Oplevelser
Hvem der måtte beslutte sig for at holde sommerferie i Weyregg behøver bestemt ikke kede sig. Lige i og omkring Weyregg er der måske ikke vandvittigt meget at
tage sig til ud over at hoppe lidt i vandet og gå eller cykle lange ture, men gider man starte bilen er der rige muligheder. Med de muligheder vi fandt indenfor
ca. 45 minutters afstand skal man godt nok være mere end almindelig kræsen for ikke at få en masse gode oplevelser. Turistinformationen i byen er meget velvillig
til at hjælpe med at finde på noget at fordrive tiden med - når man ellers ikke snakker privat i telefon...
De lokale er meget indstillet på turisme. Det skete flere gange, at de lokale stoppede ved os, hvis vi så passende forvirrede ud, og man gjorde alt for at hjælpe.
Det har jeg aldrig oplevet lignende andre steder. At jeg så ikke fattede en disse af, hvad de sagde er en anden snak - men hjælpsomme - det var de.
Vandsport
Området omkring Attersee slår voldsomt meget på vandsport. Det være sig dykning, sejling, windsurfing og hvad ved jeg. Udbudet synes uendeligt. For at alle disse
vandsportsaktiviteter ikke kommer til at træde hinanden over tæerne, har man opdelt søen i områder, hvor man må dyrke de forskellige ting. Infrastrukturen er i
orden og der er en stor grad af accept blandt de lokale. Vejene omkring søen er lidt små og man havner tit i kø, men det er ikke værre end man kan leve med det.
Man bør dog måske øve sig lidt i parallelparkering inden man tager af sted.
Vær opmærksom på, at dykning i søer udenfor Attersee kræver, at man køber et kort så man støtter vedligeholdelsen af naturen i og omkring disse søer. Kortet er
ikke voldsomt dyrt, og gælder i ét år. Vi var glade for at støtte dette, og vi fik langt bedre oplevelser under vandet når vi ikke hoppede i Attersee.
Vandreture
I området omkring Attersee er der masser af mulighed for at tage ud og vandre. Også længere ture, der stiller krav til udstyr og fodtøj. Rundt omkring er der
kilder, hvor man kan fylde sin vandflaske. Normalt når vi er på ferie bruger vi en formue på vand - her havde vi bare 2 flasker vi fyldte når muligheden bød sig.
Salzkammergut
På turistbureauet kan man købe et kort der giver ganske anseelig rabat ved de forskellige turistture som udbydes i området. Deltager man i én ting, er kortet
tjent hjem og alt, hvad man laver derefter er ren overskud. Turene er ofte lidt pebrede, men er man på ferie, så er man på ferie...