Tirsdag den 23. juni 2009
En god gang nattesøvn kan kurere selv den mest negative. Desværre har det ikke været en god gang nattesøvn,
da jeg har haft intet mindre end 3 gang marreridt i løbet af natten. Så natten kunne uden problemer have
været et par timer længere set med mine klattede øjne, men en nat er nu engang kun så lang som en nat er.
Jeg er derfor ved at skvatte i øjnlågene af træthed på vej ud i badeværelset om morgnen. Men Restauranten
kalder. Igen er der fuldt besat da jeg er temmelig sent på vej. Der er i løbet af weekenden kommet en
ordentlig portion turister, og de skal altså alle fodres. Det er lige til kanten af, hvad restauranten kan
klare. Afkrydsningen af turisterne som spiser fungerer derfor overhovedet ikke, og jeg slipper for at skulle
retfærdiggøre min tilstedeværelse. Til gengæld er der for første gang i den tid jeg er her ingen meloner til
morgenmad. Skuffende.
Dagens første dyk går til Salt Lake. Vi er igen mod syd lige ved kanten af dobbelt revet. Denne gang bliver
vi belært af erfaringen dog inde på det første rev. Vi når kun lige at komme under vand da der svømmer en
skilpadde forbi os. Det er vist ikke første gang den ser en dykker, for den ignorerer os fuldstændig som om
vi slet ikke er der. Det bliver til et par billeder, men den gider ikke vente, da der er foder der skal findes,
og mad der skal spises, så vi må nøjes med de få billeder vi får. Det er tydeligt, at jeg er begyndt at
mangle væde til trods for at jeg drikker vand som besat.
Jeg får hurtigt en let hovedpine på dette dyk,
hvilket ikke er helt optimalt. Jeg vælger derfor ikke at gå så dybt. Miles og Michele svømmer noget foran
Cathy og jeg. Det er imponerende at se disse 2 sammen. De er virkelig gode til at spotte de spændende ting
og arme og ben går derefter som møllevinger i forsøg på at snakke sammen. På et tidspunkt bliver jeg klar
over at den kommunikation der er, pludselig er til os, og både Cathy og jeg svømmer hen til dem. De peger
febrilsk ned og dernede ser vi en kæmpe Lobster. Det må være moderen til alle af den art. Den er intet mindre
gigantisk. Godt nok ligger den på 22 meter og hygger sig, hvor vi ligger på ca. 14 meter, så det kan være, at
vi er en anelse berusede af kvælstof, men det ser ud som om den er mindst 1 meter fra halespids til spidsen
af dens følere. Disse går fra side til side som små piske, der forsøger at holde os væk. Et hurtigt kik på
computeren viser at der er tid nok at tage af, også selv om vi går de 8 meter længere ned. Cathy og jeg går
derfor lidt dybere og forsøger at tage nogle billeder af den, men det er svært at komme tæt nok på til at
blitzen kan nå, da jeg skal holde afstand til dens følere. Cathys camera viser sig at være markant bedre til
denne øvelse, og hun får stolt som en pave nogle ret gode billeder i kassen. Vi har altså på dette dyk fået
2 store oplevelser, og så kan man vel stort set ikke forlange mere, så vi vender stille og roligt tilbage
til udgangspunktet.
Vi triller herefter stille og roligt en anelse mere mod nord til Aquarius. Igen er vi ved dobbelt revet, men
vi bliver inde på det inderste rev. Sigten er eminent ud mod det sanddækkede område. Man kan kun blive
imponeret når man ser det - specielt når man hjemmefra er vant til at juble når sigten nærmer sig 5 meter.
Her stirrer man ud i mindst 40 meters sigt i varmt og klart vand. Man kan ikke lade være med at tænke på, om
vandkvaliteten i de Danske farvande engang i tidernes morgen før industrialiseringen kunne tænkes at have været bare
tilnærmelsesvis så god. Dykket er dog forholdsvis begivenhedsløst. Der er masser af rensestationer - og
dermed også masser af rejer at fotografere (hvor er jeg ved at være træt af dårlige billeder af disse rejer.).
