Mandag den 22. juni 2009
Jeg er denne morgen stadig ikke helt færdig med at sove, og jeg er oven i købet også temmelig kold. Man
skulle tro det umuligt når temperaturen udenfor aldig er under 27 grader, men Aircondition kan altså godt
holde én kold - også selv om den ikke kører hele tiden. Jeg er viklet totalt ind i de få tæpper vi har og
alligevel er det lige før jeg ligger og ryster af kulde. Men der er ikke noget at gøre - Jeg har mest lyst til
at ligge og blive lidt varmere, men jeg må ud og få lidt vand i hovedet og så ellers op i restauranten og
diskutere med personalet om jeg har forudbetalt min morgenmad eller ej.
Dagens første dykning sker ved Invinsibles. Dette er også beliggende ved dobbeltrevet, men i den sydlige
ende. Det yderste rev ligger da også umanerligt langt ude - og umanerligt dybt. Jeg fortryder, at vi får
begivet os herud, for vi får kun lige set toppen af revet, og selv om det er udmærket, så er det altså ikke
godt nok alting taget i betragtning. Vi svømmer meget og det er ikke dårligt for mig. Det hjælper med til at
holde varmen, men alligevel er der ikke noget at gøre. Der skal vand ud, og jeg lader vandet stort set
konstant under hele dykket. Vi er ikke ret længe på det yderste rev og svømmer højt over den hvide sandbund tilbage
til det inderste rev. Jeg ved ikke hvorfor dét der er længst væk altid er det der trækker mest i én. Men
sådan er det velsagtens. Det inderste rev er jo bestemt ikke dårligt. Der er masser at kikke på, og det gør
vi så også. Der kommer en enkelt "Ray" forbi, og det er når alt kommer til alt nok det mest ophidsende vi
møder på dette dyk. Da jeg er så koldt som jeg er, meddeler jeg de andre, at jeg nok bliver nødsaget til at
trække mig på det næste dyk. Ikke alle er lige tilfredse med den beslutning, men det sker altså at man må
være lidt egoistisk.
At jeg ikke skal i vandet er jo ikke ensbetydende med at de andre ikke skal have muligheden. Michele og Miles
vælger da også at tage på et vragdyk ved Baris Reef. Et sted der ikke ligger forfærdelig langt fra hotellet.
Cathy vælger lidt gnavent at sympatisere med mig og bliver på land for at slikke lidt sol. Det er dog tydeligt,
at hun ikke har fuld forståelse for min beslutning. Ved Baris Reef ligger der lidt uden for kysten et vrag af
en gammel dansk fiskekutter. Denne har egentlig en helteværdig historie bag sig, men den gik ned da den var
under bugsering ind til havnen, og tjener i dag som mål for en del dyk. Vraget er meget let at finde, idét man
har bundet et reb i vraget og bundet dette til en pæl der står tæt på land. Hvor svært kan det være. Miles og
Michele var da bagefter også enige om at det havde været et udmærket dyk - måske ikke så meget på grund af
vraget, men mere på grund af det fiskeliv der var lige omkring det. Imens havde jeg fået lidt sol på dællerne,
og hvor gjorde det da godt lige at blive varmet lidt op igen. Det var bestemt ikke det dummeste jeg har gjort
under denne ferie.
I frokostpausen kører jeg sammen med Cathy til Lufthavnen, hvor den eneste tankstation er, hvor man kan
betale med kreditkort. Denne bil - en Mitsubishi af ubestemmelig herkomst - er altså ret så tørstig. Det
skal dog retfærdigvis siges, at den meget vejarbejde omkring hovedstaden gør, at der skal accelereres og
bremses en del, og jeg tror det har en ikke uvæsentlig del af skylden. Vi får fyldt op og triller stille og
roligt tilbage til hotellet igen og slapper lidt af ved poolen. Den slags skal der nemlig også være plads til.
Eftermiddagens første dyk går til 1000 steps. Det er egentlig mit valg denne gang, da jeg håber at lidt
motion efter dykket vil give varmen. Pausen sidste på formiddagen, hvor vi har ligget i solen har dog gjort
underværker. Jeg har det mærkbart bedre - men helt godt er det nu ikke. Dertil skulle jeg vist ligge i solen
i et par dage. men jeg føler mig helt fit for fight. Vandet føles meget varmere, og er da også 1 grad varmere
i dag. Hele 28 grader mod det normale 27 - og man kan tydeligt mærke forskellen (eller måske det er fordi jeg
faktisk er lidt varmere?). Hvis jeg ikke selv havde oplevet det ville jeg nok have benægtet det, men jo - der
er tydelig forskel. Hvor vi indtil nu har dykket i én samlet gruppe, så deler vi os nu i 2 grupper. Cathy har
et ønske om at fotografere noget mere, hvilket tager tid, så for at Miles og Michele ikke skal vente på os,
dykker de deres egen profil. Dykket er glimrende. Afslappet og med masser at se på. Desværre er det ikke nemt
bagefter at snakke om det vi har set, da vi jo har dykket 2 forskellige profiler. På den anden side set kan man
jo også sige, at der er dobbelt så meget at snakke om... Der sker dog intet abnormt under dykket - men det
er heller ikke nødvendigt for at få et godt dyk.
Vi triller tilbage til hotellet og bedst som jeg tror, at jeg skal til at skylle udstyr, står Cathy ved siden
af mig med stort set alt hendes udstyr under armen og spørger om vi ikke lige skal tage ud på husrevet og
nyde et solnedgangsdyk. Ret beset - jeg gider ikke. Men det her er igen en af den slags konstatereinger som
kvinder er så gode til, hvor konstateringen blot er udformet som et spørgsmål med kun ét svar. Men hvad pokker.
Vi er jo på dykkerferie og der er jo ingen der siger, at det skal vare evigheder, og jeg har da lidt kropsvarme
endnu. Vi svømmer derfor ud til kanten af revet og her er der altså bare gang i den. Det vrimler med liv.
Stort som småt. Vi finder en eller anden plettet slange og der er af en eller anden grund en hektisk
aktivitet omkring denne. En uendelig lang stime af små blå fisk svømmer i rasende fart forbi os fra syd mod
nord. Under hele dykkets længde ser vi hverken start eller stop af denne stime. Der er bare gang i den. Vi
finder senere en beskrivelse der siger, at stedet faktisk er kendt for aktivitetsniveauet omkring solnedgang,
og den kan jeg altså her kun bekræfte. Det kan godt være at natdyk her er glimrende - men skumringsdyk er
altså også gode, hvis ikke bedre. Så mon ikke vi inden feriens afslutning når at gentage denne success.
Om aftenen sidder vi og ser TV igen. Der er et eller andet reality show som optager de unges sind. Personligt
synes jeg det er til at kaste op over, men jeg har jo heller ikke TV selv. Der kikkes billeder - men ikke i
ret lang tid. Trætheden er ved at overmande os. Jeg formoder det er trætheden der er årsagen, men vi
begynder at bide lidt af hinanden. Der kommer en række sure udmeldinger, som vi normalt ikke vil komme med.
Der er altså ikke nogen begrundelse for ikke at gå i seng. Og det gør vi så efter at Cathy har udkæmpet hendes
kemiske kamp med Myggene, som at dømme efter Micheles ben er temmelig nytteløs. Hovedet når ikke puden før jeg
er langt langt væk.
Dagens dykkerprofiler
