Tirsdag den 16. juni 2009
Cathy kan ikke sove. Hun vader hvileløst rundt og kommer da også til at sparke lidt til et par stole. Jeg er
med ét vågen, da jeg synes det lyder som om nogen piller ved vores dykkerudstyr som hænger ude på terrassen -
lige som alle andre i øvrigt gør det. Så med øjne så store som Te-kopper og adrenalinen farende rundt i kroppen
som var det en flod efter et uhyggeligt skybrud, springer jeg ud af sengen og kaster mig ind i stuen for blot
at se Cathy sidde og nusse sin Computer. Hun beder mig derfor bare om at gå i seng igen, hvilket jeg uden
videre spørgsmål gør. Jeg frygter dog at jeg ikke kan sove, men det skal vise sig at være en stor løgn. Det
tager kun ganske få sekunder og jeg er så langt væk at jeg ikke ænser, hvad der videre sker i løbet af natten.
Kl. 05.40 vækker Cathy mig og spørger om jeg lige her og nu vil med ud på et Morgendyk. Jeg tror det kaldes
"Early Morning Dive" når det er man tager ud og dykke længe før solen overhovedet har overvejet at stå op over
horisonten, og det her er altså så tidligt, at der kun lige er lys på himlen. Cathys spørgsmål er dog
af ren teoretisk karakter, da det er ret så åbenlyst, at der kun findes et rigtigt svar på dët spørgsmål.
Jeg kravler altså ud af sengen og føler mig som en 70 årig med lumbago og er i bund og grund slet ikke klar
til at komme i vandet. Men skal det være, så lad det være - og noget tyder på, at det skal det være. Vi
klæder om og går ned og henter en flaske godt komprimeret luft hver, og begiver os ud i vandet. Solen er ved
at krybe op over horisonten og vi har lidt lys at gøre godt med - men det hjælper ikke meget da øjnene stort set
er lukkede. I restauranten er man ved at gøre klar til morgenmaden, hvilket ret beset trækker mere i mig end
at gå i vandet på dette ugudelige tidspunkt af døgnet. Cathy har været uheldig og har fået en flaske med en
dårlig O-ring som dog kan bruges. De O-ringe er ved at gå mig lidt på. Under dykket beder hun mig kikke
første trinnet efter, hvor jeg blot kan se en tynd række bobler - altså intet alermerende. Hvad jeg dog også
ser er at højtryksslangen til hendes Computer/Manometer er så utæt som en si. Luften fiser ud alle mulige
steder på den slange, og det ser ret beset meget værre ud end O-ringen. Jeg viser dette til Cathy, som efter
et par minutter beslutter at kalde dette dyk for et dyk, og ønsker at gå til overfladen i sikkerhedens navn.
Denne opdagelse skal senere vise sig at få en ikke uvæsentlig indvirkning på dagens videre forløb.
For at komme igennem dagen er der ingen vej tilbage - jeg må og skal have morgenmad. Jeg starter dog med et
lynhurtigt bad for ligesom at blive menneske igen ovenpå morgenskumringsdykket, og spurter så ned i
restauranten og får her min sædvanlige dosis fodder og en diskussion med personalet om, hvorvidt jeg egentlig
har betalt for dette måltid eller ej, og som sædvanlig ender det med kontakt til receptionen der pudsigt nok
endnu engang kan berette at den er god nok - jeg skal have morgenmad. Det pudsige er, at det er det samme
personale hver morgen, så det undrer mig, at man ikke kan huske mit ellers så kønne ansigt. Men morgenmaden
er god og rigelig, så nu er jeg langt om længe klar til at se dagen i øjnene.
