20. april 2008
Totalt er 3 lejligheder nu besat. Der har været stor udflytning i løbet af natten. Den ene lejlighed beboes af en Englænder
der skal arbejde på det lokale vandværk hvor han er ved at implementere noget nyt generatorudstyr. Han skal kun være her i
en uges tid mens hans lejlighed et andet sted på øen sættes i stand. Et ægtepar har muret sig inde i nr. 7. De passer sig selv.
Om eftermiddagen kommer de ud ganske kort for at tage ud og dykke. Det er alt hvad vi ser til dem. Ergo - blandt Golden Reef
Inn Resorts gæster er der ingen at tage ud og dykke med. Et besøg ved Wannadive resulterer i lidt trækken på skulderen,
hvorefter jeg føler man ignorerer mig. Jeg er straks i det røde felt af raseri. Jeg pakker bilen og kører til Bachelors
Reef, men efter en times venten erkender jeg at denne plan er en dødssejler. Og dykke alene vil jeg nu engang helst undgå.
Jeg kører tilbage til Wannadive og møder her en der siger, at de muligvis har løst mit problem, hvorefter han hopper ind i
en bil og kører væk. Muligvis... Gad vide, hvor mange ventetimer der er i denne bemærkning. Jeg går til "shoppen" men møder
ingen der kan give mig yderligere informationer. På vej tilbage til bilen møder jeg Desiree fra Golden Reef Inn Resort som
er på vej ud og dykke. Hun indser min prikære situation og tilbyder at jeg kan komme med dem til 1000 steps. Et tilbud jeg
i denne svære stund har noget svært ved at afslå.
Efter et kvarters kørsel er vi der. Jeg klæder om ved bilens mens de andre vælger at slæbe det hele ned til vandet først.
Det er meget tydeligt at dragten har haft en ekstra dag at tørre i og jeg har haft en dag mere at varme kroppen op i. Den er
igen latterlig varm, og jeg spurter ned af trappen og ud i vandet. De andre følger efter sådan efter en god ½ times tid.
Det er vist længe siden de har været i vandet sidst. De skal først vejes til, men så går det ud til rev-kanten. Efter 12
minutter vil den første gerne vende om da hans flasketryk er på 110 bar. Jeg har i de 23 minutter leget med en "French
Angelfish" der har fået sat sig i hovedet at enden af mit blyblte er spiseligt. Selvfølgelig har jeg ikke mit
fotografiapparat med - det glemte jeg i bilen da jeg skulle ned og køles af. Desværre. For aldrig har en fisk i den grad
tilbudt sig til foto som lige netop den fætter her. Efter 46 minutter er vi i overfladen igen. Et kort dyk er bedre end ingen
dyk. Jeg lader familien nyde deres søndag eftermiddag og drager tilbage til Wannadive med en halvfuld flaske - med en
defekt O-ring - for at høre lidt mere til den mulige makker. Der er dog ingen jeg kender, så jeg triller tilbage til
Golden Reef Inn Resort, hvor udstyret skylles og jeg tager et bad.
Wannadive kommer forbi for at hente flasker til fyldning. Det er min ven der har fået æren. Jeg fanger ham og spørger om
han har yderligere info. Det har han ikke. Faktisk har de ikke hørt mere til "Tim" - ham der i øvrigt brændte mig af i går.
Jeg begynder at erkende, at hvis jeg vil dykke, så bliver det vist i selskab med mig selv. - Jo - jeg er ved at være sur.
Egentlig ville jeg en tur ned i byen og spise. Parkerede på byens centrale P-plads som kl. 18.30 var stort set tom. I
det fjerne buldrede høj rytmisk musk. Musik jeg ikke har hørt før. Det slog mig, at jeg ved et af mine besøg ved Wannadive
havde set en masse telte på P-pladsen ved stranden ved iden af det Resort. Måske der var en sammenhæng. I de kommende dage
er der jo fest på øen i anledning af 1. maj og andet sjov. Hvem ved... Senere fik jeg at vide, at det var et lokalt melodi
grand prix hvor en sang til den kommende fest skulle vælges.
Jeg beslutter mig for ikke at undersøge dette nærmere. Jeg har en grundlæggende mening om a man skal respektere lokale
skikke og anledninger til fest og fornøjelse. Jeg vælger i stedet at gå en tur langs havnepromenaden. Mange af
resturanterne er lukket - om det er fordi det er søndag ved jeg ikke. Turen går forbi nogle af øens historiske bygninger.
Jeg får lyst til at tage billeder af disse pænt bevarede bygninger, men indser det håbløse i det foretagende, da det er
mørkt og bygningerne er gemt bag høje mure og store træer. Men nok også mest fordi jeg ikke har taget mit kamera med. Det
ligger nemlig på spisebordet i Undervandshuset og håber på, at der snart igen bliver mulighed for lidt dykning. De lokale
promenerer forbi i deres toptunede rustbunker til biler, og forsøger at skabe en stemning der er en mellemting mellem
reaktionen på en Italiensk fodboldkamp og en køretur i aftenskumringen langs Miamis strande. Det virker egentlig nogenlunde
men virker samtidig lidt kunstigt og forkert. Der er en led stank af uforbrændt benzin, et resultat af dårligt
vedligeholdete biler og nogle hastighedsgrænser som ingen bil er konstrueret til (40 km/t i by og 60 udenfor). Det lyder som
om et lokalt diskotek kommer nærmere. I den lange række af biler kommer en old-gammel bus kørende fyldt med unge mennesker
- specielt piger. Jeg vil gætte på alt fra 7-19 år. Forrest sidder en ung mand og brøler ned i en mikrofon. Det sammen med
den høje musik får de unge mennesker til at se ud som om de er i en form for ekstase. Ulækkert at se på. Folkene på
restauranterne lader sig rive med i stemningen i de få minutter det tager bussen at passere. Bussen efterlader et røgslør
af diesel (bestemt ingen partikelfilter her) alt imens den bevæger sig ud mod horisonten. Jeg har helt mistet appetitten
efter dette show, og går derfor op på den gade der har alle de souvenier forretninger som de stinkende rige Amerikanere,
der kommer ind med det gigantiske krydstogtsskibe, er så glade for. Souveniers - alle "made in china" eller lignende steder.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan lokalbefolkningen har det ved på denne måde at "prostiturere" sig selv og
misbruge den smule kultur der er tilbage for en smule usselt mammon. Ynkeligt at se på, men sikkert forfærdeligt at være en
del af. Jeg skammer mig et øjeblik ved at være turisten her. Den flotte facade dækker over et ødelagt bagland. Holland! Det
her er noget rod I ikke kan være bekendt!!!
Jeg kører hjem og går tidligt i seng.
