Mandag den 15. juni 2009
Solen skinner og jeg kan mærke at det gjorde den vist også i går. Mine ører og tindingerne klager sig
gevaldigt i varmen. Faktor 24 bruges flittigt, og jeg håber bare, at det er nok. Tuben er godt nok en 3 år
gammel, så det er nok i virkeligheden faktor 5. Jeg håber på at komme en tur ind til byen for at købe noget
bedre. Det er jo dog lidt billigere her på denne ø. Jeg mindes tydeligt hvad der skete sidste år da jeg
glemte at smørre min næse og mine ører, så jeg er ekstra omhyggelig da jeg smører med de sørgerlige rester
af det jeg har. Men der er vigtige ting der skal gøres inden solen skal nyes - først skal morgenmaden nemlig
indtages. Til trods for, at personalet i restauranten er fuldstændig det samme som dagen i forvejen, er der
endnu engang en hel del forvirring omkring det faktum, at jeg er den eneste i lejligheden der skal have
morgenmad. Jeg står nemlig stadig ikke anført på listen over personer (eller mere korrekt lejligheder) der
bare kan spise løs efter bedste evne. Så jeg trues med regninger og man vil se VISA kort og jeg skal komme
efter dig skal jeg. Jeg må derfor mane til besindighed og bede personalet om at kontakte receptionen for at
få denne misforståelse reddet ud. Dette løser selvfølgelig alle problemer, og jeg kan bare spise løs.
Jeg er her på andendagen allerede ved at finde et standard morgenmadsmåltid. Først en portion frugt primært
bestående af forskellige varianter af melon. Lækkert. Det er frisk frugt - ikke de der overgemte frugter vi
i bedste fald kan få i supermarkederne. Herefter en lille portion Youghurt - jeg kunne sagtens indtage det
dobbelte, men youghurt synes ikke at være det de har mest af - med mindre man vil have "Natural" - den uden
smag, så jeg holder lidt igen. Herefter en baguette med ost og en skive pålæg som kan være alt fra noget der
ligner spegepølse til det amerikanerne så elegant kalder "Ham". Så lidt varme retter bestående af røræg,
pølser (som ret beset ikke er særligt gode da de består af 80 procent fedt) og bacon, som i kvalitet varierer
meget fra dag til dag. Derefter endnu en baguette med andet spændende pålæg - jeg holder mig dog elegant fra
Amerikanernes favorit - peanutbutter og marmelade. Afslutningsvis får jeg mig lige et par glas Juice og mælk.
Med sådan et måltid er man klar til at se dagen i øjnene. Det eneste jeg mangler er Nutella, men mon ikke jeg
klarer mig alligevel. I det store og hele er morgenmåltidet glimrende, og det synes mågerne og duerne vist
også. Det sker således ikke så sjældent, at en af hotellets gæster må erkende, at der pludselig mangler et
eller andet på deres tallerken, som om David Copperfield lige har været forbi og tryllet et og andet væk.
Men det lykkes alligevel fuglene at få noget at spise. Nu skal der så dykkes igennem.
Vi ligger hårdt ud og tager sydover for at dykke på vrag. Man kan vel lige så godt starte med de dybe dyk
først, og det gør vi. Hilmar Hooker hedder vraget, som er et ganske pænt stort skib som blev opbragt i
forbindelse med optrævlingen af noget narkotika smuleri. Det skete ganske vist ved et tilfælde, men blev
såvidt jeg har kunnet erfare en af de største fangster der er gjort i dette område af Caribien. Skibet blev
givet til turist-industrien som valgte at sænke den i starten af det, der kendes som "dobbelt-revet", og
den ligger på 30 meter vand på sandbund. Sænkningen forløb ikke helt efter planen, så i stedet for at sætte
fraget direkte på sandbunden, landede den på revet og kurede ned af denne skrænet og ødelagde en ikke uvæsentlig
mængde koraller. Det ser dog ud til, at denne del af revet har haft mulighed for at restituere sig igen.
