Lørdag den 20. juni 2009
Det er blevet lørdag. Tiden bare flyver af sted. Specielt nætterne synes alt for korte. Kl. 6.00 om morgenen
er jeg bare overhovedet ikke klar til at kaste mig ud i en ny dags dykning. Men der er jo ikke andet at gøre
end at komme i gang. Der er nogle dyk der skal dykkes, og de dykker altså ikke sig selv. Jeg kommer i tøjet
og går til morgenmad, hvor jeg lige skal disputere med personalet om, hvorvidt jeg har forudbetalt min
morgenmad eller ej. Da det er weekend, er personalet ikke helt det samme som i den forløbne uge, så det er vel
i orden at der er lidt forvirring i dag. Det undrer mig dog til stadig hed, at det skal være så vanskeligt.
Som sædvanen byder drager vi på dagens første dyk mod syd. Vi tager ned til det der kendes som "Red Slave" som
ligger langt mod syd. På vejen derned brokker Michele sig over antallet af myggestik hun har fået. Dette burde
ikke være muligt, med den mængde gift der dagligt sendes ud i vores lille lejlighed. Men faktum er, at hun
har massevis af myggestik, og de er næsten alle sammen temmelig betændte. Og de klør! Helt vildt! Mon ikke det
er derfor de er betændte. Jeg går ud fra, at hun om natten ligger og klør sig til blods mens hun sover.
"Red Slave" er endnu et af de steder, hvor skibene har lagt til, og hvor slaverne har båret salten ud til de små
både der så har sejlet det ud til de større skibe. Når et skib lagde til, var det de mandlige slavers opgave
at lave en intermistisk bro som kvinderne så kunne gå på, når de skulle bringe salten ud. Når broen var lavet
hjalp mændene med at løfte kurvene med salt op på kvindernes hoved. Det har helt sikkert ikke været let at
bære på disse kurve. Der var 4 steder på øen hvor de store skibe kunne ligge til. Stederne var markeret med
store farvede søjler som indikerede, hvilken kvalitet af salt man kunne hente. De 4 farver repræsenterede
Hollands flag samt Oranje (orange). Ved Red slave er der i dag 2 af disse store obelisker. Antallet af
slavehytter vidner også om, at der har boet en hel del slaver her, så min mistanke er at dette har været en
af de helt store udskibningssteder. Igen er der lige ved siden af et imponerende bygningsværk som har tilhørt
den stedlige "chef". Dette er nydeligt vedligeholdt og bruges også den dag i dag til beboelse.
Vi er dog kommet langt mod syd, og stedet her ligger lige på et knæk i kystlinien. Mod syd er der nogle
drabeligt store bølger og mod nord ser det alt sammen mere tilforladeligt ud. Vi er derfor nødsaget til at
sætte nogle lidt specielle spilleregler op for dykket her, da vi ikke kan vurdere forholdene under vand fra
kysten af. Aftalen bliver at vi svømmer ud i bølgerne, som er ganske betragtelige, og lader os dumpe ned til
bunden og derefter kun svømmer mod nord. Det indebærer godt nok at vi kommer til at gå et pænt stykke
tilbage til bilen, men hellere dét, end at havne i en strøm der trækker os halvvejs til Venezuela før vi
fatter, hvad der foregår omkring os. Aftalen bliver også, at kommer der strøm som går mod syd afbrydes dykket
med det samme, og er der bare én der er lidt nervøs ved det vi gør her, da betyder det også en øjeblikkelig
afbrydelse. Det er ikke alle der er helt begejstrede for den plan, da hjemturen kan forventes at blive betragtelig,
men da jeg gør opmærksom på, at alle stort set har brokket sig over deres vægt, vil dette være en kærkommen
lejlighed til at smide et par gram, bliver alle stumme, og planen er måske ikke ligefrem godkendt - men så da
accepteret. Bekymringerne skal dog vise sig uden grund. Der er ingen strøm overhovedet. Det er faktisk meget
stille når vi først kommer lidt ned i vandet. Som stort set alle andre steder er det flat ud til ca. 6 meter,
hvorefter bunden skråner kraftigt nedad. Men her hører sammenligningen dog op. Ganske vist er skråningen her
tæt besat med koraller, men med jævne mellemrum er der nogle kridhvide bælter der bevæger sig langt ned i
dybet. De kommer med en ca. 50 meters mellemrum og er en 5-8 meter brede. Årsagen til disse er for mig ukendt,
men min formodning går på, at de er resultate af skader forvoldt af opankrede skibe der kom hertil for at
hente salt. På det tidspunkt har man nok ikke været helt så bevidst om de skader man kunne forvolde på
korallerne. Dykket her irriterer mig dog grænseløst. Masken render konstant fuld af vand, og jeg kan ved
den søde grød ikke finde ud af hvorfor. Godt nok smiler man meget på disse dyk - de er jo ganske imponerende,
hvad man ser, men det er ikke forklaringen. Så jeg tømmer konstant maske, og indrømmet - jeg ser ikke så
meget som jeg gerne ville. Efter 50 minutter stikker vi hoverdene over vand igen og erkender, at vi - som forventet -
har en længere gåtur foran os. At gå langs kysten er grundet de mange koral-stumper ikke nemt, så vi går ud
mod vejen der går parallelt med kysten. Humøret er dog alligevel højt - som (næsten) altid.
