænen i det fjerne.
Efter endt dykning kommer vi tilbage til bilen. Ved siden af os holder en af vore naboer fra Buddy Dive
Resort. Uvist af hvilken årsag har vi flere gange, efter endt dykning, rendt på dette par, som tilsyneladende
kender øen bedre end deres egne lommer. Vi må høre om deres beklagelser over, at de i dag ikke har set
delfiner, hvilket de dagen før havde proklameret højlydt overfor alle der gad høre på dem, at de havde. Det
er nu et flinkt par, og vi får os en hyggesnak om forholdene generelt på øen. De skal dog lige have en
sandwich mellem dykkene, men det kan vi i sagens natur slet ikke vente på da vi jo ikke er kommet til øen
for at have det sjovt og spise sandwich - nej vi er jo kommet til Bonaire for at dykke. Vi kører derfor mod
nord og besøger Bachelors Reef.
Bachelors Reef er, som jeg vist før har nævnt, måske ikke Bonaires bedste sted at dykke, men det er let at
dykke her. Der er ingen strøm og sigten er forrygende. Da vi tømmer BCD'en for luft og begiver os nedefter
begynder min computer at gå fuldstændig amok. Fasketrykket stiger og falder i ét væk, og det er tydeligt, at
jeg vist ikke har fået åbnet helt for flasken, og lige nu lever lidt på, hvad der måtte være i slangerne.
Det er jo ligesom ikke den fede måde at dykke på, så vi går lige op igen og får ordnet den sag. Det tager jo
kun et par sekunder og giver en lille rids i min stolthed. Det er altså aldrig sket før at jeg har glemt denne
lille detalje. Men værre er det da heldigvis ikke. Vi begiver os nedefter igen. Det bliver et lidt anderledes
dyk, da vi sådan set bare svømmer lige ud, vender rundt og laver en 1 time lang hover, hvor vi bare hænger og
kikker på det der sker omkring os. En anderledes måde at dykke på, men også meget afslappende (og desværre
også meget afkølende). Vi finder de sørgelige rester af en Lobster, der enten er afgået ved døden eller som
har skiftet ham. Det var faktisk interessant at se på. Vi bruger rigtig lang tid på at se om vi kan finde en
søhest eller 2. Det vil være toppen, hvis vi kan drille Michele med at vi har set - og naturligvis
fotograferet - en sådan. Men vi finder ikke nogen. Ret beset har vi heller ikke forventet at se nogen. Der er
mange der snakker om at de leder, men vi har endnu ikke hørt nogen, der har sagt, at de har fundet en. Vi
kravler derfor efter lidt over en time op på stranden og gør os klar til at køre tilbage til hotellet, hvor
vi med det samme fylder flasker i bilen til eftermiddagens dyk - så behøver vi ikke køre forbi Drive-Inn
fyldestationen og spilde værdifuld tid her.
Tilbage på Buddy Dive Resort har Michele sat sig for, at hun vil have en af de kokus-nødder der hænger i de
lokale palmer, men det er selvfølgelig Miles der skal hente en ned til hende. Hvad vi mænd dog ikke bliver udsat
for af prøvelser. Jeg må indrømme at jeg er imponeret over, hvor adræt han kravler de første 2½ meter op ad
stammen, men er også yderst tilfreds med at han ikke kravlede videre. Det var ved at se lidt vovet ud.
Så Michele må nok droppe den drøm.
Men der er nogle dyk der skal dykkes, og da vi har fået varmen i solen, pakkes bilen og vi drager langt mod
nord til et område vi har fået anbefalet af en masse andre. Alle har omtalt stedet i rosende vendinger og med
armene højt hævet over hovedet i ren jubel. Det må vi da også prøve. Stedet kaldes Kalpata og ligger ikke langt
fra Oliehavnen mod nord. Vi er heroppe, hvor naturen er rå. Det kan godt ske, at 1000 steps er en hård trappe
at besejre efter et dyk, men de 20 trin der er her vil bestemt gøre dem værdig konkurrence. Ved siden af
stedet ligger der et lille sted man kan leje, hvis man ønsker at afholde en lidt privat fest. Der er dog
stille og ikke et øje i miles omkreds. Bølgerne er store og det ser bestemt ikke ud til at være nogen let
sag at komme i vandet. Der er lidt bekymringer, men vi lader 2 og 5 være lige og bestemmer os for i det
mindste at prøve. Da jeg får min flaske i hånden er jeg med det samme klar over at der er noget galt. Den er
alt for let. Ganske rigtigt - ventilen er ikke helt lukket, så der er sevet 100 bar ud af den, så jeg kan
ikke gøre andet end at pakke mine sager i bilen igen. Jeg lider dog ikke under dette - jeg har jo i de
forløbne dage haft massevis af dyk, og er ret beset også ved at være mæt, og det giver mig også yderlige
lejlighed til at hæve min kroptemperatur lidt. Jeg vælger at se det fra den positive side, og kan derfor
tilbyde de andre lidt assistance med hensyn til at komme i og ud af vandet, hvilket helt sikkert ikke vil
være nemt. Mens de andre er i vandet, kan jeg så gå lidt rundt i landskabet og se hvad der rør sig her.
