Torsdag den 18. juni 2009
Der er ingen tvivl om at vi var trætte. Vi sover noget længere denne morgen end vi har gjort de andre morgener.
Man kan uden at lyve sige, at det tog markant længere tid at sove end planlagt. Det er som om arme og ben
bare er blevet meget tungere, og som om sengen er klistret til kroppen. Men der er ingen vej tilbage - ud af
sengen og gøre sig klar til morgenmaden. Der er selvfølgelig lige den daglige disputs om, hvorvidt jeg har
forudbetalt morgenmaden eller ej, men vi klarer i fællesskab skærne og jeg får lov til at indtage lidt føde.
Vi er dog som bekendt ikke kommet til Bonaire for at jeg skal tilbringe formiddagen med at spise morgenmad,
så bilen pakkes i en ruf, og vi drager - da det jo er formiddag - sydover for at udnytte at vinden endnu ikke
er taget til i styrke og stadig er i det østlige hjørne. Dagens første dyk bliver på "Alice in Wonderland".
Stedet er ved dobbelt-revet, og vi vælger at svømme ud til det yderste rev. Det fortryder jeg forholdsvis
hurtigt, da det ligger relativt dybt her så langt mod syd. Vi kommer ned på 25 meter og alligevel rører vi
stort set kun toppen af revet. Det er ikke optimalt, og får en vis betydning for dykket. Afstanden mellem de
2 rev er også lang, så da vi, efter at have set de sædvanlige muræner der stikker hovedet ud af deres små huler
og andet godt, begiver os mod land, må vi op på noget lavere dybder mens vi svømmer over sandområdet. Turen
er lang, men der er alligevel et eller andet over dét at svømme over kridvidt sand, der er 20 meter under
dig og som skinner kraftigt igen fra sollyset der problemløst når disse dybder. Cathy signalerer igen og
igen, at det er "cool", så det må jo alligevel ikke være så dårligt. Dykket bliver alligevel på 1 time og
4 minutter, så dybden har ikke kortet markant af bundtiden.
Mens vi gasser af, kører vi lidt længere mod nord til Windsock. Dette ligger for enden af lufthavnen, og vi
beslutter at tage det næste dyk her. Det er nok ikke et af de mest spændende steder at dykke, men det skal
ikke forstås sådan, at det er kedeligt. Det er det nemlig bestemt ikke. Der er mere sand i bunden her, så
det er lyst og klart, hvilket også er en værdi. For mig selv bliver det lidt af en oplevelse, da en Tarpon
vælger at svømme så tæt forbi mig - bagfra - at jeg kan mærke suset. De er godt nok ikke kede af det - disse
store flotte fisk. Men ellers vil jeg mene at det er et dyk som så mange andre. Da vi kun går til 14 meter
som følge af dagens første dyk, giver det os her en noget længere bundtid, og vi når da at være i selskab
med Neptuns bekendte i ikke mindre end 1 time og 17 minutter. Dette bliver feriens absolut længste dyk. Tiden
bruger vi blandt andet på at lede efter søheste. Vi ved de er i området, men indtil nu har de været forsvundet
eller i hvert tilfælde umulige at få øje på. Vi må da også på dette dyk erkende, at der et eller andet sted i
Caribien er søheste-konference, og det er bestemt ikke på Bonaire. Vi håber det lykkes en anden dag.
På vejen hjem til Hotellet kører vi omkring et af øens 2 indkøbscentre. Den ligger ude ved lufthavnen og er
en anelse svært at komme til som følge af vejarbejder. Man er ved at anlægge øens 3. rundkørsel. Man er på
øen stolt af at kunen sige, at man ikke har én eneste lysregulering. Men trafikken her ude ved lufthavnen er
efterhånden ved at være så intens, at den eneste måde at undgå ulykker på er at regulere trafikken. Derfor
skal der laves en rundkørsel af de større. Rygter ville vide, at i den forbindelse vil man også sikre, at
lovgivningen omkring rundkørslerne bliver lavet således, at de følger de internationale regler - altså
at den der skal ind i rundkørslen skal holde tilbage for dem der er i rundkørslen. Sådan er det nemlig ikke
med den der ligger ude ved hotellerne - hvilket til tider giver anledning til en lidt anderledes
trafikafvikling. Mens de andre handler ind, bliver jeg i bilen. Jeg tror ikke på, at jeg som følge af min
urin dunst er særlig velkommen i en fødevarebutik. Samtidig bør der vel helst være en i nærheden af bilen, så
der ikke er nogen der render med vores dyrebare dykkerudstyr.
Om eftermiddagen vælger vi at gasse lidt af. Miles og Michele vil gerne en tur ud og se lidt af Bonaire, og
jeg melder mig frivilligt som chauffør. Cathy vil hellere blive tilbage på hotellet og læse en god bog og
sortere lidt i sine billeder. Vi finder dog senere ud af, at hun har tilladt sig et ekstra dyk sådan bare
for at holde kvælstofniveauet oppe... Vi kører en tur nordpå og starter med en tur til et af øens mere
kendte udsigtspunkter. Seru Largu. Der er et ganske stort kors placeret på toppen af højen som kan ses fra
hele den sydlige del af øen. Da jeg besøgte det sidste år var der i en glasmontre, der er indmuret i korset,
en lille figur, men denne var desværre væk i år. Hvad der er sket med denne ved jeg ikke. Vi fik taget en
masse billeder så man kan se udsigten fra dette punkt. Man skal på klare dage kunne se til Curacao, men det
var det desværre lidt for diset til. Men det var muligt at se helt ned til sydspidsen af øen. Efterfølgende
fandt vi så ikke langt derfra en "Geo Caching post" - en hobby som Michele og Miles dyrker intensivt. Vi
blev skrevet i en lille bog der lå i en beholder, hvorefter vi var klar til at køre videre. Turen gik
herefter til Indianer-indskribtioner som findes ude ved østkysten. Stedet er i sig selv måske ikke så
spændende med mindre man går meget op i kaktus. Der er overalt store flotte kaktus, da det vist er det
eneste der kan gro her i denne nådeløse golde natur.
