Den røde
Det har regnet hele natten. Lyn og torden. Med åbent vindue for at holde varmen ud har det været passende støjende til, at jeg har sovet rigtigt dårligt. Jeg er vågnet kl. 04:00
og kan konstatere, at naboen er faldet i søvn til et kørend fjernsyn, og da jeg først hører dette, kan jeg ikke ignorere det mere. Efter i en god time at have leget propel i sengen i et
krampagtigt forsøg på at falde i søvn, går jeg en tur på toilette, hvilket vækker naboen og så bliver fjernsynet endelig slukket. En dårlig start på dagen.
Morgenmaden viser sig at være en forlængelse af natten. Rundstykkerne - i Østrig kaldet for Semmel - er tørre som var de lavet af sand fra Sahara. Kniven kan endnu engang ikke skære
dem over uden at de ligner billig candyfloss. Godt jeg i det mindste har min Nutella med - ellers var det her da overhovedet ikke til at bære. Morgenmaden glider dog ned, og nu er det
så tid til at finde ud af, hvad vi vil bruge denne dag til. Det er overskyet, men dog stadig rimeligt varmt. Meterologerne truer stadig med 30 grader i skyggen og det der er værre, så
det gælder om at udnytte morgenen på bedste vis. På det lokale turistbureau har vi fået et kort med vandreruter rundt om Weyregg by, og jeg foreslår at vi tager den lange tur på lidt
over 8 km med en højdeforskel på lidt over 250 meter.
Den første km får vi et par dryp, men mere bliver det ikke til. Vi har lidt svært ved at gennemskue kortet, der i princippet bare er et luftfoto over byen. En lokal cyklist stopper
velvilligt og uopfordret op og forklarer, hvordan vi skal finde rundt. Det må jeg så sige - det er ikke første gang "de lokale" uopfordret stopper for at hjælpe os turister. Det er en
meget postivt oplevelse. At jeg så ikke forstår en ski...disse af, hvad de siger er så en helt anden snak.
Vi går mod sydvest og kommer ud til byens Golfbane og golfklubbens klubhus. Et par damer sidder i den tilstødende restaurant og får lidt at drikke og de kommer med et par hujende tilråb
som sikkert tjener det formål at motivere os til at begive os videre på denne færd, der ser ud til at skulle udfordres af vejrguderne. Vi kommer forbi et kirsebærtræ, og her går
"konen" da helt amok. Der plukkes, og jeg skal så holde de bær der overlever. Mine hænder viser sig ikke at være store nok, så jeg må også selv hjælpe lidt med til at spise dagens fangst.
Turen går videre, og alt imens vi går igennem lidt skov kan vi se et par hjorte en 30 meter væk. Der går dog ikke lang tid, før de bliver nærvøse og stikker af. Det er dog den slags
oplevelser der gør, at det er en fornøjelse at gå rundt her i området. Omend der er mange højdemeter på turen, er det dog ikke en voldsomt avanceret rute vi går. Der har jeg andre
steder i verdenen haft noget mere sved på panden. Der er tid og mulighed for at tage et par billeder af det vi går forbi. Vi giver os god tid og udnytter groft at der med jævne
mellemrum forefindes gode solide bænke, der er placeret således at man kan nyde den gode udsigt over området.
På turen kommer vi også forbi en del mindre vandløb. Det er jo voldsomt hyggeligt omend det også har en kedelig bagside. Det vrimler med myg og ikke mindst hestebremser. Disse er
åbenbart voldsomt sultne, for vi bliver i et væk angrebet og godt bidt. Det skal nok blive sjovt når det begynder at klø. Mange hestebremser må dog lade livet i deres higen og
søgen efter at få noget at bide i, og hver gang vi klapper en sådan på ryggen og ser den falde mod jorden gør vi et stort nummer ud af at skrige som Scrat fra Ice Age når den falder
ned. Det har vi så en del morskab ud af.
Vi kommer igennem et større stykke skov. På sin vis virker den dyster, men samtidig også spændende. Der er hele tiden noget at kikke på og efter. Et lille Egern synes ikke at ænse
os, og alene at se denne lille størrelse pile rundt i skovbunden for at finde lidt føde er jo en oplevelse i sig selv. Desværre er skoven dunkel, så det arme Egern må leve med,
at jeg ikke formår at tage et par billeder af det.