Flaskerne skiftes og vi drager igen ind mod byen. Faktisk forbi centrum og til et lille og relativt ukendt
sted der er kendt som "Something Special". Dette sted er ikke afmærket med en stor gul sten som ellers er normalt,
og parkeringsforholdene er nogle af de dårligste vi har set. Der er rent faktisk kun plads til én bil. Vi får
dog kantet Mitsubishien ind i - hvad der senere viser sig at være en af de lokales parkeringsplads (sorry),
og får klædt om og kommer i vandet. Vi svømmer mod havnen der ligger lidt mod nord. Vi tager det stille og
roligt. Hvad andet kan man gøre på denne ø. Jeg tømmer masken hvert 30 sekund, hvilket er ved at være ret så
irriterende. Der er rimeligt meget liv, men ikke noget der revolutionerer garvede Bonanire dykkere som os.
Efter en 20 minutter svømmer vi forbi et Web-cam. Hvorvidt det er aktivt endnu eller om det blot er der som
et lævn fra tidligere tider ved jeg ikke, men der var da lys i en lampe. Jeg har ikke kunnet finde den
hjemmeside der i tidernes morgen fandtes, hvor man kunne skrive til sine venner at man ville komme forbi på
et givet tidspunkt. Men for det tilfældes skyld at nogen kikkede på, satte vi os foran kameraet og vinkede
det bedste vi havde lært. Videre gik det derefter mod nord til vi kom til havneindsejlingen. Alt imens der
blev mere og mere sandbund og solen brød igennem for alvor, blev sigten helt imponerende. Hvis jeg siger et
sted mellem 40 og 50 meters sigt overdriver jeg bestemt ikke. Dette syn var ganske simpelt fantastisk flot!
Men intet varer ved, så vi vender om for at komme tilbage til bilen. På vej tilbage møder vi en skilpadde der
har sat sig for at få noget helt bestemt pillet ud af en koral. Det er tydeligvis en hård kamp den kæmper,
men det lykkes bare ikke rigtigt. Vi bruger en del tid på at kikke på denne, men må erkende, at dersom vi
ikke ønsker at snorkle det sidste stykke (hvilket ikke alle er lige indstillet på), så må vi jo nok hellere
komme videre.
Vi tager hjem til Buddy Dive Resort og tager en slapper. Jeg skiller masken ad i atomer og konstaterer, at
saltvand og solskin i de mængder vi udsættes for her vil generere en ikke uvæsentlig mængde alger langs glassene
i masken. Uvist hvordan betyder det at vand siver ind konstant. Der er altså ikke andet at gøre end at foretage
en hovedrengøring af masken. Der pudses og poleres og til sidst står jeg med en 15 år gammel maske der næsten
ser ud som ny. Det skal blive spændende at se om det har hjulpet. Ydermere går jeg diskret ud og barbarer mig,
hvilket jeg denne morgen er sluppet lidt let henover. Herefter beslutter jeg mig for, sådan rent undtagelsesvis, at
få en gang frokost, og tager sammen med Cathy op til Pool-baren og bestiller en "Dive-Master Sandwich". Det
tager umådelig lang tid at tilberede denne, så jeg er sikker på, at de først skulle fange den uheldige
Dive-Master for at få det fornødne kød. Prisen blev 10,50 USD. Skal vi ikke bare sige, at det var den bestemt
ikke værd. Men det hjalp da lidt på sultfornemmelsen. Vi har valgt at sidde ude i solen, og det er ganske varmt.
Sveden pipler fra panden, men det er faktisk ganske rart at blive varmet igennem, oven på alle disse dykninger.
Rundt om benene på os går en lille iguana. Den er sikkert sulten, men den må desværre undværre mad, da jeg
på det nærmeste slikker tallerkenen tom.
Grundet den noget længere pause, hvor nogle fik sig en længere lur og andre noget at spise, bliver det kun
til ét dyk om eftermiddagen. Vi tager til Andrea II som Miles og Michele ikke fik set dagen før. Hajen er
selvfølgelig væk, hvilket jo er ærgerligt. Sigten er desværre også helt i hegnet - helt nede på en 20 meter!
