Onsdag den 17. juni 2009
Solen står pudsigt nok stadig op sådan lidt i 6 om morgenen - og det gør jeg så også. Morgenmaden serveres
fra 06.30 til 10.00 - men så længe får jeg bestemt ikke lov til at sidde og nyde min morgenmad. Efter at have
revet hårene af hagen, går det derfor i rask tempo over til morgenmads-restauranten, hvor jeg stadig skal
bede personalet om at kontakte receptionen for at bekræfte, at jeg har betalt for dette på forhånd. Det er
godt nok ved at blive rutine, men på den anden side set er det ved at være lidt irriterende. Morgenmaden
indtages dog i ro og mag alt imens mågerne og nogle enkelte duer, med interesse følger enhver bevægelse jeg
gør i håb om at jeg skulle glemme noget som de så kan have glæde af.
Men det kan jo ikke tage hele dagen at nyde denne morgenmad, og vi beslutter os for at aflægge Pink Beach et
besøg igen, for at give Cathy en chance for at se stedet og opleve de fantastiske ting vi så i går. På vej
derned foreslår jeg at vi lister ind til det resort, hvor hun fik fikset sin Computer bare for at se
reaktionen på deres ansigt, men det bliver afvist på det kraftigste og med et ansigt der indikerer, at her
ønsker vi ikke at komme mere end højst nødvendigt. Turen går sydover forbi de store saltbjerge, der findes
en 10 km syd for hovedstaden. De er godt nok store - umiddelbart vil jeg tro de er omkring 20 meter høje.
Både Michele og Cathy bedyrer, at de vil have saltkrystaller med hjem som souvenier, men det må altså vente
til en anden dag. Vi er som sædvanligt tidligt af sted, og vi har det meste af den sydlige del af øen stort
set for os selv. Vi ankommer til Pink Beach, og samler vores udstyr og konstaterer glædeligt, at vi ikke har
udstyrsproblemer ud over de sædvanlige lækkende O-ringe. Desværre for Cathy møder vi ikke udsædvanligt store
dyr på dette dyk. Det er vel, hvad man kan kalde et main-stream dyk på disse kanter. Det skal ikke forstås
negativt. Det er et glimrende dyk på 1 time og 6 minutter, og der er masser at se på - bare ikke de store
sensationelle ting. Jeg gør et stort nummer ud af at holde øje med både Michele og Miles, men de er trods
relativt få dyk i logbogen rigtig gode til alt fra afballancering til navigation. Jeg forstår derfor ikke
helt gårsdagens udbrud, men hvis det gør folk mere trygge, da skal jeg da gerne kikke lidt mere på dem.
Overfladetiden bruges på at skifte flaske og så drøner vi videre sydover til White Slave. Både Michele og
Cathy ønsker at forsøge at indsamle flere mini-muræner - og efterfølgende ønsker vi at dykke her. Der er 2
rækker af slavehytter her. Ved siden af disse - placeret i en skøn have - står det flotte og yderst velholdte
hus som jeg formoder i tidernes morgen har tilhørt den stedlige "salt-konge". Det er en stor kontrast imellem
disse boligformer. Når man ser dette kan man kun undre sig over, at det er gået godt så lang tid som det
gjorde. Slavetiden varede nogle år længere her end det gjorde på de Dansk Vestindiske øer, men opgøret har i
sidste ende nok være nogenlunde det samme.
Det bliver et glimrende dyk, og naturen beriger os med et besøg af en skilpadde. Det er jo et fantastisk dyr.
Virker så roligt og afballanceret som det der med rolige bevægelser glider igennem vandet fuldstændig i pari
med sine omgivelser. Der fotograferes på livet løs, og til sidst giver skilpadden op og søger mod overfladen
for at få en mundfuld luft. Vi ser selvfølgelig de sædvanlige flotte koral-formationer med det liv der hører
sig til. Cathy, Miles og Michele er fantastisk dygtige til at finde og udpege dette dyreliv. En evne jeg
desværre ikke selv besidder grundet en lidt kedelig farveblindhed i det rød-brune område. De venter dog
tålmodigt på, at jeg finder det de peger på. Dykket bliver på 60 minutter rent. En passende længde på dyk
her på disse kanter. Mætningen bliver ikke hysterisk høj, og overfladetiden kan derfor holdes tilsvarende
lidt kortere. Det er dog sin sag at komme ud af vandet på disse kanter. Da vi skal op er Cathy og jeg havnet
lidt nord for den gamle "herre-bygning", og for at komme op skal vi lige forcere en ikke uvæsentlig stigning
af bunden lige ved strandkanten samtidig med at nogle pæne - omend ikke voldsomme bølger - lige vælger at komme
ind. Den slags overraskelser kan jo fjerne benene under enhver, så pludselig ruller Cathy rundt og det er
stort set kun til at se arme og ben i én skøn forvirring. Sikke da et held, at hun har fået hendes våddragt
igen, da den nu tager de værste knubs som faldet giver. Da hun kommer op at stå, må vi dog desværre konstatere,
at hun har mistet hendes gode gamle kompas - så skulle du komme forbi og på dette sted finde et kompas, da
kender jeg ejeren og hører gerne fra dig!
Vi er dog nu nået så langt i antallet af dyk, at jeg er begyndt at fryse sidst på dykkene. Blæren kan da
derfor heller ikke helt følge med, så for at undgå en Blære squeeze er der ikke andet at gøre end at lade
vandet flyde. Da min våddragt er meget tæt (Cressi ICE - en våddragt der er så tæt at man med fordel vil kunne
montere ventiler i den og kalde den en tørdragt), er der ikke meget af det jeg udleder der kommer ud i det
fri, så når jeg senere kryber ud af dragten følger der en ikke alt for behagelig dunst af Fransk Pissoir
fra en varm sommerdag med i købet. Cathy insisterer dog på at være den der skal åbne lynlåsen - som er en
tørdragtslynlås der går fra skulder til skulder. Vi har vel hver vores last.
