Ishulen

Ikke langt fra Mammut hulen - målt i lige luftlinie forstår sig - men meget langt i gåafstand og med en betragtelig højdeforskel, finder man så Ishulen. Denne hule er angiveligt verdens næststørste ishule. Jeg havde til formålet medbragt en god tyk jakke og et par handsker (sidste var jeg vist den eneste der havde husket). Inde i hulen er det ned til minus 4 grader koldt. I sommerhalvåret bygger man et stisystem op rundt i hulen, som så fjernes for vinteren så Isen kan udvide sig frit. Dette fik vi at vide var en betingelse for, at UNESCO ville støtte dette tourarrangement. Turen starter relativt lunt med en ca. 3 plusgrader, og så bliver det ellers bare koldere og koldere. I starten er der naturligvis ikke meget is, men efter nogle hundrede trappetrin (omkring 850 styk i alt fik vi at vide - jeg glemte at tælle), kommer isen så. Det er ganske simpelt et fantastisk skue. Isen ser ud som om det er en brusende flod der i et ganske kort øjeblik er frosset til is. Isens tykkelse varierer en del, og det tykkeste vi fik præsenteret er angiveligt blevet målt til omkring 25 meter - og som det blev pointeret - det bliver til stadighed tykkere og tykkere.

I forbindelse med turen rundt i hulen tændes og slukkes for lys (for ikke at smelte mere end højst nødvendigt), og man tror der er brugt farvede lamper, men det fastholdt man hårdnakket ikke var tilfældet. Farverne opstod ene og alene som følge af lysets brydning i isen. Virkelig flot!

Jeg havde - naiv som jeg er - taget et hav af fotoudstyr med, men allerede ved indgangen står det med stort skrevet at foto ikke er tilladt. Denne udtalelse blev dog modificeret til, at foto er OK, hvis altså det bliver gjort uden bliz. Den slags giver jo en rasende lang lukketid, og kræver derfor stativ, hvis det ellers skal bruges til noget fornuftigt. Den slags havde jeg så ikke med op til hulen - nej det lå somend og hyggede sig nede i bilen over 1000 meter under os. Mange knipsede dog løs i fri hånd, og jeg tvivler på at ret meget blev til noget. "Konen" forsøgte også og brugte gelænderet til støtte, og jeg må da rose hende for resultatet. Enkelte af disse billeder blev faktisk ganske udmærkede.

Turen varer omkring 45 minutter. Luften i hulen er ren og kold - og uden nogen som helt form for lugte. Når man kommer ud fra hulen vil brillerne - hvis man som jeg bærer sådanne - dugge så man ikke kan se noget i forholdsvis lang tid derefter, og næsen får lige en på opleveren idet alle skovens dufte som man har vænnet sig til og derfor ignoreret, overfalder en og giver en helt ekstra oplevelse af de bedre.

Hold øje med tidspunkterne for rundvisningerne i de forskellige huler. Forkert rækkefølge og du vil kunne risikere at misse den ene af dem! Denne rundvisning var virkelig interessant, og vi nød en tour-guide, der trods sine østrigske aner, talte både rigtig flot Tysk, men til min store overraskelse også tale formidabelt flot Engelsk med en accent der tydelig viste, at han da vist havde boet i England i nogle år. Endelig en Østriger man kunne forstå!