Den ligger på styrbord side og kun masten forhindrer den i at ligge sig helt om på hovedet. Overalt står der
nogle kæmpe store Tarpons og ser ud som om de ejer hele vraget. Deres skinnende krop danner en stor kontrast
til de mørke lastrum. Under dykket her står de primært i den forreste del af skibet, men det kan skifte fra
dyk til dyk. Vraget er på nuværende tidspunkt ikke særlig begroet, men det kommer nok henover tid. Vi begiver
os stille og roligt til agter og op til skruen som er ganske pæn. Herefter går det ind på revet, hvor vi
stille og roligt begiver os tilbage til overfladen, alt imens vi imellem korallerne finder alverdens småkravl
og selvfølgelig en masse fisk. For folk med interesse for gammelt jern er det sikkert et glimrende dyk, men
personligt synes jeg nu det er meget bedre at dykke på selve revet. Her er vi dog heldigvis så forskellige.
Da dykket har været langt (49 minutter) og dybt (30 meter for dem der var dybest) vælger vi at have en
ekstraordinær lang overfladetid inden næste dyk. Amerikanerne får tiden til at gå med at skrive kærlighedserklæringer
i strandkanten ved hjælp af de under hurricanen afknækkede koralstykker der ligger og flyder overalt på
stranden. Personligt gemmer jeg mig lidt i bilen af hensyn til mine solsvedne og ømme tindinger og ører, og
undgår på denne måde de værste forbrændinger. Herefter bevæger vi os - alle i bil forstår sig - de cirka 100
meter ned af stranden til næste lokation kaldet Angel City. Denne lokation er kendt som det første punkt på
dobbeltrevet. Dobbeltrevet skal forstås på den måde, at der ca. 100 meter fra kysten er et rev der går ned
til en 25-30 meter vand, hvor der er en flot hvid sandbund. Denne går over en ca. 75 meter ud til næsten
koralrev der rejser sig og går op til ca. 15 meter for herefter igen at forsvinde ned i dybet. Alle er af
den holdning, at det er på ydersiden af dette yderste rev, at det skulle være bedst at dykke. Hvorvidt det
er rigtigt eller ej, skal her være usagt, men vi fulgte de råd vi fik, og gik ud på ydersiden. Vi går
relativt dybt igen, og det hele er sådan lidt blåt i blåt. Prisen er, at vi på tilbagevejen må svømme højt
over sandbunden, hvilket giver et imponerende flot vue over området - og det er altså ret fedt at svæve så højt
over bunden og føle sig som en fugl. Alle signalerer, at det er imponerende at hænge på denne måde så højt
over bunden og se livet dernede.
Turen går tilbage til Buddy Dive Resort - hotellet hvor vi bor. Cathy laver endnu en forespørgsel på, hvor
hendes bagage er blevet af, og hvor man i starten påstod, at man vidste lige hvor det var, så var vi nu nået
til et punkt, hvor svarene blev noget mere utydelige. Det giver jo selvfølgelig anledning til nervøsitet,
da denne sidste kuffert indeholder vitale ting som våddragt og ikke mindst en logbog med detaljerede
beskrivelser af over 200 dyk. Denne kuffert må bare ikke forsvinde ud i det bare ingenting. Naturligvis bliver
denne kuffert ofte samtaleemne i løbet af dagen. Der er dog ikke andet vi kan gøre end at håbe det bedste og
se tiden an.
Der indtages en let frokost, og herefter må turens yngste deltagere så give op. De er så trætte, at de må
ind og stå på ryggen et par timers tid. Det har jo været hårdt med 2 dyk på bare én formiddag, så det er
der vel ikke noget at sige til. Uagtet at vandet er dejligt varmt suger det altså energi ud af en, og hvis
man ikke kender til dette, ja så slår det jo hårdt. Der går som sagt et par timer før de får øjne, og vi
beslutter os for at reducere eftermiddagens dykninger med én, således at vi "kun" får et dyk mere om
eftermiddagen. Vi tager op til Andrea I, som ligger ganske få minutters kørsel nord for Buddy Dive Resort.