Iguana-erne er over alt i forskellige størrelser.
Klippen er gammel lava med huler og gemmesteder. Vi fik her en del tid til at gå med at studere strukturen
af disse "klipper". Herefter kørte vi langs kysten videre mod nord for at komme ud til vandet og se "The
Wild side". Der er her et større indhak i kysten, hvor klippen må have været lidt mere blød, og derfor har
vandet, når det har slået ind med al sin kraft, været i stand til, over tusinder af år, at lave denne lille
bugt som nok er omkring 100 meter dyb. Vi begav os derudaf, for pludselig at blive angrebet af nogle små
fugle. Vi formoder vi var kommet lidt tæt på deres rede, omend vi ikke lige kunne få øje på den. De skal i
hvert tilfælde have til ros, at de gik til sagen med fuld energi. Faktisk så meget, at vi så os nødsaget til
at fortrække os tilbage til bilen for at komme i sikkerhed. På vejen tilbage ser vi så et æsel stående imellem
kaktusserne. Der er ikke noget at gøre. Dette kræ skal foreviges. Michele springer derfor adræt ud af bilen og
lister som en anden indianer efter dyret der tydeligvis ikke har i sinde at lade sig forevige. Om dyret har
virket skrækindjagende ved jeg ikke, men sådan helt tæt på - det kommer Michele aldrig. Da hun kommer tilbage
til bilen er Miles og jeg derfor hurtige til at sige, at hun da skal meget tættere på. Det skal man åbenbart
ikke sige 2 gange, for lige med ét spurter Michele af sted, hvilket på den anden side næsten skræmmer livet
af æslet og det går da helt galt da Michele træder på en kaktus, hvilket får hendes sko til at ligne en mellemting
mellem den sandal den er og så en si. Heldigvis får hun ikke nogen pigge op i foden, men det er en lidt speciel
gangart hun herefter præsenterer.
Dagen var ved at nærme sig sin ende, så vi skyndte os til Rincon. Rincon er Bonaires ældste by. Kirken er
utrolig flot bemalet med et billede af Jesus. Kirken er absolut byens centrum. Vi gik en tur igennem byen og
konstaterer, at der er ca. lige så mange værtshuse og restaurationer som der er indbyggere. De fleste er dog
lukket - der er åbenbart ikke så meget gang i forretningen på denne tid af året. Alt er stille og roligt. Vi
kommer lidt ud i udkanten af byen og ser den vandkanal der skal lede vandet fra naturreservatet, der ligger
lidt mod nord, og forbi byen. Man kan undre sig over at en sådan kanal er nødvendig når nu det ikke har
regnet i 4 måneder. Men når det regner - så må det altså regne. Efter at have gået byen rundt kører vi så
mod syd igen for at mødes med Cathy på Hotellet.
Cathy og jeg tager, efter at vi har skyllet dagens salt af i et forløsende brusebad, en tur til byen for at
få noget at spise. Vi ender på en restaurant med det altsigende navn: "City Cafe". Stedet er rigtig godt
besøgt. Faktisk er det næsten ikke til at komme ind for alle de mennesker der står ved nogle store tønder der
er placeret udenfor langs hele etablisementet. Vi kommer ind og får anvist et bord og bestiller Nasi Goreng.
Dette smager forrygende. Har man været i Holland er det en af de retter man bare skal og må smage. Den findes
også i en afart der hedder Bami Goreng. Forskellen ligger i at Nasi Goreng er med pasta og Bami Goreng er med
ris - men ellers er de identiske. Det er nogle kæmpe portioner vi får - ligesom man gør i Holland... Så selv
om det er en af stedets mindre retter, da må vi nøjes med dette og droppe deserten, hvilket synes at skuffe
tjeneren, hvis accent tydeligt indikere at han har Hollandske rødder. Vi kan simpelthen ikke få en bid mere
ned.
På hotellet gør vi så klar til et natdyk. Miles og Michele har omtalt dette i så store vendinger, at dét må vi
da bare prøve. Desværre har jeg store problemer med at trykudligne, så det tager mig næsten 15 minutter bare
at komme ned til 6 meter. Det er ligesom ikke nogen større fornøjelse. Tarpons nærmest flyver rundt om ørene
på os. De er snedige ja de er så. De har konstateret at dykkere har det med at lyse på fisk, og så kan de jo
også se dem, så pludselig kommer de farende fra siden lige forbi os dykkere og vupti - så er den fisk vi lå
og så på pludselig væk. Det er en barsk verden vi lever i, og man sidder da lidt med en dårlig samvittighed
når en sovende fisk på den måde pludselig er blevet et bytte. Det bliver kun til ét foto. Vi svømmer for
tæt og vi banker ind i hinanden hele tiden. Det er ellers ikke nødvendigt at svømme tæt. Vandet er klart, og
månen er aftagende, men stadig ganske lysende, så jeg svømmer uden lys, og har ingen problemer med at navigere
rundt og se, hvad der foregår omkring med. Men fornøjelsen er til at overse når man sådan ligger og sparker
til hinanden i tide og utide, så Cathy og jeg beslutter os for at afbryde dette dyk efter sølle 27 minutter.
Men der er jo også søvn der skal indhentes - så vi vælger at gå til køjs i stedet. Cathy skal dog lige have
spredt lidt gift for at holde antallet af myg nede.
Dagens dykkerprofiler
