Bonaire Ferie 12. - 28. April 2008

21. april 2008

Endnu en dag hvor jeg er ene mand til morgenmaden. Desiree kommer forbi med logbøger til underskrift, og jeg får også et par kruseduller i min. Da det ikke ser ud som om jeg finder en makker blandt Golden Reef Inn Resorts gæster får jeg en lang sang om alternativer til dykning. Men jeg er nu engang kommet her for at dykke, og ikke for at se på kaktus. Jeg har gjort lidt forberedende øvelser, og besluttet mig for, at dersom jeg skal dykke solo skal det være et sted der enbefales til nybegyndere, da det sikkert vil være de letteste forhold og laveste dybder. Lidt nord for Golden Reef Inn Resort ligger Andrea I og II som passer til beskrivelsen. Men først går turen til Wannadive for at se om jeg kan få en makker.

Er jeg ikke bare stor og dejlig?Heldigvis er der ikke så langt, for man kan efterhånden ikke se mig i øjnene her. Jeg gider end ikke spørge mere, deres kropssprog siger alt. Jeg iler derfor tilbage til Golden Reef Inn Resort, hvor jeg pakker mine sager og kører mod nord. P-pladsen ved Andrea II er stopfuld, så jeg kører til Andrea I, blot for at konstatere, at her er der ikke et øje. Jeg nyder udsigten i et kvarters tid, og kører så tilbage til Andrea II, hvor der nu er rimeligt god plads på P-pladsen. Jeg gør mig klar og får en Hollænder til at lyne dragten og jeg iler ned i vandet. Det bliver et fantastisk godt dyk på næsten 1½ time. Der er her en meget lys sandbund mellem de store koral formationer, hvilket får en masse farver frem. Der kommer nogle rigtig store fisk forbi som jeg forsøger at få et billede af, men størrelsesforholdet mangler. Øv! En stor fed og ulækker muræne skifter bolig. Der sker i det hele taget en masse under mig uden at jeg behøver røre en finne. Det betyder så også, at jeg efter 5 kvarter fryser som er jeg betalt for det. Det er både godt og skidt. Skidt fordi jeg så må afbryde dette virkeligt gode dyk, ogdt fordi jeg indtil næste dyk ikke kan komme ud af dragten, men nu ikke behøver frygte at jeg overopheder. Da jeg kommer til vandkanten står der 2 mænd klar til at gå i. De kommer fra Denver Colorado, og deres stemte S'er indikerer at de nok har mere gående mellem hinanden end blot det at dykke...

Ved Andrea II ses ofte creaturer som denneJeg sidder i ca. 1½ time i bilens lad og lader solen varme mig op. En gang går jeg en tur i vandet for at køle lidt ned, men det hjælper ikke rigtig noget. Efter 1 time og 40 minutter er jeg igen på vej ned og nyde dette flotte område. Jeg ser ikke så mange flotte og store fisk denne gang, men nyder sceneriet. Finder et par rensestationer, men giver op at tage billeder af dette. Det er kameraet ikke godt nok til. Efter 80 minutter er jeg kold igen, og svømmer stille og roligt mod overfladen. Her kommer en pæn stor skilpadde forbi. Jeg forsøger at tage et billede, men et par fisk svømmer imellem og ødelægger det hele. Jeg er sikker på, at de gør det med vilje!!

Det har været 2 rigtig gode dyk, men jeg har nu det problem at jeg ikke kan komme ud af våddragten, så jeg må køre tilbage til Golden Reef Inn Resort i fuld krigsmondering. Heldigvis er der BBQ i aften, så der bør være nogen - før eller senere - der kan lukke mig ud. Ganske rigtigt. Ed sidder og nyder det gode vejr da jeg kommer hjem, og han får æren. Dybt chokeret kikker han på min dragt - han er overbevist om at det er en tørdragt og spørger om jeg dyrker Tech-dykning, hvilket jeg beroligende kan meddele ham, at det gør jeg bestemt ikke - med mindre selvfølgelig at solo-dykning går ind i den kategori sådan i dagens anledning. Måske jeg her lige skal indskyde, at jeg har set nogle enkelte DIR dykkere der rent faktisk dykker i tørdragt her på Bonaire. Jeg får et forfriskende bad og udstyret skylles efter bedste evne. Dragten stinker efterhånden fælt af urin, men det problem må jeg se på senere.

Her afholdes BBQ hver mandag aftenAftenens BBQ bliver rigtig hyggelig. Min teori er, at hygge ikke kan planlægges. Det kommer ud af den blå luft. Således også her. Jeg har efterhånden forelsket mig i "Fruit punch". Lækker og meget forfriskende. De andre vil helst have en ordentlig skvat rom i. Dem om det. Efter BBQ'en falder jeg i snak med kokken om turisme øen i almindelighed og alt muligt andet i øvrigt. Han slutter af med at spørge hvornår jeg rejser, og siger eftertænktsomt, at vi skal prøve at mødes inden da og gøre noget i fællesskab. Jeg er noget spændt på hvad han har i tankerne... (PS: blev aldrig til noget).

Divelog 319 - Andrea II - Bonaire 21. april 2008

Divelog 320 - Andrea II - Bonaire 21. april 2008