Vi tager hjem til Buddy Dive Resort, hvor vi får en let frokost - og jeg får skyllet min våddragt. Alle er
ved at være godt trætte. At være så meget i vandet suger en del energi ud af os alle - også selv om vandet er
behagelige 27 grader. Men vi er jo kommet til Bonaire for at dykke, og dykkene dykker ikke sig selv, så der
er jo ikke andet at gøre end at pakke sine sager endnu engang og drag mod nord for at se lidt til forholdene
her. Vi starter ud med en tur til Jeff Davis Memorials. Vi spekulerer en del på, hvorfor det hedder sådan,
men bliver enige om at det skyldes at en fyr med dette navn er faldet og har brækket halsen i et forsøg på
at komme ned til vandet. Adgangsforholdene er ikke de bedste (underdrivelse). Man kravler ned af en lodret
skrænt på nogle løst stablede sten af næsten passende størrelse. Dette virker bestemt ikke sikkert. Derefter
skal man - som alle andre steder på øen - med tungen lige i munden ballancere sig igennem brændingen, hvor
der er massevis af gamle døde koraller, hvis fornemste opgave det tilsyneladende er, at gøre det sværest
muligt for os dykkere at komme i vandet, og helst også brække en dykkers ankel fra tid til anden. Det bliver
dog et fantastisk dyk. Naturen viser sig virkelig fra sin flotte side. 2 Skilpadder kommer forbi, og de er
ret så ligeglade med vores tilstedeværelse. Det giver rig lejlighed til at kikke på disse fantastiske dyr.
Da vi skal op af vandet råber Miles pludselig op. Mellem benene på os svømmer der pludselig en gigantisk
papegøjefisk (underdrivelse). Ja - gigantisk (stadig underdrivelse). Vi snakker et dyr på over én meter i
længden og med en krop så høj, at den helt virker skræmmende. Da det er en af Cathys favoritfisk, prøver vi
at fange hendes opmærksomhed, men hun er så travlt beskæftiget med at fotografere andre fuldkommen ligegyldige
ting, at vi må give op. Vi håber bare på, at der skulle komme én til på et senere dyk.
Vi skifter flaske og drager nu lidt tilbage mod byen til "Oil Slick Leap". Dette er et sted der egentlig var
tiltænkt anløbssted for olie-tankere, men den idé har man så opgivet og flytte olie havnen markant længere
mod nord. Men det har betydet, at man nu har fået et glimrende sted at dykke her. At komme i vandet er
ganske simpelt - når man vel at mærke er kommet hen til klippekanten, hvilket ikke er nemt med mindre man går
i militærstøvler med ekstra tyk bund - man tager bare et langt skridt ud i det blå og så bliver man med ét
våd. Der er heldigvis også en stige, hvor man kan komme op, men den gør sig også fint til at komme i (specielt
velegnet dersom man bærer rundt på et undervandskamera). Det er altså en temperamentssag, om man vil det ene
eller det andet. Vi svømmer mod nord, hvilket nok er en dårlig idé. Bunden er tydeligvis ødelagt efter at
man forsøgte at anlægge en havn her, men det giver så anledning til at se lidt andet dyreliv. Så dårligt er
dykket bestemt ikke. Miles har godt nok valgt at sidde over denne gang, men han kan alligevel ikke dy sig,
så da vi ligger på en 10 meter vand, kommer han pludselig svømmende forbi... som snorkeldykker!!!...
Imponerende - og han ser ikke engang ud som om det har været hårdt at komme så langt ned. Hatten af for det.
Vi er i vandet i 60 minutter her på denne lokation, og det må da indikere, at det er ganske interessant sted
at dyppe sine finner. Det store dyreliv udebliver dog, men vi ved det er der - og det i sig selv er jo
ganske berigende. Michele mener, at der langs kanten er en masse småting man absolut skal og bør tage billeder
af, men det må altså vente til en anden gang vi kommer forbi.
Vi drager hjem og får os et velfortjent bad. Cathy og jeg opgiver at drage til staden for at spise, så i
stedet spiser vi på hotellet. Det er noget dyrere end i byen. Kvaliteten er ikke dårlig, men jeg vil ikke
mene at der er merværdi. Jeg er jo nødsaget til at teste de Ribs man her tilbyder, så jeg kan vurdere om de
virkelig ér bedre - dem der serveres nede i byen. Der er mere kød på disse her på hotellet, men kødet er mere
sejt, og jeg må tilstå, at marinaden er væsentlig mere kedelig. Så indtil videre holder udtalelsen om at man
nede i byen har Caribiens bedste Ribben.
Man skulle jo tro, at vi nu har fået dykket nok, men nej - Cathy, Miles og Michele vil absolut have et natdyk
også og det får de. Jeg sætter mig til Cathys computer og får sorteret lidt i mine billeder. Der er jo nok
at gå i gang med. Men 5 dyk på bare én dag bliver rekorden. Men folk ligner nu også noget der er løgn. Der er
ikke det mindste energi tilbage. Så efter udstyret sporadisk er blevet skyllet er det som om der er en gigantisk
magnet placeret i vores senge. Cathy når dog lige at sprøjte mod myg inden hun med tunge skridt kravler i
seng. Det er vel ikke nødvendigt at sige, at vi stort set alle sov rigtig godt denne nat.
Dagens dykkerprofiler