Det er et af de mere simple dyk vi kan foretage, og taget i betragtning at folk er trætte er det jo nok et
ganske glimrende valg - alt taget i betragtning. Vi er alle stadig ved at lære at finde alt det spændende
som denne ø kan byde på. Så meget af tiden svømmer vi med hovederne ned imellem korallerne. Der er masser
af spændende liv som vil glæde en inkarneret makro-fotograf. Det vil dog nok vare lidt før vi kan berige os
selv med den titel. Det bliver til en god time sammen med Neptuns venner. Vi har
noteret os, at vi på alle dagens dyk har haft mindst én flaske med en defekt O-ring. Dette synes ikke helt
tilfredsstillende. Men sådan var det jo også sidste år jeg var af sted - så måske det bare er standarden.
Om aftenen tager Cathy og jeg en tur ned i byen for at få noget at spise. Siden sidste år er der sket ganske
meget m.h.t restauranter i byen her. Der er forsvundet en hel del restauranter, hvilket på sin vis er
beklageligt, men samtidig må jeg også erkende, at det er de dårligste der er forsvundet. Specielt kan jeg
glæde mig over, at Kentucky Fried Chicken er væk og erstattet af noget mere lokalt. Før i tiden var der en del
konkurrence mellem restauranter om, hvem der kunne lave de bedste BBQ ribben - og de største portioner.
Sidste år var denne konkurrence ligesom væk, men den synes at være blusset op igen. Ribben er på alle
menu-kort, og denne aften valgte vi da også at tage på en restaurant, der angiveligt har specialiseret sig
i lige netop denne menu, og derfor kunne den nydelige kvindelige tjener med stolthed i stemmen proklamerede,
at de på denne restaurant lavede de bedste ribben i hele Caribien. Det er jo noget af en påstand som jo
selvfølgelig måtte afprøves og eftervises. En tallerken blev serveret med ribben med 3 forskellige slags
marinade. De var ganske glimrende, men i mine øjne var der for meget ribben og for lidt kød på disse.
Jeg vil derfor tillade mig den frækhed at sige, at godt nok var de gode, men hvad hjælper det, hvis man går
sulten i seng. Der var altså ikke andet for, end at jeg i de kommende dage måtte forsøge mig med samme menu
ved andre restauranter.
Turen gik igen hjemover, og som forventet gik alle relativt tidligt i seng. Der blev dog tid til at skrive
lidt dagbog og kikke lidt fjernesyn, men det hele var stadig sådan lidt overfladisk. Der var altså ikke andet
at gøre end at følge kroppens nemlig at gå i seng. Før vi gør dette griber Cathy endnu engang den store dåse
med Mygge-gift, og en tåge ligger sig over hele lejligheden. Jeg håber bare, at de kemikere der har udviklet
dette vidundermiddel af en gift, har sikret sig, at den kun virker på Myg - og ikke på os mennesker.
Soveværelsets Fan kørte stadig og genererede en masse træk som sammen med A/C'en, der blev tændt og slukket
flere gange i løbet af natten, gjorde livet hårdt for mig og mine slimhinder, men til gengæld gjorde det
Cathy tilpas. Der gik dog alligevel ikke mange sekunder før jeg var i drømmeland, og Cathy påstod hårdnakket,
at jeg i løbet af natten havde snorket. Det kan enhver jo komme og sige. Jeg hørte ikke noget i den retning,
og jeg har altså før ligget vågen en hel nat for at konstatere om jeg snorker - og det mener jeg altså ikke
at jeg gør. De gange jeg har haft ansats til at snorke plejer at vågne, og det gjorde jeg ikke her, så jeg
tvivler på rigtigheden af påstanden.
Dagens dykkerprofiler