Vi starter dagen med at spørge det stedlige dykkercenter, om de kan hjælpe os med en lidt nyere og måske en
anelse mere tæt højtryksslange. Dette kan man så ikke, da man ikke fører Oceanic. Man er dog så flink, at
henvise til et andet Resort, der har lige netop dette mærke, og som ligger på vej mod syd, som vi alligevel
skal lidt senere. Alt ser altså ud til at være i skønneste orden. Dette Resort som holder Oceanic kaster sig
med stor iver ud i opgaven. Efter i en sveddryppende handling at have afmonteret slangebeskyttere og flyttet
dem over på en ny slange erkender man, at den slange man har fundet ikke passer til computeren der er beriget
med en "quick-connect" forbindelse. Lageret rodes hurtigt igennem, men lige meget hjælper det - man har ikke
den rigtige slange. Altså pilles slange-beskytterne af igen, under udgydelse af en række eder og forbandelser,
mens fugtpletterne på gulvet efter sved tager til i antal, og flyttes tilbage på den gamle slange, der jo dog
trods alt kan bruges. Så kommer der dog en ny mand forbi og fortæller, at man da bare kan afmontere
"quick-connect"-koblingen som Cathy alligevel ikke bruger, og så kan man da sagtens bruge den nye slange, så
man må i gang igen. Slangebeskytterne flyttes - igen akkompagneret af en række eder og forbandelser - over på
den nye slange og det hele monteres - med nogen besvær på Computeren. Ekspedienten der har kæmpet med alt dette
ligner én der trænger til en fridag nu - og det til trods for, at klokken ikke er 10 endnu. Dette her har altså
taget tid! Men det er alt sammen lige meget - for vi vil hellere dykke med udstyr der er i orden. Regningen -
som er ganske betragtelig - betales, og vi begiver os med store forventninger mod syd for at tage dagens første
dyk.
Vi tager ned til et sted kaldet "Salt City". Omklædning sker på stranden, og vi er efterhånden blevet rigtig
gode til at krybe i våddragterne uden at få alt for meget "sand" med. Enten står vi i bilens lad, eller også
ligger vi finnerne - der jo er ganske store nu om dage - på jorden og står på disse. Stedet ligner dog noget
vi allerede har set et par gange, og man fristes til at tro, at dyrelivet blot er fulgt med. Men det gør
ikke stedet dårligt. Misforstå mig endelig ikke. Det er som alle andre sites på denne ø ganske glimrende
dykning. Dykket varer næsten 1 time, hvilket er ved at blive standarden. Trods det at jeg dykker med en
markant mindre flaske end de andre, kommer vi alligevel alle sammen op med nogenlunde det samme flasketryk.
Måske vinterens hårde arbejde med kondicyklen alligevel har båret frugt?
I pausen mellem de 2 dyk kører vi en tur til "White Slave", som også er et kendt sted at dykke. Her kan man
se nogle af de gamle slave-hytter som slaverne boede i. Disse hytter er farvet hvide, hvilket også har lagt
grund til stedets navn. Jeg vil umiddelbart mene, at arkitekten bag disse hytter, må have sovet i en del af
de timer han har taget på arkitektskolen. Selv de mest basale regler omkring geometri synes at være smuttet
på de indledende tegninger som tydeligvis er brugt igen og igen. Hytterne er små og ikke særligt behageligt
indrettet. Døren - der i virkeligheden bare er et firkantet hul i væggen - er så smal, at slaverne har været
nødsaget til at holde den slanke linie for overhovedet at være i stand til at komme ind i disse ... huse.
Jeg vil da håbe, at en arkitektstuderende i dag vil dumpe, hvis de laver noget lignende. Nå - men vi er ikke
her for at studere fortidens mangelfulde arkitektur og heraf udlede lidt omkring datidens bygningsrelementer.
Langs strandkanten finder Cathy og Michele en masse små ormelignende væsener, som vi i vores uvidenhed bliver
enige om er Muræne-unger. Selvfølgelig synes denne turs kvinder, at disse arme dyr skal indfanges og en jagt
sætter ind, som vi store klodsede 2-benede væsener taber med stor stil. Alle dyrene slipper på den mest elegante
måde nådigt væk og vi står tilbage med solbrændte rygge.