Det er jo lige før man må klage til det lokale turistråd over den slags kummerlige og fuldstændigt uacceptable
forhold. Vi svømmer noget mere omkring end jeg nogensinde før har gjort her på dette sted. Og pludselig er
den der. Den plettede "Eagle-ray". Flot står den der. Den vil gerne fotograferes og giver os rigeligt at gøre
de efterfølgende 10 minutter. Sigten ødelægger det dog lidt, da vi ikke kan tillade os at bruge blitz. Men
så er det altså heller ikke værre. Det bliver en storslået oplevelse at komme så tæt på dette dyr. Jeg er
dog ved at være kold nu igen. Sådan rigtig kold. Jeg skal konstant lade vandet - og gør det også, hvilket
afsætter en ikke uvæsentlig dunst på den indvendige side af våddragten. Det føles som om vandet er løbet fra mig
stort set konstant i 20 minutter. Der skal altså drikkes rigeligt med vand for at kompensere for disse lange
og en anelse kolde dyk. Det bliver derfor også efterhånden sværere og sværere at finde frivillige til at
åbne for lynlåsen når jeg skal ud af våddragten efter en god gang dykning. Men heldigvis har man vel gode
overtalelsesevner? Men faktum er, at jeg må høre en del for dette. Nå - men således mættet af oplevelser kan
vi fortrøstningsfuldt igen drage tilbage til Hotellet og gøre klar til en god portion aftensmad - en aftensmad
som jeg rent faktisk ikke behøver da jeg jo allerede har spist en Dive Master... Men Cathy vil i byen - så det
kommer vi.
Cathy har udset sig en lille Kineser restaurant. Det er måske ikke den hyggeligste restaurant på øen, men
til gengæld er prislejet lidt mere medgørligt end hvad vi ellers har været vant til. Det er tydeligvis ikke
her turisterne normalt kommer, for restaurant-fatter kikker noget måbende efter os. Han kan da heller ikke
en stavelse engelsk, hvilket sætter mig lidt ud på et sidespor. Det viser sig heldigvis at han kan Spansk.
Og her er Cathy på hjemmebane, så der går ikke lang tid før vi har fået hver vores sodavand og vi afventer
en portion Nasi Goreng. Jeg vil til enhver tid påstå, at den ikke var så god som den vi havde fået for et
par aftner siden på City Cafe, men dermed ikke sagt, at den var dårlig. Vi kunne sidde ved vores bord og se,
hvorledes retten blev tilberedt, så den var helt sikker helt frisk. Vi nød da også denne middag og kunne med
fyldt mave vralte tilbage til bilen som efterhånden har kørt så mange gange til hotellet, at den selv kan finde
vej.
Miles og Michele har hele dagen truet med, at de vil ud på et natdyk. De har så mange gode oplevelser på
disse natdyk ude foran hotellet, og det skal altså udnyttes. Men dagens dykninger må alligevel have tæret på
de unge mennesker. De bliver enige om, at de alligevel hellere vil gå tidligt i seng og så være friske til
dagen efter. Vi sidder derfor i stuen og ser en film med Will Smith som superhelt. Jeg sidder og bliver helt
glad for at jeg ikke tog i biografen for at se den da den kom frem. Hvor kedelig... Nå - men Cathy går i gang
med hendes daglige skadedyrsbekæmpelse. Da Miles og Michele er gået til køjs kan jeg forstå på Cathy, at hun
igen er lidt utilfreds med min måde at dykke på. Det er som om jeg kun følger Miles og Michele og ikke hende.
Nu er jeg da heldigvis ved at blive lidt forvirret. Først holder jeg ikke nok øje med dem, og når jeg så begynder
at kikke efter dem, så gør jeg det åbenbart for grundigt. Det begynder at dæmre for mig, at det i virkeligheden
fra starten ikke har drejet sig om dem, men at jeg måske var lidt for langt fra Cathy. Her må jeg dog melde hus
forbi. Jeg foretrækker - som det kan ses af de profiler der er på disse sider, at holde en nogenlunde konstant
dybde på mine dyk. Cathy har nok en lidt anden idé omkring dette, idét hun er på den dybde, hvor der sker noget,
og så længe computeren ikke brokker sig, så må det være i orden. Dette vil vi nok ikke kunne blive enige om,
så der er nu lagt op til en lidt spændt stemning imelle os i den kommende uge. Beklageligt, men ikke noget jeg
kan gøre noget - og slet ikke på denne tid af dagen og så træt som jeg er. Så i stedet for at træde mere i dét,
vælger jeg at gå i seng. I mellemtiden sorterer Cathy billeder og skriver lidt med vennerne på internettet.
Dagens dykkerprofiler
