13. april 2008
Så skal det være! Jeg har måske sovet i 1 time mere. Med andre ord - jeg er ikke helt "fit for fight". Jeg bruger lidt
tid på at gå min residens igennem. Mine forventninger var ikke høje, men jeg vil sige, ret så realistiske. Det bedste man
kan gøre er at rive det hele ned og starte forfra, men så igen - så bliver lejen nok også en anden. Sengen er OK - og det
er det vigtigste. Positivt var det at konstatere, at køleskabet er fyldt op med brød og ost samt en hel del frugt. Glimrende
service.
Det viser sig, at Liz - værtinden - har været så uheldig at få Dengue feber. Jeg troede i min naivitet, at den slags var
begrænset til asien, men kan forstå, at det er noget øen her har fået inden for de sidste par år. Det vil så bare medføre,
at min jagt på myg skal intensiveres yderligere (fik 2 små stik i nat), og brugen af min "Myggeforskrækkestift" skal være
grænsende til perfekt.
Nå - men jeg havde fået at vide, at morgenmaden var fra kl. 09.00, men det skulle vise sig at være den rene løgn. Jeg
sad troeligt på min terasse og skrev lidt alt imens jeg nød den stille morgenbrise, da et vrag af en bil kom ind på pladsen.
Ud hoppede en dame iført våddragt og for om til "Morgenmadsområdet". 5 minutter senere kom hun tilbage og spurgte om jeg
havde spist - hvilket jeg jo ikke havde. Altså måtte jeg smide alt hvad jeg havde i hænderne for at blive spist af. Damen
hed Renee og driver en lille snorkeldyknings forretning. Jeg blev præsenteret for et par af de damer der hjælper til her på
dette Resort. Den ene er gift med kokken, og den anden stod for rengøringen. Rengøringsdamen var iført en Barbie pink T-shirt
med den altsigende tekst: "Sexy Babe". Det viste sig at morgenmaden er fra 07.30 - 09.00. Og alt imens jeg havde siddet ganske
stille og roligt og ventet, hvade de andre gæster spist og var draget ud og dykke. Ikke at det gør så meget, da jeg ikke er
i hopla, men princippet...
Nå - men mens jeg så sidder der og fylder min mave med frisk moden frugt, pølser og bacon kommer damen fra biludlejningen
for at hente mig. I fuld fart går det tilbage til lufthavnen, hvor jeg bliver præsenteret for det værste vrag af en bil jeg
længe har set. Men køre - det kan den, men nogen større nydelse - det er det bestemt ikke. Speederen sidder fast, bakgear
er næmest umuligt at finde, dækkene er blanke af slid (og så skal man oven i købet skrive under på, at man erstatter dæk
hvis man punkterer!). Og sådan kunne jeg blive ved. Forsikringen for 14 dage forudbetales med 300$ - nå ja - det kom så
lige oveni.
Hjemme igen skal jeg så lige skrive under på et par papirer mere, og får i den forbindelse udleveret en voucher til
dykkercentret, der står for dykningen. Jeg beslutter mig til at gå derhen - herre gud - de par km kan ikke slå mig ud - og
så slipper jeg for at køre i den møgspand! Klokken er 10.30 og solen er nådesløs. Min faktor 24 er på overarbejde, men det
går. Dykkercentret ligger i forbindelse med et større og nyere og noget mere velholdt feriecenter (Eden Beach Resort),
og bare det at finde dykkercentret gør at jeg er glad for at jeg er til fods. I bil havde jeg aldrig fundet det - overhovedet!
Men finde det - det gør jeg - omend det tager mig et kvarters tid mere end det burde.
Her render jeg så ind i en rigtig "dykker-bums". Hyggelig fætter, men meget overfladisk. Det kan godt være, at der er fri
dykningen men det koster altså lige 25$ ekstra - som så godt nok også dækker entre til parken højt mod nord. Disse
uforudsete udgifter vil ingen ende tage. Jeg skal så i øvrigt igennem et "check out dive", men det har man så ikke lige tid
til i dag. Nå pyt - det der med dykning er lige i dag heller ikke så højt prioriteteret. Men nu ved jeg da hvad jeg skal i
morgen kl. 08.00. Hvis ikke lige han kunne finde nogen der ville med, kunne jeg jo bare dykke alene! Hmmm - sikkerhed frem
for alt - Not! Ja ja - jeg er ikke tilhænger af dette, men da det primært drejer sig om at finde den rette mængde bly går
det jo nok - men jeg vil alligevel foretrække at man er to. Men alt andet lige må det være det første og eneste dykkercenter
i verden der plæderer for solodykning uden at kende til dykkerens evner i vandet.
Stille og roligt går jeg nu hjem. Selv om det er samme rute som jeg gik den anden vej er der nu rigtig mange flotte
farvestrålende Iguana-firben-unger. De er vel ca. 10-15 cm lange, og faktisk ikke særligt bange af sig. Noget andet der
slår mig er at alle de lokale der passerer mig har tid til at hilse eller vinke når de kører forbi eller mødes. Jow - der er godt nok et andet tempo
på her i syden.
Klokken er nu 4pm (16.00). Jeg har fået en lille en på øjet - det var godt nok godt. Jeg havde forventet at jeg ville
snorke som en bjørn - men nej - ikke en lyd. Men jeg har ikke rørt mig i 1½ time og det plejer også at være en god
indikator for hvor træt jeg er. Til gengæld kan jeg mærke at solen har været på overarbejde - godt nok fedtede jeg mig ind
i faktor 24 her til morgen, men glemte vist lige hovedbunden, nakken/hals for slet ikke at snakke om oversiden af hænderne.
Disse områder kan derfor nu bruges som lommelygter med rødligt skær. Det svider og er ikke specielt behageligt, men jeg
overlever ved at holde mig i skyggen. Om en times tid bliver jeg nok nødsaget til at gå indenfor, da solen så er så langt
nede at jeg får svært ved at finde skygge.
Jeg har nu stort set mødt alle gæsterne på dette Resort. Alle amerikanere, alle nikker pænt og man får lige et "howdy",
men ellers får jeg - endnu - lov til at være mig selv. Indrømmet - lige her og nu er jeg lidt negativ over dette, men på
den anden side set er jeg ikke vildt overrasket. Personalet er flinke, men sidder og gemmer sig på kontoret. Jeg tror somend
ikke de ville have noget imod hvis jeg kom ind og hyggesnakkede, men det er ligesom ikke lige det jeg havde forventet.
Der er nogle små mejse-lignende fugle her. Flotte gule og sorte farver. De er meget frimodige, og er ikke bange for
med høj fart at lave en "fly by" 20 centimeter fra én. Dét skal man lige lære at vænne sig til.