Vi tager en ordentlig gang overfladetid, og det er ved at være tid til at gå i vandet igen. Næste dyk har vi
besluttet skal ske ved "Pink Beach". Uanset hvor meget jeg kikker rundt, kan jeg dog ikke se noget, der er
Pink, så jeg vil tro at navnet er kommet af, at der den dag der skulle findes navne til stedet her, må være
kommet en pink-farvet bil forbi, eller også blevet stedet overfløjet af en pink flamingo. Ellers kan jeg i
hvert tilfælde ikke se nogen begrundelse. Vi samler udstyr, og da Cathy åbner for luften, står det med ét klart
for os alle, at hun ikke kommer i vandet sådan lige med det samme. Luften siver ud af højtryksslangen som
var højtrykslangen slet ikke monteret. Slangen må på en eller anden måde have arbejdet sig løs, og da vi ikke
har den store værktøjskasse med, må hun køre en tur på værksted med regulatorsættet. Jeg tillader mig den frihed
at gøre hende opmærksom på, at man ikke bliver bedre til at køre bil, bare fordi man er rasende gal. Jeg skal
dog ikke kunne sige meget om kørestilen der blev anvendt for at kommedertil, men noget tyder på, at Cathy har
været en kende mere negativ end jeg frygtede, for at dømme efter benzinforbruget, må der være blevet kørt
forholdsvis stærkt. Jeg håber vinduerne har været rullet ned, for der må være kommet røg ud af ørene på hende,
hvilket vil have reduceret sigtbarheden i kabinen radikalt. Men i de 64 minutter vi er under vand formåede
hun alligevel at køre 20 km, få serviceret et regulatorsæt og få købt ind i det lokale supermarked. Ganske
godt gået vil jeg mene taget i betragtning at max hastigheden på øen er 60 km/t. Dykket er - jeg havde nær
sagt - selvfølgelig et superdyk, hvor vi har æren af at se og følge ikke mindre end 2 stingrays og 1
skilpadde ikke at forglemme. Vi holder os selvfølgelig ikke tilbage med at orientere om dette da Cathy henter
os i umiddelbar forlængelse af dykket... Der er altså ikke andet at gøre end at komme igen ved en senere
lejlighed og håbe på, at naturen er lige så venligt stemt som sidste gang.
Vi tager tilbage til Buddy Dive Resort, hvor de fleste af turens deltagere indtager et godt måltid mad, og
jeg indtager en horisontal placering på min seng og tager en ordentlig lur der virkelig flytter noget. Det der
med at blive purret så tidligt om morgenen bliver aldrig noget hit ved mig. I melllemtiden hører Cathy efter
om hendes bagage skulle være kommet til øen. Og en af de bedste nyheder længe kommer. Jo - den er kommet - og
vi kan hente den i Lufthavnen. Det er vel unødvendigt at sige, at det var slutningen på denne middagssøvn. I
rask fart går det til lufthavnen, hvor kuffert og ejer forenes efter en smertelig langvaring seperation. Der
er ikke et øje tørt. Vi triller derfor med højt humør til bage til Buddy Dive Resort, hvor der med det samme gøres
klar til næste dyk - Denne gang med Cathy i Våddragt!
Turen går til 1000 Steps - et af de mest kendte og bestemt også et af de mest populære sites på øen. Ret
beset har jeg aldrig helt forstået hvorfor. Jeg mener ikke at dykningen er så speciel endda - omend ikke på
nogen måde dårlig - men de 72 trin på den trappe der fører ned til stranden har en vis dragende effekt på
alle. Man kan ganske simpelt ikke have været på Bonaire uden at have dykket ved 1000 Steps og bagefter rende
rundt og påstå, at de sølle trin da bestemt ikke var noget at skrive hjem efter. At de for mange dog føles
som 1000 trin er en anden snak - men vi er jo alle i god form... På stranden er man ved at optage nogle
billeder til en mobiltelefon-reklame. På en strandstol ligger en velproportioneret ung mand henslængt, og ved
siden af ham står en stor balje med frisk moden frugt. Til den anden side står en gudeskøn kvinde med de helt
rigtige proportioner og et hår der på den helt rigtige måde flagrer i vinden, og ser ud som om hun tager
billeder af hendes drømmefyr med kameraet i mobilen. Ved siden af dem står den professionelle fotograf og
venter på det helt rigtige lys. I baggrunden sidder, hvad der tydeligvis er modellernes familie, og kommer
med gode råd og dårlige kommentarer. Der er nærmest feststemning over denne scene. Vi kryber udenom og
svømmer ud i det klare og dejligt varme vand. Det bliver endnu et smukt dyk i selskab med Neptuns venner så
som Muræner, Papegøjefisk og ja jeg ved snart ikke hvad der ikke var der. Jeg har haft "Foto-eksperten" ved
Buddy Dive Resort til at gå mit kamera igennem, og han har pillet ved indstillingerne på dette (og oven i købet
forlangt 15$ for sin ... ugerning). Men nu skal jeg så se hvad de settings dur til. Hmmm. Jeg må blot
konstatere, at kameraet ikke kan huske en eneste af de settings, så jeg må alligevel gøre det hele manuelt.