Jeg er ved at give op, men Cathy holder på at hvis jeg bare bliver ved så skal det nok lykkes en dag - måske
ikke i denne ferie - men en dag. Så jeg knipser løs mere og mere modløst.
Det er langsomt ved at være tid til at vende hjem mod hotellet, men der er lige noget vi skal have overstået.
Hver dag, når vi har kørt forbi saltbjerne, har Cathy og Michele siddet og snakket om, at de skal have nogle
prøver med hjem af disse saltkrystaller. Bare lige et par stykker. Så da vi passerer det transportbånd der skal
bringe salten ud til de store skibe, må vi stoppe således at pigerne kan få deres prøver. Meget kan man sige om
dem, men de går til sagen med fuld entusiasme. De forsøger at hakke salten op under transportbåndet, men det
lykkes ikke rigtigt. Derefter går de, som et par nyudklækkede røvere, ind på området og hen til et saltbjerg,
for at stjæle disse krystaller. I mellemtiden laver Miles og jeg en videnskabelig undersøgelse af kvaliteten
af de buske der er i området. Vi lader vandet alt imens vi stille og roligt står og nyder udsigten over havet.
Vi snakker her kvalitets buske i 30 cm klassen. Vi tror ikke der var nogen der så det, og vis der var, sagde de
ikke noget til os. I mellemtiden kommer Cathy og Michele tilbage med 2 plasticposer fyldt med saltkrystaller
der er omkring 3 cm store. De er flotte, og hvis de var lidt mere blanke, kunne man måske godt forledes til at
tro, at pigerne her lige har fundet verdens største diamanter. Vi skynder os tilbage til hotellet, mens vi
ud af bagruden holder øje med om vi bliver forfulgt som følge af vores ugerninger. Men vi slipper hjem uden
problemer.
Siden Søndag har der været et specielt arrangement for børn på hotellet. Dette er så også årsagen til denne
invasion af turister der har stået på siden weekenden. Det har været et arrangement, hvor børn har kunnet
prøve at dykke i en pool - Kids Sea Camp. Sikkert vildt spændende. Men hovedformålet har tydeligvis været,
at forældrene skulle have tid og lejlighed til at komme lidt ud og dykke, mens nogen andre har holdt øje med
deres poder.
Med 2 velvoksne damer til at passe 10 unger er der rigtig gang i poolen ud for vores lejlighed.
Børn er vel som børn er, så lydniveauet er ganske betragteligt, hvilket ikke er helt tilfredsstillende, men
vi kan vel dårligt nok tillade os at brokke os. Specielt en dreng ved navn Andree er ganske uudholdelig. Han
vil høres, og råber derfor så højt at man sikkert kan høre ham på naboøerne. Opdragelse er vist ikke dét der
er brugt mest tid på ved ham. I hver 3. sætning som oppasserne siger, hører man en bemærkning om at Andree
skal prøve at dæmpe sig lidt. Imponerende som de har tålmodighed. Vi andre er bare trætte af larmen og
forsøger at finde steder at opholde os, så vi slipper for den værste larm. Vi kunne jo for eksempel tage ud
og dykke...
Om eftermiddagen tager vi til Oil Slick. Vi har været her før, men det bliver det jo ikke ringere af. Vi
svømmer denne gang mod syd. Igen svømmer vi i 2 grupper for at tilfredsstille forskellige behov og lyster.
