Attersee
Attersee har masser at byde på. Der er mange badestrande med badebroer og overvågning (i weekenderne). Man skal i weekenderne nok forberede sig på, at man ikke har området for sig selv.
Kører man lidt efter det kan man finde flere parkeringspladser rundt omkring søen, hvorfra man også kan bade. Man behøver altså ikke betale for at komme til vandet, men er man til
lidt sjov på stranden skal man nok alligevel vælge de officielle steder.
Mange steder omkring søen er der adgang forbudt. Der er solgt små lodder til husejerne omkring søen, så de kan have deres egen lille private strand. Det fandt jeg pisseirriterende for
at sige det mildt. Adgangsforholdene er i forvejen ikke de bedste, og når man så baserer sin turisme på søen, da ligner det ikke noget, at man spærre halvdelen af for offentligheden.
Men sådan er det nu engang. Man skal også være lidt opmærksom på, hvor man parkerer. Det kan være ganske udfordrende at finde en parkeringsplads, og når man så endelig finder en,
da er den privat.
Cykling er in, og en tur rundt om søen er sikkert en passende længde for de fleste. Det var egentlig min plan også at leje en cykel og så ellers køre søen rundt, men vejen er smal og
trafikken er i perioder ret intens. Som jeg ser det er risikoen for en ulykke for høj, så jeg undlod at gøre det. Men når jeg ser på, hvor mange der rent faktisk cyklede og hvor lidt
vi hørte om ulykker, da er det nu nok sikkert nok. Jeg er bare en kylling.
Lystfiskere og Dykkere synes at dele en fælles interesse. Interessen for fisk. Problemet er bare, at lystfiskerne helst vil trække fiskene på land og dykkerne vil helst se dem i vandet.
Det giver lidt udfordringer de steder, hvor man må dykke. Men tag det med et smil - ret meget andet er der ikke at gøre.
Teknisk dykning er in i området. Det er ikke ufarligt, og der ryger et par tekniske dykkere hvert år. Således også i den periode vi var der. Hvad der er at se på den store dybde ved jeg
ikke, og indrømmet - det interesserer mig heller ikke. Det eneste vi hørte var at sigten skulle være fantastisk.
Rekreativ dykning er også en mulighed. Sigten er rimelig med sine 6-8 meter, men man skal være forberedt på at komme til at se rigtig meget slam, grene og rødder. Fisk er der ikke mange
af, og hvis de er der, så i hvert tilfælde ikke der, hvor vi dykkede. Medbring tørdragt hele året. Våddragt er muligt, men så bliver dykkene korte. Vandet på dybden er ikke meget over 6 grader,
hvor det er varmest.
I det sydøstlige hjørne er der massevis af mulighed for at tage på vandreture. Vi prøvede bare sådan for sjov. Vi havde regnet med at bruge en 30 minutter på denne fornøjelse, men det blev
til adskillige timer og nogle trætte ben senere. Der er dog tale om smuk natur, og alene for disse gåture kunne jeg da godt tænke mig at tage på ferie der igen.
Vandsport generelt dyrkes på søen. Vandtemperaturen om sommeren er til at leve med - omend jeg foretrækker det en 10 grader varmere :). Hvilke former for sport der må dyrkes hvor styres
med hård hånd. Følg anvisningerne, og man har sikkert en masse gode oplevelser.
Som rekreativt område er Attersee helt i top og et besøg værd