Bonaire Ferie 12. - 28. April 2008

Valuta til rejsen

Valuta og en ferie til Bonaire er en rigtig spændende blanding. Den lokale møntfod hedder noget så eksotisk som NAF (Netherlands Antillian Guilder/Florin). Amerikanske Dollars er dog også gængs mønt, men man skal påregne at man får tilbage i NAF. Bankernes anbefaling er derfor at medtage Amerikanske Dollars i små sedler. Personligt oplevede jeg ikke større sedler som et problem (op til 50$). Hvor længe NAF vil forblive at være en gyldig mønt på øen ved jeg ikke, men der er tale om at øen skal til at bruge Euro.

På øen findes også ATM automater, så det er også muligt via sit kreditkort at hæve lidt mønt. Der kan hæves både i NAF og Amerikanske Dollars.

Jeg har læst nogle rejseberetninger, hvor folk aktivt er gået ind og har kikket på vekselkursen mellem NAF og USD. Grundet Dollarens styrtdyk her i 2008 og det faktum at man ikke er helt oppe på dupperne, kan der til tider gøres god forretning. 1 Euro modsvarer i skrivende stund ca. 2,25 NAF. Inden alle disse vekselkurser får en til at se sort må jeg dog nok hellere nøjes med at henvise til de oplysninger som banken kan komme med. NAF er dog ikke den mest kendte mønt, så vær forberedt på at banken skal bruge et par minutter på overhovedet at finde ud af om møntfoden eksisterer.

Spørgsmålet er dog hvor mange penge man egentlig kan nå at formøble på en sådan ferie. Husk på at langt hovedparten af de dyre ting (billeje, dykning etc) er inkluderet i prisen for opholdet. I hovedtræk skal der påregnes at skulle betales for:
- Benzin - Påregn 100$ pr 2 uger - men afhænger af transportbehov
- Forsikring på bil - Påregn 220$ pr 2 uger.
- Afgift for at måtte dykke - 25$ pr person.
- Aftensmad - Påregn 35$ pr person pr dag
- Frugt - 15$ giver en indkøbspose med god frugt
- Drikkevarer - Hvis vand kan bruges koster det ikke ekstra
- Nitrox (hvis man er til den slags dykning) - Nogle steder gratis - andre steder 35$ pr uge
- Udflugter ud over det forudplanlagte (ex. en tur til Klein Bonaire) - Priser ukendt.
- 35$ skal betales i lufthavnen som en ekstra afgift. Det lykkede mig ikke at finde ud af hvad konsekvensen er hvis man ikke betaler.

Bemærk

Per 1. Januar 2011 er der sket 2 ændringer! For det første er USD gjort til den officielle mønt. Glem altså alt om NAF. Dernæst er det vedtaget, at den afgift der her ligger for at kunne forlade øen nu skal ligge i flybilletten. Dermed er man også sparet for en del administrativt snask. Glimrende tiltag!