Vi passerer mangt et hus, og må gentagne gange indrømme, at de har deres helt egen byggestil her, men samtidig også en smuk byggestil. Jeg fascineres gang på gang af de blomsterkasser
der hænger uden for hvert et vindue. Alle fyldt med farverige blomster der synes at trives ganske godt. De er i hvert tilfælde ikke bange for at springe ud... og det til trods
for at de ofte hænger 10 meter oppe i luften...
Alting har en ende, og således også denne gåtur. Vi vandrer langs Attersee til den modsatte ende af byen, hvor Spar købmanden holder til. Vi går ind og gør et par indkøb, hvoraf ikke
alle er lige sunde - men de smager nu altså godt disse Mozart kugler. Udenfor står der noget der mest af alt ligner en Pølsevogn. Her kan man dog købe Hendl. Det viser sig at
være Kylling. Vi beslutter at droppe middagen i Bachtaverne for i stedet at spise en kylling her. Det er ikke den dårligste jeg har fået, men heller ikke den bedste. Noget kunne
tyde på, at man har tabt lidt vel meget salt ned i det arme kræ lige før det blev grillet. Heldigvis har vi lige købt lidt chokolademælk (sikke en blanding, men den var nødvendig),
og dermed slipper vi igennem denne kylling også.
Denne dags vandretur har helt taget pippet fra mig. Jeg er blevet stangtræt. Tilbage i Bachtaverne vil vi lige lukke øjnene et øjeblik, og hermed kan jeg så fastslå at et
øjeblik er ca. 1 time. Det var tiltrængt. Mere end jeg havde forventet. Men så går den slags sløvsind altså heller ikke længere. Vi begynder at pakke bil, for at tage ud og dykke.
Mens vi pakker bil kommer naboerne kørende ind på parkeringspladsen, og da de stiger ud af bilen konstaterer jeg, at konen går lidt stift. Min høflighed byder mig at spørge, om der
er sket noget, og det må man jo så nok sige at der er. Et par dage forinden har hun brækket en ryghvirvel i forbindelse med at hun er sprunget i vandet fra en afsats 4 meter over
Traun floden. De skulle SCUBE som det så flot hedder (andre kalder det snorkeldykning). Hmmm - den tur skal vi på i overmorgen. Det skal da nok blive spændende.
En anden af vore naboer kommer ind på parkeringspladsen, og jeg konstaterer at der mangler én person i bilen. Det viser sig, at han efter et dyk er blevet svimmel, og der er mistanke
om trykfaldssyge. Det går da godt det her. Det viser sig dog senere at det er en betændelse i det indre øre der har gjort udslaget. Men behandlingen er som vi forstår det stort
set den samme.
Bilerne rokeres rundt på parkeringspladsen, og endelig kan vi komme ud. Vi tager til "Twin Towers" og får os lige et dyk. Dette bliver det hidtil bedste dyk i Attersee. Vi starter
med at tage ned omkring de 20 meter, hvor vi finder en del træstammer der ligger spredt og også de 2 såkaldte "Twin Towers" som står som hamret ned i den bløde bund. Jeg kan ikke
lade være med at tænke på, hvad der får to fuldvoksne mennesker med sanserne nogenlunde intankt til at tage på 20 meter for at se på dette, for andet end stammerne er der ikke. På
vej op derimod kommer vi ind i et bælte med lidt bevoksning og pludselig er der sørme også lidt fisk. Der er pludselig noget at se efter. Dette bliver rigtig hyggeligt. Det eneste
der nager er at blæren er ved at eksplodere, så vi må efter lidt over 50 minutter afbryde dykket.
Vi tager om aftenen tilbage til Bachtaverne og går direkte til køjs. Vi har jo fået vores "Hendl", så vi springer middagen over. Konen finder hendes DVD'er med Mr. Bean frem,
og vi kikker et par episoder igennem inden vi lukker øjnene for natten. Det har egentlig været en OK dag - også selv om vejrguderne måske ikke helt var med os fra starten.