24. april 2008
Da jeg vågnede var jeg ligesom ikke helt færdig med at sove og det satte sit præg på formiddagen. Morgenen brugte jeg
på at finde et sted at tanke Toyotaen. Det var som sådan let nok, men enten tog man ikke imod VISA, eller også virkede
automaterne ikke. Så i første omgang måtte jeg køre tilbage til Golden reef Inn Resort med uforrettet sag. Det kostede
mig så en dykkertur til Hilmar Hooker - et skibsvrag sænket i dobbelt-revet i 1984. Men taget i betragtning af, hvor træt
jeg var, var det nu nok godt nok. Efter endt morgenmad måtte jeg i hvert tilfælde give op og gå i seng igen. Kl. 11.00
vågnede jeg igen med kraftigt galoperende hjerte, og en ikke uvæsentlig fornemmelse af, at det mest fornuftige jeg her
og nu kunne gøre var at sidde et kvarters tid på potten, og gøre det man nu gør når man sidder her. Det resulterede i en
markant friskere mig, så nu var jeg klar igen.
Tid til at prøve lykken igen medhensyn til benzin. Mit bedste bud var tankstationen ved lufthavnen. Lad mig sige det med det
samme, at det kræver en engels tålmodighed at tanke her. For det første er der en alenlang kø for at komme til standeren. Når man så
endelig kommer frem er der en kortautomat som jeg ret beset aldrig nogensinde fandt ud af hvordan den skulle betjenes, så
jeg måtte gå til kassen, da benzinen skal forudbetales. Køen til kassen er afskrækkende lang, så 10 minutters ventetid er
påkrævet - endelig fremme ved kassen vifter man lidt med sit kreditkort og siger, at man vil have en fuld tank super uden
bly, hvorefter tanken frigives, og man kan nu endelig gøre det man er kommet for - nemlig at tanke. Herefter skal man så
betale, og nu går turen så igen tilbage til kassen, hvor køen i mellemtiden ikke er blevet mindre. Så endnu engang må man
fra de fjerne gemmer finde en god portion tålmodighed. Endelig fremme ved kassen afleveres ens VISA kort, og beløbet der er
tanket for omregnes fra NAF til USD. Jeg er altså ikke sikker på andet end at man som turist bliver snydt ved alle disse
valuata-omregninger, men jeg har givet op. Herefter skal der underskrives hvorefter man så får sit VISA kort igen med
kvitteringen - og det er endelig den næstes tur.
På vej tilbage kører jeg forbi Wannadive, hvor jeg render ind i Robert som jeg dykkede med i går. Han har lige været
ved Hilmar Hooker, og kan slet ikke få armene ned i jubel over det han har set. Ingen tvivl - det er ikke sidste gang han
er på Bonaire. Han foreslår at vi går over til Buddy Dive Reort for at høre om et par kvinder han har mødt skulle have lyst
til en tur i bølgen blå om eftermiddagen. Han vil dog godt lige ud af neoprenen inden.
Mens jeg går rund møder jeg en familie fra København. Verden er lille. Man kan være så langt væk fra Danmark man har lyst
til, og alligevel render man ind i Danskere. Sådan har det altid været når jeg har været ude og rejse. Denne familie har
været 4 måneder ude i den store verden og sikkert oplevet en masse. Bonaire er afslutningen på denne rundrejse, og turen går
snart hjemover. Vi får en hyggelig sludder som resulterer i, at de tager en tur til Andrea II for at snorkle.
I mellemtiden er Robert blevet færdig og vi går langs vandet til Buddy Dive Resort. Dette Resort virker meget
professionelt, og trods det at vi ikke er deres Gæster får vi en super service både i receptionen og i dykkercentret. Vi
møder en af Roberts veninder og aftaler at mødes ved Captain Don's om aftenen. Vi går tilbage til Eden Beach Resort hvor vi
aftaler at mødes til dykning kl. 1500. Jeg triller tilbage til Golden Reef Inn Resort for at pakke.
Skyerne er blevet mørkere og det begynder at regne. Regne som det kun kan på disse kanter. Vandet står lodret ned fra
skyerne. Dråberne er behagelige og lune, så det gør ikke noget at man går rundt i denne regn. Man bliver våd - men på den
gode måde. Jeg får pakket bilen og triller til Wannadive. Men der er ingen Robert, og jeg sidder i min våddragt og
skumsveder alt imens jeg bliver mere og mere sur. Med ca. ½ times forsinkelse kommer han dog, men skal lige klæde om først,
så vi kommer ikke i vandet før kl. 1600. Det bliver dog et glimrende dyk med masser af gode positive oplevelser, så alt
tilgives.
Robert og jeg aftaler at mødes ved Buddy Dive Resorts reception kl. 19.30. Tidspresset - men det kan jeg nu nok nå alligevel.
Jeg fiser hjem, skyller udstyret, tager et hurtigt bad og går de par hundrede meter ned af vejen til vores mødested. Det tager
kun 12 minutter at gå. Det er jo ingenting. Men der er ingen Robert, så jeg går rundt og kikker lidt på hvad der sker - altid
så jeg har receptionen i sigte. Men ingen Robert. Nå - ja - det må han så selv om - så jeg går igen kl. 19.50. Da har myggene
også haft deres festmiddag. Jeg har fået et skræmmende antal myggestik igen. Undervejs lister jeg ind til de forskellige hoteller
og kikker dem lidt efter i sømmene. Der er ingen tvivl om at i tidernes morgen var Captain Don's stedet. Stedet hvor man kom
hvis man mente man var noget ved musikken. Men nu virker det lukket og ikke særligt indbydende. Det vrimler med skilte der
nærmest beder en om at blive væk. Højt at flyve - dybt at falde...
Indrømmet - jeg får intet ud af disse dage men nu - mest grundet i skuffelserne som der er lidt for mange af i disse dage - vil
jeg egentlig også gerne snart hjemover igen.
Men i morgen skal der dykkes igennem - om jeg så skal gøre det mutters alene.
