SCUBEN

I dag skal det være! Vi skal ud og SCUBE i Traunfloden. Vi har set en del videoer om emnet, og læst at det skulle være den helt store oplevelse. Vi er så spændt, at vi vågner før tid, og nærmest springer ud af køjen for at gøre os klar. Vi nærmest haster ned og får noget at spise. Indrømmet - vi er ved at være lidt trætte af denne Kejser-morgenmad, og jeg tror egentlig heller ikke at en kejser vil finde sig i det i over en uge, men det er jo dog trods alt bedre end ingenting, og min Nutella frisker da brødet noget op.

Vi skal lige ud og køre en tur for at komme til et dykkercenter der ligger ved Traun floden. Dykkercenteret kalder sig "Atlantis", hvilket egentlig ikke giver mening. Atlantis sank jo i havet, og det her ligger jo om ikke ligefrem oppe i bjergene, så da i en betragtelig højde. Vi er ikke de første der kommer, men så afgjort heller ikke de sidste. Ejeren kommer. En trind - læs godt bygget, grænsende til fed - mand i sin bedste alder. Han synes at være i godt humør, men det bliver man vel når man ser 10 mennesker der hver især er villig til at betale 26 Euro for at drive med strømmen ned af floden. Vi skriver under på en masse papirer der fraskriver ham alle sine ansvar, og så får vi en breafing på en dialekt ingen af os forstår. Vi havde hørt at denne breafing lod noget tilbage at ønske, og det må vi medgive ikke er helt forkert.

© Fmlaursen.dk Vi klæder om - denne gang i våddragt - og begiver os ud på en mindre vandring for at komme til stedet, hvor vi kan springe i vandet. Der er højt ned. Anslået et sted mellem 4 og 5 meter. Jeg indrømmer gerne at jeg bliver svimmel i den højde, så det er da heldigt, at man ved at udvise sine evner i klatring kan komme ned til et plateau der ligger ca. 2 meter over vandet. Det vælger vi at gøre. Er man helt imod at springe ud, kan man følge floden en 300 meter og så gå i. Derved mister man dog lidt af oplevelsen og noget af det klareste vand man finder i Østrig.

I vandet ligger en guide sig forrest og vi begiver os stille og roligt af sted. Vi er ved en kunstig dæmning der har en historie der går 600 år tilbage. Ikke dårligt at man dengang har kunnet bygge et sådan monstrom af en konstruktion. Respekt herfra. Vi kommer rundt om nogle kroge og glæder os over, at der er en del store og flotte fisk i farvandet. Det har vi savnet i de søer vi har dykket. Vi kommer til et lille vandfald, hvor vi anbefales at smage på vandet, da det skulle være noget af det reneste Østrig kan byde på. Jeg synes nu ikke det smager specielt godt - i hvert tilfælde ikke bedre end vandet her i hanerne i Silkeborg, hvor jeg bor. En side effekt er at jeg efterfølgende under svømmeturen får en del opstød jeg gerne ville have været foruden, men det går alligevel. En brokker sig over, at det er vand og ikke øl der falder ned over kanten her - guiden beroliger med, at man arbejder på en løsning.

Stille og roligt lader vi os drive med strømmen. Der er nok at se på, og jeg er ret sikker på, at jeg ikke har set det hele. Vi er kommet på et tidspunkt, hvor der måske ikke er for meget vand i floden, så vi må desværre en tur på land og gå ca. 100 meter og stok og sten. Dette er en ret krævende vandretur i våddragt med halvglatte våddragtssokker. Det tager sin tid, og jeg skumsveder da vi endelig kan krybe i vandet igen. Når det nu er første gang man prøver noget sådan, må jeg samtidig konstatere, at det hele virker lidt vildt, men vi får til stadighed at vide, at det er helt sikkert (alt imens vore tanker går til vores nabo på hotellet der her brækkede en ryghvirvel).

© Fmlaursen.dk Vi er nu nået til et punkt, hvor der er lidt mere gang i strømmen. Ikke at det er ude af kontrol, men vi flytter os ganske betragteligt, og det kniber lidt med at følge med i alt det der sker her. Men vi får set fisk i forskellige størrelser og farver samt en del krebs. Det er desværre en amerikansk krebs der har invaderet Traun. Det er sket masser af andre steder. De har taget en parasit med, som gør, at de lokale desværre er afgået ved døden. Sådan er naturen - hård men uretfærdig. Ingen skal dog være i tvivl om, at det er os mennesker der har slæbt disse sager med os, så vi må bare se på med nedslukket blik - men det ændrer ikke ved, at disse krebs er ganske flotte.

