Vandreture

Kan man sige Østrig og Salzkammergut uden at sige ordret Vandreture? Det bliver godt nok svært. Vi hoppede da også med på bølgen og gik nogle gode lange ture i det kuperede terræn. Der er massevis af gode stier der er markeret med gule skilte der fortæller hvor man kan komme hen, hvis man ellers går i en given retning. Skiltene er let læselige, og man skal nok lige lære at acceptere, at afstand er angivet i minutter. Måske jeg lige bør tilføje, at vi aldrig fandt det der stod på skiltene, men jeg går ud fra, at det var os der ikke forstod det hele.

Enkelte stier er afbrudt som følge af laviner eller jordskred. Det giver jo i sig selv nogle udfordringer, men ellers vil jeg sige, at vi generelt kun oplevede gode stier. Af og til - og med passende mellemrum - var der nogle kilder, hvor man havde gjort det muligt at efterfylde sin vandflaske. Det havde vi god glæde af, da det i perioder var rystende varmt på vore ture. Vandet smager utroligt godt.

Højdeforskellen kan være betragtelig, så hvis du hører til dem der primært dyrker motion foran fjernsynet derhjemme vil jeg godt advare lidt mod bare at kaste dig ud på disse ture. Vi snakker højdeforskelle på adskillige hundrede meter på mindre end 10 km, så det kan godt gå lidt hårdt ud over bentøjet. Husk godt fodtøj - jeg havde i min grænseløse naivitet kun medtaget løbesko - det gik, men bedre fodtøj havde ikke gjort skade.

Omkring Weyregg, kan man specielt i det sydøstlige område af Attersee finde en god rute at starte på. Ikke langt fra starten er der en kilde, hvor man kan starte med at fylde sin vandflaske. Derefter går det ellers op ad bakke. Efter en god times vandring hvor det kun går op er din vandflaske sikkert tom, og så kan man jo glæde sig over at man her også har fundet en kilde, hvor man kan efterfylde flasken med frisk koldt vand. Videre går det op, og på et tidspunkt flader det heldigvis lidt ud. Går man lidt på tværs (mod højre) kan man så finde en sti der igen går ned igen, og man havner sørme ved den samme kilde, og det er somend meget passende for så kan man få efterfyldt sin pinligt tørlagte vandflaske. En fantastisk tur. Vi havde afsat en 30 minutter til at prøve at gå ind i dette område. 4 timer senere kom vi tilbage til udgangspunktet. Trætte med tilfredse med turen.

På turistkontoret i Weyregg kan man få et kort med vandreture rundt om byen. Her er der 4 ture med forskellige sværhedsgrader. Længste tur er knap 9 km med en højdeforskel på ca. 250 meter. En god begynderrute vil jeg mene. Der er noget at se på, og massevis af udsigtspunkter. Kortet er ikke det bedste, men det giver så lejlighed til at man kan prøve at tale lidt med de lokale, der gladeligt fortæller, hvor du er. Der er skilte der viser ruten - ikke altid lige logisk, men de er der.

Tag op i bjergene ved de søer der er. Der er næsten altid en sti rundt om disse søer her. Gode ture, hvor de fleste kan være med. Men husk dit fotoapparat. Det kommer til at gløde.

Nej - man kan ikke tage hertil uden at tage ud og vandre!

© Fmlaursen.dk