Dykket tegner ikke til at blive det mest spændende, men pludselig ser vi 2 squids og lidt senere igen endnu
2 af slagsen. Vi ved dog ikke om det i virkelighedn var de samme 2 vi så, men vi vælger at tro at det var 2
forskellige par. Det forøger jo ligesom glæden. De holder en god afstand til os, så det der med at tage
billeder af dem lykkes ikke rigtig denne gang. Desværre. De er ellers længe omkring os og virker ret
interesserede i vores laden og gøren. Til sidst på dykket overdrager Cathy hendes kamera til Miles. Det sker
med en masse fagter som Miles ikke fatter noget som helst af. Men ideen var, at han sammen med Michele skulle
prøve at tage billeder af det dyreliv der var langs kanten. Det var jo dét Michele havde sagt sidste gang vi
var her, men desværre på et tidspunkt, hvor Miles ikke havde hørt det. Michele forstod med det samme
fagterne, men et forsøg på at skrive en besked på en skriveplade måtte opgives, da blyanten knækkede midt i
en sætning. Så da der efter dykket skulle evalueres fik den arme Miles en ordentlig overhaling. Dette var
måske dog mest udledt af at Michele kort forinden havde banket hovedet op i bunden af hans flaske, så han
stod i det hele taget med en ret dårlig sag. Alt i alt varede den ivrige og måske ikke voldsomt positive
diskussion cirka et kvarter, men så var der da også ro på igen. Jeg kan blot konstatere, at det er godt man
er ungkarl...
Vi tager tilbage til hotellet, og i min naivitet tror jeg så, at det var dét. Der er dykket det der skal
dykkes i dag, men jeg har gjort regning uden Cathy der helt bestemt mener, at der mangler et dyk i dagens
regnskab. Det var jo så godt i går, så det skal jo selvfølgelig checkes om det er lige så godt igen i dag.
Hvor dum kan jeg være. Igen er der ikke tale om et spørgsmål om jeg vil med, men mere en konstatering af,
at jeg mangler et dyk, og ellers bare har at komme i den urinstinkende dragt. Jeg må derfor endnu engang
krybe i den mildest talt uhumske våddragt som jeg ikke lige har fået skyllet, og så går det ellers ned til
dykkercentret for at hente en flaske mere. Vi prøver at gentage gårsdagens rute, men det er bare ikke det
samme (man skal aldrig gentage en succes).
Det er ikke dårligt! Der kommer da også et par gode billeder i
kassen, men der mangler lidt af den hektiske aktivitet, der prægede dagen i forvejen. Der er simpelthen mere
ro på. Der er stadig den endeløse strøm af blå fisk - og der er cirka lige mange fisk i den. Der er lige så
mange andre fisk som i går. Men det er bare mere stille. Måske bare fordi man er blevet så forvandt.
Men OK - det kan jo heller ikke være lige godt hver gang. Vi nøjes derfor med 54 minutter på dette dyk.
Efter at udstyret er skyllet og hængt til tørre, tager Cathy og jeg en tur ind til City Cafe for at få noget
at spise. Vi er ved at være stamkunder. Har vores helt eget bord. Vi får en pastaret der er ganske glimrende.
Den når måske ikke den portion Nasi Goreng vi fik forleden dag helt til hofteholderne, men den er nu ganske
glimrende. At vi er så trætte som vi er gør nok også at vi ikke helt formår at nyde denne middag helt så
meget som vi nok burde. Vi slentrer efter middagen en tur igennem byen og snakker om intet og alting. Nyder
det gode vejr, aftenens stilhed - kun overdøvet af alle de biler der fræser rundt langs havnepromenaden.
Forskellige butiksvinduer beundres og varerne vurderes. Det er tydeligt, at der er store beslutninger der skal
tages. Men vi må desværre begive os hjemover. Der er en seng der kalder.
Derhjemme sidder Miles og Michele. Fjernsynet går for fuld skrue. Michele klaprer på hendes pc for at få færdiggjort
et modul i hendes studier, og Miles sidder og læser i en mursten af en bog om DNA'ets opbygning. Spændende.
Cathy og jeg kikker billeder fra dagene der er gået, og efter nogen tid, må vi bide til korset og krybe i seng.
Først er der dog lige en kemisk krig der skal udkæmpes, men så er det altså også sengetid for børn og barnlige
sjæle, samt folk der har dykket hele dagen lang.
Dagens dykkerprofiler