Flot Olympus!!! Ingen point herfra! OK - måske jeg skal være retfærdig og sige, at det kamera - Olympus Z4040 -
ikke er af nyeste model. Men knotten .... Det er jeg. Med hans endelyse uvidenhed omkring foto burde han jo
have sagt, at et Olympus Z4040 ikke kan huske sine settings, hvorfor jeg bare skal skyde løs fra hoften og
håbe det bedste. Nå - der er ikke nogen grund til at græde over spildt mælk - kun over dårlige billeder. Ikke
alle billederne er lige gode - men jeg er jo heller ikke nogen mesterfotograf, så det går vel nok. Dykket
afsluttes, og da vi bryder overfladen springer champagnepropperne ved stranden. De bedst tænkelige billeder
må jo være kommet i kassen. De svælger i den modne frugt, men ikke om vi trætte dykkere bliver tilbudt noget
som helst. Hrmpf. Foran venter os 72 trin op til bilen. Specielt Michele udstøder nogle mærkelige lyde, der
indikerer, at formen måske ikke helt er, hvad den burde være. Men på toppen proklameres jo selvfølgelig, at
de trin ikke være noget at regne.
Vi triller stille og roligt tilbage til Buddy Dive Resort - Mitsubishien skal jo helst ikke overanstrenges
efter deltagelse i formiddagens race til staden - og vi skyller udstyr og sætter flasker til fyldning. Udstyret
hænges til tørre, hvilket ret beset er en ligegylding handling, da de jo alligevel aldrig når at blive bare
lidt tørt. Dertil er luftfugtigheden for høj, og udstyret for vådt. Men salten er da heldigvis væk. Folk begynder
at tage deres aftenbad, og alt imens Miles og Michele er i bad, benytter Cathy lejligheden til at fortælle mig,
at hun ikke ligefrem er begejstret for min måde at dykke på. Hun mener bestemt, at jeg - i kraft af 23 års
erfaring - og dermed den mest erfarne på turen, bruger alt for lidt tid på at holde øje med de andre - og specielt
Miles og Michele, der ikke har eventyrligt mange dyk under bæltet. I starten bliver jeg da godt nok lidt
stødt over denne bemærkning, men må som tiden går nok erkende, at der alligevel er et gran af sandhed over det,
hvorfor jeg vælger fremover at bruge mere tid på dette, omend jeg da samtidig også mener, at jeg skal opleve
naturen og ikke kun agere Divemaster for de andre.
På Buddy Dive Resort har man trådløst internet. Mange steder på øen er denne service gratis, men det er den
så ikke på Buddy Dive Resort. Prisen er grænsende til horribel høj, men personligt er jeg ligeglad, da jeg
nægter at rejse verden rundt med en bærbar PC under armen. Det har de andre deltagere dog, og de bliver i ét
væk smidt af forbindelsen. Hastigheden på forbindelsen er nærmest minimalistisk, og i det daglige udgydes
der en del forbandelser over forbindelsens kvalitet. Det ender da også med, at man må en tur op til receptionen
og klage. Her må man da også være klar over problemet, for inden vi får set os om, er der godtgjort temmelig
mange dage på den konto. Men forbindelsen bliver nu ikke meget bedre af den grund.
Cathy og jeg drager om aftenen - efter at have taget et forfriskende bad - endnu engang til staden for at
spise. Der er dog ligesom ikke nogen entusiasme omkring denne middag, da vi er godt møre efter en dag med
massevis af oplevelser. Vi drager derfor hjemover og sengen kalder allerede kl. 21.00, og 21.00.01 er jeg i
drømmeland. Hvornår de andre går til køjs har jeg ingen anelse om, men jeg tror ikke der er gået uendelig
meget tid. Der skulle dog formegentlig lige sprøjtes lidt for myg først.
Dagens dykkerprofiler
