Søndag den 21. juni 2009
Der er nu gået en uge siden jeg ankom til øen. Normalt siger man at tiden går stærkt når man har det sjovt.
Vi har haft det sjovt, men samtidig haft så meget at se til, at tiden alligevel ikke har føltes kort. Det
bliver hårdere og hårdere at komme ud af sengen og i dag sover jeg helt til kl. 07.00. Det betyder, at der
er vildt gang i den på Restauranten, så man har slet ikke tid til at checke om jeg skal have morgenmad eller
ej. Om lørdagen er det væltet ind med gæster, og det sætter sit præg på restauranten her. Jeg sætter mig derfor
bare til at spise, og forlader stedet i ro og mag med fyldt mave - og i øvrigt med god samvittighed.
Grundet Cathys hang til Aircondition om natten når jeg ikke længere at blive varmet op i løbet af den tid, hvor
vi ikke er i vandet. Dagens første dyk ved Margate Bay bliver derfor også rystende kold. Der går ca. 30
minutter og så er jeg nødsaget til at gøre noget for at undgå en akut blære squeeze. Herefter starter et
sandt marreridt i vandladning. Det fosser ud af mig. Jeg ved ikke om det er derfor, men det slår mig under
dette dyk, at vi ikke har set en eneste muræne.
Jeg ved ikke om de ligger nede mellem korallerne og ofrer sig
som følge af min konstante urinering, eller om de er taget til konference på Curacao. Men vi ser altså ikke
så meget som en eneste af slagsen. Derimod beriges vi af 2 squids som leger foran os i lang tid. Det er et
fantastisk dyr at se på. Farverne skifter konstant, og man er aldrig helt klar over, hvem det egentlig er der
kikker efter hvem. De store øjne synes at stirre på én, og man skal da heller ikke gøre mange forkerte bevægelser
før de er over alle bjerge. Der bliver taget rigtig mange billeder, så udløserknappen på kameraet bliver aldrig
helt den samme igen. De fleste af billederne viser sig faktisk at blive af en glimrende kvalitet. Der skal da
ikke herske tvivl om, at disse squids bliver dykkets højdepunkt for mig, da jeg den resterende tid kun kan tænke
på én ting. Min blære.
Dyk nummer 2 bliver ved Bachelors reef. Stedet er ikke kendt for de eminent store oplevelser, men har til
gengæld den fordel, at det er let at komme i og ud af vandet. Jeg møder en tysker der proklamerer, at hun før
i tiden havde tilbragt mangt en ferie i Danmark, men vi kunne hurtigt blive enige om, at dette alligevel var
markant bedre.
Michele beslutter at hun vil hjælpe mig med at tage billeder af de små rejer som af en eller
anden grund bare aldrig vil lykkes. De billeder er bare altid en anelse uskarpe, hvilket vist mest skyldes,
at rejerne ikke vil stå stille og vente på at kameraet bliver færdig med at tage billederne. 1/50 er altså
ikke specielt hurtigt, men det hurtigste kameraet tillader under disse forhold. Michele vil derfor med hendes
lille lommelygte prøve om hun kan give lidt mere lys til kameraet at arbejde med, og derfor en hurtigere
lukketid. Skal vi ikke bare nøjes med at sige, at det var godt forsøgt, men så meget lys er der alligevel ikke
i en LED lampe. Det er ikke til at se forskel på de billeder der er taget med og de der er taget uden denne
ekstra lyskilde. På dykket får vi lige et blik af en "Ray" i det fjerne. Jo - måske ikke det bedste dyk vi
har haft - men på den anden side set heller ikke det ringeste.
Om eftermiddagen tager vi - efter at have fedet den af ved poolen - til Weber's Joy. Vi fandt godt nok ikke nogen der
grillede, men stedet var alligevel udmærket (navnet henviser ikke til en grill, men til en ruin af et hus der
står lige ved siden af vejen). Det blev et af de mere afslappede dyk vi har haft på denne tur. Der er dog
ingen tvivl om at nogle af os fryser nu. Vand på 27 grader og gode tykke våddragter er altså bare ikke nok
når man er så meget i vandet som vi har været her på det seneste. Man bør måske endda overveje at benytte
en hætte, hvilket jeg har noteret mig at flere gør. Vi finder en del rensestationer med massevis af rejer på
dette dyk, og jeg får da endnu et par ufokuserede billeder i kassen. De rejer er altså bare ved at gøre mig
irriteret og ligeglad. Til gengæld synes de andre på turen at more sig gevaldigt over min manglende succes på
dette punkt. Men derudover er dykning på denne ø tydeligvis ved at være hverdag. Der skal bare mere og mere
til for at vi lader os begejstre over det vi ser.
Om aftenen kører vi for første gang - og vist nok også den eneste gang på denne tur - alle i samlet flok ud
og spiser. Buddy Dive Resort har samarbejde med et andet Resort der ligger noget uden for byen. Her er der
spis hvad du kan få ned for 15 USD, og det benytter vi os så af. Egentlig går dette på tur ved de
forskellige Resorts, men vi har bare ikke rigtig været gode nok til at følge op på dette. Vi starter med en
punch uden Rom. Ikke værst! og herefter går vi til buffeten. Jeg tror jeg er oppe og fylde tallerkenen en 5-7
gange. Nok til at det vist er ved at være pinligt for de andre. Men det kræver altså energi at holde en
kropstemperatur på 37 grader C. Jeg må endnu engang konstatere at disse Ribs ikke er helt så gode som dem man
kan få nede ved havnen, men igen - nogle gange er kvantitet mere vigtigt end kvalitet. Og hvad kvantitet angår
- så var det her altså helt i top og indtil videre ubesejret. Så jeg må desværre hermed sige, at Rib House
i Krajlendijk er bagud på point efter denne forrygende middag.
Vi tager tilbage til hotellet og kikker billeder og gennemlever de sidste dages dykning. Det varer dog ikke
længe før vi må overgive os. Sengene råber af os - og vi er til at tale med. Cathy indleder dagens angreb på
myg som en efter en må lade livet for de kemikalier som man nu engang kan købe.
Dagens dykkerprofiler