Vi gør en pause ved en "powerstation". Vandfaldet og trykket udnyttes selvfølgelig også til strømproduktion. Det larmer ganske pænt. Vi skal nu i gang med den sidste del af denne tur, og gik det stærkt før, så er det helt vildt nu. Der er mange steder, hvor man intet kan se for bobler og strømhvirvler. Store sten flyver forbi en - eller også er det omvendt. Inde i kroppen flyder adrenalinen. Guiden kommer lidt langt foran, og da vi har fået strikse instrukser på at holde til højre må jeg jo se om jeg kan finde et hul i dette kaos. Det lykkes, men jeg må da én gang konstatere, at jeg får et voldsomt slag over det venstre ben. Heldigvis er vi pakket ind i neopren, og det tager stødet.

Efter en lille time i naturens magt er vi så ankommet til vore slutstation. Enkelte deltagere kan berette om Gedder så store som træstammer, og andre har set så mange krebs, at de er holdt op med at tælle. Alle er under alle omstændigheder godt tilfredse med arrangementet. Der bliver taget billeder og så ringes dykkercentret op, og vi bliver efter en 300 meters gåtur hentet i en urgammel Ford-bus som har problemer med at komme op af bakkerne. Joh - dyrt var det - men det var en oplevelse der var det værd. Jeg er ikke sikker på, at Gudenåen vil kunne give mig samme ophidsende oplevelse.

Vi betaler vores gæld og hænger efter aftale alt vores udstyr til tørre på dykkercentret. Vi går langs en sti ned til en lille plæne der ligger ned til en sidarm til Traun floden. Her kan man for et mindre beløb også få lov til at dykke. Et kik i vandet, og vi mener at kunne konstatere, at det kan vi godt spare. Andre må være af anden mening, for det er faktisk imponerende mange der vælger at dykke her. Vandet ligner mest af alt en grøn suppe, og de fleste medgiver da også at det nok ikke er det mest ophidsende dyk de endnu har haft.

© Fmlaursen.dk Her er dog vand, så der går ikke mange minutter før "konen" er væk for at hente håndklæder og badetøj. Nu skal der bades og køles ned igen. Det får hun så lov til. Jeg kan ikke se at det bobler i vandkanten, så det er ikke varmt nok til mig. Jeg slikker i stedet lidt sol, og lader hestebremserne få en bid af mig. Det skal nok blive sjovt med alle de bid jeg får her.

"Konen" kommer glad og tilfreds op fra vandet og vi får lidt brød at spise - lige indtil vi ser at der er mug på et par af skiverne. Vi har også nogle specielle 4-kantede østrigske pølser med som vi afprøver. De smager noget røget og meget af salt. De kan godt spises, men nogen større nydelse kan jeg ikke få øje på. Det skal man sikkert være østriger for at kunne se fornøjelsen i. Vi tilbringer det meste af dagen her og nyder det gode vejr - og hestebremserne. Vi kan dog se, at det trækker op til dårligt vejr, så vi beslutter på et tidspunkt at kaldet det for en dag.

På vej hjem må vi gøre holdt ved Attersee. Haglene er omkring 1 cm i diameter, og der kommer mange af dem. Lynene hamrer ned i Attersee i et væk, og vi er glade for, at vi sidder i en bil. De lokale synes mere ligeglade og kører bare videre. Vi venter. Vinduerne dugger til, og inden vi kan komme videre må vi lige lade bilens Aircondition arbejde lidt. Det varer noget før det stilner lidt af, men trods hagl beslutter vi os efter 20 minutter at køre videre. Temperaturen er faldet 17 grader på noget der ligner 20 km og dermed ca. en halv time. Det er noget der kan mærkes. Men luften er dejlig frisk igen.

Tilbage i Bachtaverne pakkes kufferter i et væk. Bilen pakkes om - afbrudt af regnbyger. Det er utroligt, hvad man slæber med sig på en sådan ferie. Vi må dog også erkende, at det er minimalt, hvad vi ikke har brugt af det vi har slæbt med, så det er vel i sig selv godt nok. Det er dog som om alting fylder en anelse mere nu hvor vi skal til og rejse hjem. Men jo - det kan være der. Nu mangler vi bare de sidste tasker som vi vil gøre klar morgenen efter.

Aftensmaden indtages igen i Bachtaverne. Efter gårsdagens enestående oplevelse af en Kotelet, er dagens menu lidt af en skuffelse. Salaten virker også lidt mere slatten, omend den dog stadig er ganske fin. Det er bare ikke helt så godt. Det kan selvfølgelig også bare være os der er ved at være klar til at tage hjem. Vi får regnet af med værten. Der er lidt rod i regnskaberne, så der trækkes lidt fra her og der - man er her meget ærlig - og vi ligger uden at blinke 50 Euro oven i prisen, og er sikker på, at vi stadig ikke har betalt for meget. Begge parter er dog godt tilfreds med handlen, og det er jo som bekendt de bedste handler de ende sådan. Vi får en længere hyggesludder, og igen kommer temaet frem om, at vi ikke er gift. Dette er ilde set på disse kanter.

Vi kikker fjernsynskanalerne igennem, men beslutter os for at prøve at sove i stedet. Det viser sig at gå ganske glimrende.