Fredag den 19. juni 2009
Denne dag er lidt anderledes end alle de andre. Sidste år da jeg var på Bonaire og boede på Golden Reef Inn Resort
lærte jeg Desiree at kende der sidder i receptionen her. Jeg har lovet at besøge hende denne dag, så efter at
jeg har haft min daglige disputs med restauranten på Buddy Dive Resort omkring min morgenmad - og derefter
indtaget min morgenmad - går jeg stille og roligt over til Golden Reef Inn. Cathy, Miles og Michele pakker
bilen og kører en tur mod syd ned til et gensyn med vraget Hilmar Hooker og får et glimrende dyk her.
Herefter drager de lidt mod nord til Bachelors Reef, som er et af de nemmere steder at dykke - og frem for alt
at komme i og ud af vandet.
Det bliver et hyggeligt gensyn med Desiree. Vi får en snak om mange forskellige ting i de 3 timer vi er sammen.
Alt lige fra, hvordan det er at rykke sine teltpæle op og flytte til en ø 9 timers flyvning fra sit hjemland,
over beskrivelser af, hvorledes det går med hendes børn, til en dybere filosofisk diskussion omkring
værdinormer for den lokale befolkning sammenlignet med f.eks. Europæer. Vi snakkede om de politiske forhold
på øen, og forholdet til Holland, og vi snakkede om udskiftningen af den lokale mønt til Amerikanske Dollars
- og ikke Euro som jeg naivt troede den skulle skiftes til. Vi kommer langt omkring. Det er bestemt ikke
kedelige emner, og tiden nærmest flyver af sted. Golden Reef Inn er blevet sat en del i stand siden jeg var
der sidst. Der er kommet nogle nye møbler ind, bygningerne er blevet malet i en skrigende gul farve (hvilket
jeg måske ikke synes er så kønt endda - men den gule farve er meget populær på øen), og man mangler sådan set
bare at få malet det grønne træværk. Men man kan sige, hvad man vil - det er imponerende hvad lidt farve kan
gøre ved en bygning. Det hele virkede bare meget mere frisk end sidste år. Jeg fortalte at vi havde været
der forgæves om søndagen til BBQ, men fik så at vide, at antallet af tilmeldte havde været for lille til at
man ville kaste sig ud i det. Så i princippet var vi vel selv skyld i det, da vi ikke havde fået os skrevet
på. Så kan vi lære det, ja vi kan så.
Desiree fortæller om deres nye hus, og hvordan det skrider frem med renoveringen af dette. Da de i tidernes
morgen - hvilket ret beset ikke er længe siden - besluttede sig at flytte til Bonaire, tog de en rejse til
øen for at se tingene lidt an. De havde fundet ud af at de godt kunne få råd til at købe et hus, og at alting
ikke ville være så slemt. Men i det år der fulgte skete der ting og sager med huspriserne. Det var det samme
her på øen som alle andre steder. Priserne skød mod himlen i en rasende fart. Så da de stod på øen med deres
kufferter og en container på vej med deres møbler, måtte de samtidig erkende, at huspriserne var rendt fra
dem. De bor derfor til leje, men synes dog ganske glade for dette.
Jeg har været så uforsigtig at love, at jeg er tilbage på Buddy Dive Resort omkring kl. 12.00 så jeg må sige
pænt farvel til Desiree og begive mig hjemover. Jeg ankommer få minutter før de andre. De har haft en
glimrende formiddag. Miles og Michele vælger at tage eftermiddagen fri så de også kan gasse lidt af. De vil
i stedet leje en kajak og sejle en tur ud til "Klein Bonaire". Dette skal dog vise sig en anelse kompliceret,
og da de endelig får lejet deres kajakker, får de at vide, at grundet vindforholdene må de ikke sejle til
øen. De er selvfølgelig meget skuffede, men de har da heldigvis andre ting de kan kaste sig ud i. Cathy
og jeg pakker bilen og drager ud på vores egen lille dykker safari.
