Bonaire Ferie 12. - 28. April 2008

17. april 2008

Jeg har sovet til kl. 5, men er totalt færdig. 4½ times søvn er for lidt. Jeg er skrupsulten - hvilket myggene også har været dømt ud fra de mange blodpletter der er på lagenet. Jeg grovæder til morgenmaden. Starter med youghurt. Herefter 4 pandekager efterfulgt af en ordentlig portion pølser og bacon. Afslutter med 2 stykker brød med pålæg. Med et kolestorol tal som vil kunne gøre enhver normal praktiserende læge nervøs er jeg nu klar til at kaste mig ud i dagens dykning.

Udstyret pakkes - nu skal der dykkes. Håber kroppen er blevet varm igen. Iklæder mig våddragten allerede før afgang. Det kan vi gøre da sæderne i bilerne er af plastic og derfor ikke er kede af at blive lidt våde. Havde jeg gjort dette her den første dag ville jeg være smeltet - men nu er det altså bare behageligt.

Turen går igen sydover lige forbi lufthavnen til Windsock som de kalder det. Jeg begynder at føle, at alle stederne ligner hinanden en del - og selvfølgelig - hvor meget kan det varieres. Stedet her ligner en del de andre steder, og varierer kun ved hvor svært det er at komme i. På langt de fleste steder er de første 10 meter de værste, og ofte har man fornemmelsen af at man har været heldig ved ikke at have brækket anklen i forsøget på at forcere sten og gamle koraller. Windsock er ikke en af de værste, men altså heller ikke en af de letteste. Da vi kommer tilbage møder vi 4 herrer som vi lærte at kende på vores BBQ aften på Golden Reef Inn Resort. De får lige en kort briefing, og så er de ellers på vej ud i bølgerne.

Er det her ikke bare kønt?Andet dyk ligger ikke langt herfra. Det kaldes Bachelors Reef. I virkeligheden er det nok det nærmeste man kommer på en reel strand, men den er meget smal. Til gengæld er der sand ud og det er meget let at gå ud. Her er der ingen risiko for brækkede lemmer. Eneste udfordring er en trappe med nogle ganske få trin der leder fra parkeringspladsen og ned til vandet. Den megen sand gør, at der her er nogle anderledes gode lysforhold, som nok specielt fotograferne synes er spændende. Vi oplever her for anden gang på 2 dage en flaske med en defekt O-ring, og der bliver derfor tale om et meget kort dyk, og vi beslutter at komme igen om eftermiddagen - og her vil jeg nu for første gang medtage kamera. Jeg synes jeg er ved at have styr på det med afballanceringen. Eneste anke er at finnerne konstant synker ned hvilket gør at jeg helst skal have gang i benene hele tiden. Men med den ekstra neopren i mine knæbeskyttere tror jeg at det går. Det skal måske tilføjes, at handsker og knæbeskytter ikke er velset her på øen. De indikerer at man er på jagt efter Lobster. Men for mit vedkommende kan jeg roligt sige er alternativet at jeg med finnerne basker ind i en del koraller og jeg er sikker på at det vil være en valid undskyldning.

Før indtagelsen af vores frokost skyller vi dragterne. Vi pisser konstant når vi er i vandet. Og når vi er på land drikker vi vand i rigelige mængder for at kompensere for dette. Men alt det tisseri sætter et vist præg på den duft vi er omgivet af. Det minder snart mest om en god dansk gyllebeholder. Så vi vasker og skyller til den helt store guldmedalje - uden i øvrigt at det synes at blive ret meget bedre af den grund. Der er ingen tvivl om at vi er ved at være rigtig godt gennemkolde, men der er altså nogen dyk der skal dykkes og vi er nødsaget til at gøre alt hvad vi kan for at varme os op i frokosten, og så må vi kravle i dragterne allerede fra Hotellet og lade os bage igennem af solen. I frokostpausen får jeg også lige tid til at skrue kameraet (Olympus 4040Z) ned i sit Undervandshus (Olympus PT010), så nu er det tid til den helt store gang foto. Indrømmet - jeg er ikke god til det, og har kun lidt erfaring så det må blive så godt som det kan - og så må jeg glæde mig over at der er en sletteknap på et moderne digitalt kamera. Moderne og moderne - det er fra 2000, og den lokale foto-pusher i Silkeborg hvor jeg bor har anbefalet mig at købe et nyt, men det kan altså ikke komme på tale endnu.

Vi drager tilbage til Bachelors reef iført alt vores issenkram. Udstyret samles på ny og endnu engang må vi konstatere, at vi har fået en flaske med en defekt O-ring. Eben bliver derfor på land mens vi andre tager ud og nyder de gode forhold. Vi ved begge at Eben nu kører til Wannadive, og denne gang er det ikke kun for at skifte flaske - denne gang skal der vist også udvæksles et par høflighedsfraser som umiskendeligt vil betyde at Wannadive har fået en opgave med at checke deres hundredevis af flasker for muligheden af defekte O-ringe. Dykket er ganske glimrende. Jeg forsøger det bedste jeg har lært at tage nogle billeder, men er egentlig også med det samme klar over at det er nogle elendige billeder jeg tager. Jeg glemmer ofte blitz som trods alt stadig er nødvendig, jeg sigter dårligt, og fiskene synes altid at ville vise mig hvor flotte deres haler er - hvilket bestemt ikke er det jeg agter at have billeder af. Men - der er kun en måde at blive bedre på og det er ved at tage endnu flere billeder.

Fisk på Bonaire ved alt om ShutterlagJeg er sikker på, at fisk her på disse kanter får kurser i hvorledes de bedst kan drille en Undervandsfotograf. De flygter når man tænder for kameraet, og kommer igen når man slukker. Overrasker man dem så de ikke kan flygte ved de alt om "shutterlag" og formår altid at vende halen til i det sekund kameraet skal bruge på at blive klar. De første 40 billeder er derfor ubrugelige. Da det er et gammelt strømslugende kamera er der ikke strøm til mere end 40 billeder, og ligesom batterierne giver op kommer fiskene forbi og byder sig rigtigt til. Behøver jeg sige, at det er ret så frustrerende? Nå - hvis det var let kunne alle gøre det. Jeg skal nok komme efter det - det må tage den tid det tager.

Konen til kokken på Golden Reef Inn Resort har anbefalet en restaurant i byen så den vil vi prøve. Casablanca kalder de sig. Jeg får en Argentinsk Rib-Eye. Jeg får hvad der ligner en halv ko. En ordentlig plade kød som dårligt nok kan ligge på tallerkenen. De andre får også voksne portioner. Jeg er - ja jeg havde nær sagt selvfølgelig - den eneste der er i stand til at spise op. De andre får lov til at få resterne med hjem i en lille pakke.

Hjemme igen bliver dragten klargjort til morgendagens dykning alt imen jeg ser lidt TV. Så er det sengetid igen for aktive dykkere på Bonaire...

Divelog 312 - Windsock - Bonaire 17. april 2008

Divelog 313 - Bachelors Reef - Bonaire 17. april 2008

Divelog 314 - Bachelors Reef - Bonaire 17. april 2008