Ikke noget dårligt bytte.
Nede ved vandet tager jeg de andres finner og lader dem gå ud langs en betonklods der ligger i vandet så de
kommer ud, hvor bølgerne er mindst. De kan så her tage finnerne på og straks starte med at svømme ud til
bøjen der markere stedet. Alt forløber da også glidende uden de store problemer. Da de er gået ned møder jeg
et engelsk ægtepar som har stået og kikket grundigt på, hvad vi har gjort, og de mener da også at det er
forsvarligt at dykke her. Jeg hjælper dem med deres forberedelser og de får samme hjælpende hånd med at gå i.
I mellemtiden er et andet ægtepar ved at gøre sig klar til at komme i. Manden er en lille let sag som jeg rask
væk vil skyde til 170 kg, mens konen er en lille vims sag på max 45 af slagsen. Det skal blive interessant at
se dem komme i vandet. Da jeg ikke taler deres sprog må de ligesom klare sig selv... Det bliver da også et
interessant skue, som nok ikke just kan betegnes som kønt, men i - det kommer de. Jeg ved bare ikke,
hvor mange blå mærker specielt han havde efter at naturen havde brugt ham som kastebold i en 5 minutters tid.
Jeg går lidt rundt i landskabet. Det er tørt og goldt. Man skal tæt på for at finde noget af interesse. Jeg
har desværre ikke mit kamera med, for der er alligel en del småting, der kunne have været interessante at
forevige. Det vrimler ind med mennesker, men langt de fleste vælger at sige, at de kommer igen dagen efter da
det jo ret beset ser lidt voldsomt ud som bølgerne slår ind mod kysten. Efter en lille time kommer de andre
til overfladen, og de kommer i land og kan meddele, at det da er en flot væg man dykker på her, men så er
den vist heller ikke flottere. Miles mener at folk med interesse for foto nok kan få et godt dyk her, men
for dem der interesserer sig for naturen som sådan vil han nu mene keder sig lidt. Med andre ord synes de
glade dykkere ikke at have problemer med at få armene ned, så det er måske godt nok, at jeg ikke kom med på
denne tur.
At komme hjem herfra er en større omvej. Da vejen vi er kommet fra er ensrettet (starter ved 1000 steps) må
vi køre omkring Rincon hjem. Vi bruger ikke meget tid i byen, men Cathy får da lige lov til at se lidt af
byen. Vi følger vejen stille og roligt, og lader de lokale, som er af den overbevisning at denne vej er den
lokale afart af A7 igennem Tyskland, overhale . Der er ind imellem nogen der kører endog meget stærkt. Vi er
dog efter nogle kilometer nødsaget til at gøre holdt. Vi har set et æsel, og Cathy vil absolut have et
billede af dette dyr. Alt imens hun - viklet ind i et badehåndklæde - med kameraet foran sig styrter afsted
tillader vi andre os et lille grin over det syn. Æslet er tydeligvis ikke interesseret i at være model og har
måske ikke helt den fornødne humor til at se det sjove i situationen, så den trisser stille og roligt af sted
- med en turist i hælene. Der går da også det meste af 10 minutter før vi ser noget til Cathy igen. Helt
tilfreds er hun ikke, men et enkelt billede af tvivlsom karakter er det vist alligevel blevet til.
Om aftenen tager Miles og Michele til Captain Don's for at spise pizza, og Cathy og jeg drager til staden
til en Peruviansk restaurant for at furagere. Til Cathys store glæde tales der her spansk og hun får lige
lejlighed til at brilliere lidt. Jeg fatter intet omend jeg hurtigt mærker, at jeg i et eller andet omfang
er genstand for en del af diskussionen. Men sådan skal det jo nok være. Vi er dog trætte, og hurtigt efter
at have indtaget vores mad drager vi tilbage til hotellet for at komme til køjs. Der er snart ikke mere
energi tilbage i os. Dog er der lige energi til den daglige men åbenbart også delvis nytteløse kamp mod
myggene. Der går ikke mange minutter før jeg er i koma pakket godt ind i tæpper og lagner.
Dagens dykkerprofiler
