26. april 2008
Så lakker det mod enden som balletdanseren sagde, da hun faldt på det nybonede gulv. Sidste hele dag her på Bonaire,
så der skal lave en god afslutning. Morgenmaden får lov at tage den tid morgenmaden tager. Et nyt par kom tidligt i morges
- et ældre ægtepar fra USA. Der er masser af spørgsmål fra de forskellige par - pudsigt nok nøjagtigt de samme spørgsmål jeg
havde da jeg kom. Jeg tror jeg vil foreslå Golden Reef Inn Resort at lave en lille folder om emnerne. Jeg vil i dag se Sera
Largo og byen Rincon på den nordlige del af øen - og måske lave en afstikker skulle jeg se noget spændende.
Alt imens jeg lader batterierne til Olympus'en fejer jeg Toyotaen. Ikke fordi jeg har tilføjet så forfærdelig meget
sand og skidt, da den så herrens ud allerede da jeg fik den. Jeg får ordne de sidste financielle transaktioner med Golden
Reef Inn Resort, så nu er samvittigheden også ren i den retning.
Herefter begiver jeg mig indenlands og kører mod nord. Vejen er rimelig bred, men med huller der kan få en til at tro,
at det er vulkanske kratere man kører over. Ikke noget at sige til, at bilens affedring lyder som om den er ved at falde
fra hinanden. Den har sikkert prøvet alle hullerne mere end én gang. En Iguana af de store ligger midt på vejen og flytter
sig først i sidste øjeblik. Et underligt dyr!
Et mikroskopisk lille skilt peger til venstre mod Sera Largo. Jeg følger anvisningen. Sporadisk er
der kastet noget der kunne minde om asfalt på vejen. Jøsses da! Jeg er godt nok kommet på landet! Langs "vejen" ligger
nogle små hytter som umiddelbart ikke ligner noget mennesker må/skal/bør bo i, men jeg føler mig ret overbevist om at der
nu nok skal bo nogen i disse faldefærdige barakker. Ak ja - Holland har noget de skal have ryddet op i. Det går op ad bakke
her - sådan rigtigt. I perioder skal man rigtig ned i bjerggearet. Men op - det kommer jeg. På toppen står et kæmpe kors
med en lille glasmontre med en lille figur. Herfra bør man kunne se det meste af øen - og helt over til Curacau, men
desværre er det meget diset denne dag, så det kniber med at se så langt som jeg er blevet lovet. Men jeg kan godt se
potentialet. Jeg går en tur i området sammen med geder og skrydende æsler. Jeg får mig et lille grin over de ufatteligt
mange Iguan-unger der piler rundt omkring mine fødder. Jeg føler mig næsten hensat til filmen "Mummies", hvor de mange "Bugs"
kommer væltende. Der må være et stort frafald blandt disse unger, for det er ikke mange voksne man ser. Udsigten er virkelig
flot. På en eller anden måde minder landskabet mig om en obskur blanding af Mexico og Australien. Jeg kan bare ikke rigtig
sige hvorfor, da jeg aldrig har været nogen af stederne...
Tilbage af samme vej som jeg er kommet. Vejen er ikke blevet markant bedre den sidste times tid, men det vil vist også
være for meget forlangt. Turen går nordover. Naturen bliver mere frodig, så længe man ikke kører ude ved kysten. Her er der
"kun" kaktus, men til gengæld i rå mængder.
Endelig ankommer jeg til Rincon. En lille hyggelig by med en monstrøs stor kirke. Masser af små listige restaurationer,
hvor man allerede nu er ved at varme op til Dronnings fødselsdag samt 1 maj. En lokal orgel-virtuos varmer op. Det er vist
godt at han er startet i god tid. Bag den store kirke ligger Brandvæsenet. Jo! - de har skam 1 styk brandslukningsfartøj,
og det ser ud til at der er en på vagt - som i øvrigt har tid til høfligt at vinke til mig. Han får selvfølgelig et høfligt
"genvink". Bag byen er der gravet en dyb og bred kanal. Det ser ud som om man her i regnperioder får en del vand. Der er
relativt frodigt, men vinden driver mig til vandvid så jeg beslutter mig for at trille hjemover.
Her finder jeg et skilt der peger mod nogle indianer- hulemalerier, så her drjer jeg fra. Det lyder spændende. Grusvejen
er forfærdelig og den er lang. Landskabet præges af kaktus og klipper og så af denne gudsforladte vej. Hvis bilen giver op her
er jeg mere på den, end jeg er med på den. Jeg krydser fingre og triller forsigtigt videre. Efter hvad der føles som
evigheder kommer jeg til hulemalerierne. Det lader til at indianerne har haft deres egen stjernetyder som har tegnet
oplysninger om stjernhimlen på hulens loft. De er faktisk ikke ret store disse malerier, så et eller andet sted er jeg lidt
skuffet men samtidig også fasineret af tanken om indianeren der sidder i sin hule og med interesse prøver at få fornuft i
stjernernes placering.
Naturen her er virkelig rå. Havet arbejder hårdt mod kysten. Bølgerne slår ubarmhjertigt mod klipperne og kaster
kaskader af vand højt op i luften. Det er scener som disse der gør at man fra tid til anden føler sig som en meget lille
brik i et meget stort puslespil.
Hjemme igen får jeg lige noget at spise og tager så en lille ½ time på øjet. Jeg er badet i sved da jeg vågner. Jeg
kører ned i byen og købet et par glas til Cathy som hun har bestilt. Triller hjem og går så en tur rundt til de forskellige
hoteller for ligesom at indsnuse den sidste duft af velfortjent ferie. Jeg er stadig af den overbevisning at Buddy Dive
Resort er det Ferie kompleks der i skrivende stund har det bedste koncept. Gæsterne her ser i hvert tilfælde mere glade ud.
På vej hjem møder jeg Liz og Ed, og vi aftaler at jeg skal være i lufthavnen i morgen kl. 1100, så jeg kan få overstået min
lille private kamp med KLM (som jeg sikkert står til at tabe). Nu mangler jeg så bare at få afleveret Toyotaen.
Jeg tager et velfortjent bad og kører til lufthavnen, hvor jeg præsenteres for en regning på 180$ for forsikringen.
Jeg må vist hellere få en snak med banken om alle disse små sedler jeg render rundt og skal underskrive. Det viser sig at
den første på 300$ ikke var en udbetaling, men en sikkerhed. Ja ja - om ikke andet så er det da billigere end 300$.
Da alle transaktioner er overstået til BUDGETs store tilfredshed, skal jeg så de 6½ km tilbage til Golden Reef Inn Resort.
At der ikke er en taxi at se i miles omkreds kan ikke komme bag på nogen. Men jeg er da heldigvis vant til at gå, så jeg
begiver mig ud på en lang march der bringer mig forbi alle de steder jeg har været i byen. Det giver minder og er faktisk
ikke så dårligt endda. Vejret er dejligt så det bliver en god tur på ca. 1½ time. Jeg tømmer køleskabet og beslutter at vente
med at pakke til i morgen tidlig. Min højre fod er lidt øm, og efter at have kikket nærmere på den må jeg nok konstatere,
at jeg skal have gået disse sko lidt til. Der er en vable på størrelse med en nyslået dansk 5-krone. Av! Frem med førstehjælpskassen
og så få lappet lidt på foden - godt jeg skal sidde ned det meste af dagen i morgen.