Den grønne
Efter en god lang nats søvn er vi igen klar til at konfrontrere dagen. Det tegner til at blive bedre vejr i dag end i går. Morgenmaden nydes - rundstykkerne er i dag bedre, dog
uden at imponere. Vi har dog ikke lagt de helt store planer. "Konen" synes at vi skal gentage gårsdagen succes med en vandretur, og i dag vælge den grønne rute. De 2 ruter er
næsten ens. Lidt over halvdelen af ruten er identisk, men inde i en skov - ca. halvvejs igennem ruten - skiller en sti fra, og her begynder udfordringerne så.
Udfordringerne skal tages ganske seriøst. Turen er ca. 1 km kortere end den røde rute, men højdeforskellene er de samme. Altså ca. 250 meter. Altså må vi op af nogle ret stejle
bakker som ikke just brillere ved at være velholdte. Jeg tror stort set vi er de eneste i dette årti der har gået her. Da det har regnet lidt i løbet af natten er stien oven i
købet glat som nypoleret skøjtehal. Det er altså med tungen lige i munden og med et pumpende hjerte og høj puls at denne bakke forceres. Glæden er da også stor, da vi kan konstatere,
at der på toppen - til ære for os - er palceret en bænk som oven i købet ser ud til aldrig at have været brugt. Vi smider os på denne og får styr på pulsen igen. Vi taler en del
om, hvor smukt der i virkeligheden er her i området og om, hvor mange der aldrig ser det, da al turisme åbenbart handler om Attersee og stort set ikke andet. Naturen i området er
flot og frodig, og luften er klar og ren. Det er muligt at et inkarneret bymenneske ikke vil bryde sig om dette, men vi er nu ganske godt tilfredse og nyder turen i fulde drag.
I aften vil vi spise på Bachtaverne igen. Vi går derfor forbi diverse små boder med lukkede øjne - ja det vil sige - en enkelt lille is bliver det til. Man skal jo ikke være fanatisk.
Vi har et mål om at tage ud til et område ved siden af lystbådehavnen, hvor vi dog først kan parkere efter kl. 16.00. Området er lidt specielt, og ret beset har jeg ikke helt forstået
konceptet. En græsmark er opdelt i lodder af ca. 25 kvadratmeter. Disse lodder synes så udlejet til lokale beboere der vel ikke har mulighed for, eller råd til at have egen have. Man
stiller så en kasse op her, hvor man kan have sine havemøbler og deslige stående. Bilen kan man så også parkere på denne græsmark, og så sidder man ellers der på sin matrikel og nyder
solnedgangen over Attersee hver aften henover sommeren. Det virker ikke specielt socialt, og privatliv har man på den anden side set heller ikke meget af. Men man må vel være tilfreds
med dette koncept - ellers var der vel ingen der bød sig in.
Men alt andet lige betyder dette, at vi har lidt tid vi skal have slået ihjel inden vi kan tage derud. Det er jo snart hjemrejsedag, så jeg pakker lidt kuffert med vasketøj, og så
prøver jeg lige sengen af. Jeg vågner ved at jeg ligger og snorker, hvilket jeg ellers normalt ikke gør - eller i det mindset kun gør når jeg er ekstremt træt. Men de 10 minutter jeg
har været væk har gjort underværker. Jeg er fit for fight - i modsætning til "konen" der er blevet noget mat i sokkerne.
Men tiden går og vi må videre. Bilen pakkes med udstyr og af sted det går. Der er lige plads til sådan nogle som os. Vi pakker ud og gør, hvad vi kan for at føle os hjemme blandt et
par mobilhomes. Vi har god tid. Udstyret gøres klar. Tørdragtslynlåsene smøres med følelse. Vi diskuterer ivrigt, hvem der har gjort det bedst. Tiden går og pludselig går det op for os,
at dersom vi vil nå hjem og få noget at spise, da må vi hellere se at komme i vandet. At komme i vandet her ved "Alexenau" - som stede kaldes - er bestemt ikke nemt. Det er noget med
at kravle hen over nogle sten og så ellers tage et skridt ud i ingenting for at lande på 1 meter vand. Egentlig ikke noget vi bryder os om. Vi finder ud af, at der en 30-40 meter derfra
er en trappe som er velegnet, men da alt omkring denne sø er i privat eje, må vi lige spørge os for om vi må bruge denne trappe. Det er der så ingen der har noget imod. Glimrende.
Vi ræser ned på 20 meter bare for at sige, at vi har været her. Der er intet at se på, og slamlaget er nok noget af det dykkeste vi har set længe. Jeg prøver at stikke armen ned så langt
jeg kan, men jeg møder ingen modstand. Finder en pind på over en meter som jeg prøver med, og den forsvinder også bare ned i dyndet. Vi finder dog et sted, hvor slammet er sunket sammen
og ligner lidt et lavineskred. Her kan vi se tykkelsen, og jeg vil anslå det til at være omring 2½ meter. Således beriget med information om slamlagets tykkelse går det mod lavere vand.
Her finder vi igen lidt planteliv, og i tilknytning dertil også lidt fisk. Vi snakker ikke just stimer, men dog fisk! Det er i hvert tilfælde på de øverste meter, at dette sted er det bedste.
Det bliver derfor til et langt sikkerhedsstop her, og vi er alt andet lige godt tilfredse med dykket - alt taget i betragtning.
Om aftenen er det tid til at indtage vore pladser i Bachtaverne. Jeg har sat mig for, at jeg i dag vil have Kotelet. "Konen" fik det den første aften, og det så bare så lækkert ud. Jeg
håber det er lige så lækkert i dag. Og jeg bliver ikke skuffet. Jeg kan roligt sige, at det er den bedste Kotelet jeg nogensinde har fået - og jeg har ellers fået nogle stykker igennem
tiden. Gennemstegt, men samtidig saftig og med masser af smag. Virkelig en fornøjelse. Salaten er også top. Alt i alt en nydelse. Eneste hage er at jeg lidt krampagtigt fik bestilt med
pommes til - det gør jeg tit, og jeg bliver næsten altid skuffet. Jeg vil gerne sige, at disse pommes som serveres her er i den bedre ende af kvalitetsskalaen, men rigtige kartofler er
altså bedre - og længere er den historie ikke. Da vi er færdige kommer kokken hen og vil hyggesnakke. Det har vi som sådan intet imod, men vi fatter ikke ret meget af, hvad han snakker om
med sin lokale Østrigsdialekt. Det går dog op for ham, at vi ikke er gift, og det er jo nærmest en katastrofe her i Østrig. Han ser nærmest ud som om alle denne verdens forbandelser nu
vil falde ned over ham. Men vi får ham beroliget. Vi forklarer at vi har kendt hinanden i næsten 2 år, og at det kun skyldes det sløve tyske arbejdsmarket at vi ikke er nået længere
i vores forhold. Det beroliger ham lidt - men helt - nej...
Mætte efter dette fantastiske måltid går vi op på værelset. Fjernsynet tændes og vi kikker lidt på må og få, men må tideligt give op - vi er trætte og i morgen skal vi ud og SCUBE - Det
er noget vi har glædet os til længe, og noget tyder på, at det kan gå hen og blive en af turens helt store højdepunkter