Turen går mod nord til Andrea II. Dem der måtte have læst min tidligere ferieberetning fra denne ø (Se under
links) vil vide, at dette er min absolut favorit blandt steder at dykke på denne ø. Bundforholdene er
fantastiske med massevis af lyst sand som lyser op overalt. Der er store koralformationer, og masse af
dyreliv - både af den større slags og også af den mindre. Det er også et af de steder hvor man kan komme i
vandet uden at føle at der er risiko for at man brækker en ankel eller 2. Forholdene til omklædning er også
glimrende - så alt i alt er dette et godt valg for både den nye og den garvede dykker. Dykket her bliver så
afgjort et af de bedre. Vi er dårligt nok kommet ned på en 12 meters vand da vi svømmer forbi en kæmpe stor
koral. Den ligner et telt af udformning og den er ligeledes hul. I toppen af denne kan vi se en fisk, der er
ved at blive renset. Dette er altid et fantastisk syn. Mens vi kikker på denne kan vi se ned igennem korallen
og ned på bunden. Pludselig går det op for mig, at der dernede, få meter under os, ligger en "nurse shark"
og tager en middagslur. Jeg har altid fået at vide, at der ikke er hajer på denne side af øen, men det er
denne haj da et tydeligt bevis for ikke er sandt. Den ligger dog presset godt op imod korallens sider, og det
er umuligt at få et ordentligt billede af den. Så efter at have kæmpet lidt med dette beslutter vi os for at
svømme videre, da der sikkert er en masse andet at se på. Vi er dårligt nok kommet derfra, da vi ser en
kæmpe stor papegøjefisk (Parrot fish). Den er dyb blå i farverne. Vel omkring 1 meter lang. Den ledsages af
en trompetfisk, der på elegant vis ligger over fisken. Et flot syn. Cathy suser af sted for at få nogle
billeder af den, men den er desværre ikke helt samarbejdsvillig (personligt tror jeg også successen havde været
større dersom vi var svømmet langsomt i dens retning, men vi får det nok aldrig at vide). Vi svømmer derfor
videre for at udforske dette spændende sted. Der er bare så meget at se på her. Men vi må også erkende, at
tiden løber, så vi vender om for at svømme tilbage til udgangspunktet. Den store blå parrot fish er der
stadig og endnu engang forsøger Cathy om hun kan få et par billeder i kassen, og endnu engang driller fisken
ved bare stille og roligt at svømme væk. Vi når tilbage til den store koral og hajen ligger der stadig, men den
har nu flyttet sig en anelse, så mon ikke vi kan få et billede? Vi forsøger nogle gange og omend det ikke bliver
perfekt, så kan man dog godt se, at der er tale om en haj. Miles og Michele vil blive grønne i hovederne af
misundelse når de hører om dette dyk.
Da vi skal klæde om sker turens første dykkerrelaterede ulykke. Cathy brækker en negl da hun skal tage sin
våddragt af. Der er kun én ting at gøre, og det er at vi farer til byen for at få et eller anden form for
lim der kan sætte denne negl sammen til sin originale længde. Så med alt hvad remmer og tøj kan holde -
hvilket vil sige max 60 km/t uden for bygrænsen og 40 i byen, går det mod Krajlendijk for at finde et sted
med de passende ingridienser. Det skal dog vise sig temmelig svært at finde den fornødne lim (ja hvad ved
jeg om lange negle), så efter en times tid må vi opgive dette forehavende og Cathy må diskret gå og gemme
sin negl på resten af turen.
Eftermiddagens andet dyk ligger vi ved Jeff Davis Memorials. Vi har ganske vist været her før og haft et af
turens absolut bedste dyk her, men vi lever i det naive håb om at denne gang skal blive lige så godt som
første gang - hvis ikke meget bedre. Det bliver det så ikke helt - måske mest fordi forventningerner efter
Andrea II er skyhøje. Til gengæld bliver dette her et totalt afslappet dyk - og den slags kan jo være en
kvalitet i sig selv når man har så mange dyk som vi har. Vi nyder hvert minut af det 1 time og 6 minutter
lange dyk. Vi leder efter søheste, hvilket vil være toppen af poppen. Skulle vi finde en, er jeg sikker på, at
både Miles og Michele vil blive ganske irriterede. Men nej. Vi kunne godt lade seletøjet blive tilbage. Der
er heller ikke nogen søheste at finde her. Vi stiller os dog ganske tilfredse med det vi har set. Der skal jo
også være noget tilbage til den resterende del af turen.
Tilbage på hotellet kan vi jo selvfølgelig ikke holde mund med dagens oplevelser. Michele bebrejder
øjeblikkelig Miles for at de ikke kom af sted, men det sker heldigvis i en god tone. Cathy og jeg snakker og
snakker. Vi har sikkert været ret irriterende at høre på, men når man nu oplever noget skal man jo ikke gå
og gemme på det - vel? Men så er det, at Miles og Michele lukker munden på os med nogle få bemærkninger.
Da der er blevet gjort rent har rengøringskonen efterladt en besked om at vi skal checke ud om lørdagen inden
klokken 12.00. Det kommer altså lidt bag på os, da vi jo har booket 2 uger. Heldigvis er de snarrådige, og
drager op til receptionen for at få en forklaring. Til vores held viser det sig, at der er sket en fejl i
kommunikationen mellem ABC-Travel og Buddy Dive Resort. Vores Vouchers viser jo tydeligt, at vi skal bo der
i 2 uger, så vi får allernådigst lov til at beholde vores lejlighed som godt nok var tiltænkt nogle andre.
Men det kan da nok være, at jeg blev lidt stiv i smilet da jeg fik den historie at høre.
Cathy og jeg drager til City Cafe. Gårsdagens succes skal gentages. Det bliver noget dyrere denne gang, men
hvad pokker. Vi har jo ferie. Jeg får kylling som dog ikke er helt så god som jeg ville mene den skulle være
til prisen. Men OK - det går an. Det er i hvert tilfælde bedre end de evindelig ribben som man får overalt
på denne ø.
Tilbage på hotellet kikkes der lidt fjernsyn og vi vralter, efter at Cathy har sprøjtet lejligheden mod myg,
i seng trætte efter en god dag med massevis af oplevelser.
Dagens dykkerprofiler
