Dachstein Salzkammergut
Vi har jo tilkøbt os lidt rabat ved diverse attraktioner rundt om i området Salzkammergut. Den slags skal jo udnyttes, så i dagens anledning er vi stået uforskammet tidligt op,
og efter en hurtig indtagelse af det kejserlige morgenbord, tømmes bilen for dykkerudstyr og vi drager mod Salzkammergut. Det er heldigvis blevet hverdag igen, så vejene er
fremkommelige.
Parkeringspladsen ved "Dachstein Salzkammergut" er bemærkelsesværdig tom. Ikke at det generer os - snarere tværtimod. Vi nyder at vi kan vælge frit mellem de mange pladser og
at en parkering pludselig ikke er milimeterarbejde. Vi bevæger os til billetlugen og bestiller billetter til besigtigelse af de 3 attraktioner som området her byder på. Stedet
her er under UNESCO's beskyttende vinger, og dermed er jeg måske naiv nok til at tro, at det betyder, at det er noget alle og enhver skal have mulighed for at nyde. Men jeg
bliver dog noget overrasket over, at vi - trods vores rabatkort - bliver lænset for over 70 Euro for 2 personer. Vi må så håbe, at det er dét værd.
Først er det efterhånden tvungne billede der skal tages af en før man stiger ind i en - ja lift kan man vel ikke kalde en sådan vogn, hvor der kan mases næsten 50 personer ind.
Når man forhåbentlig engang kommer ned kan man så for en mindre formue tilkøbe sig dette billede som bevis på, at man har været her. Den slags generer mig en del - men der må
jo være penge i skidtet. Vi stuves tæt i vognen - omend der sikkert sagtens kan være flere, hvis det skal være. En enkelt kvinde viser sig at lide voldsomt at højdeskræk, så
hun lider voldsomt under turen - siger ikke et ord, og tårerne flyder i en lind strøm da vi efter en 10 minutters tid kan stig ud og få fast grund under fødderne igen.
Vi vælger at fortsætte i næste vogn videre op for at nå helt op til toppen - hvilket i dette tilfælde vil sige, at vi senere skal med en vogn lidt ned af bakke igen. Her mærker
vi rigtigt teknologiens udvikling. Den 3 strækning er i en urgammel vogn, som dingler frem og til bage samt fra side til side. Her skal man godt nok ikke lide af søsyge. Og når
man så tænker på, at i dag er det næsten vindstille... Vi ankommer dog til dette golde område som pletvis er dækket af sne. Pudsigt nok er det slet ikke koldt at være her. Jeg har
ellers fundet jakken og handskerne frem, men det er da spildt, så jeg kan da bare pakke det hele sammen igen. Stedet her - kaldet Gjaidstation ligger virkelig i midten af ingenting.
Naturen er rå og ubarmhjertig - men alligevel flot på sin helt egen måde. I det fjerne kan bjergtinder ses der ligger en km højere end vi er nu. Disse er dækket af gletchere,
og der gøres her en del ud af at fortælle om, hvordan disse gletchere har det (angiveligt ikke så godt på grund af den globale opvarmning...). Vi vandrer lidt rundt i området og
finder en Alm (en bygning placeret i midten af ingenting, hvor man kan få lidt at spise (der er lidt dyrehold og dermed laves der også oste) og naturligvis også noget at drikke.
Vi overvejer at se nærmere på dette, men er samtidig klar over, at vi har meget for på dagens tur, og bliver enige om, at det nok er at presse kalenderen lidt for meget. Stedet
foreviges med diverse kameraer og vi begiver os tilbage. Det er ikke mange mennesker vi møder her - men nogle enkelte fanatiske bjergvandrere bliver det dog til som dog ikke
er mere fanatiske end at de beslutter sig for at betale for at tage vognen ned - hvilket her vil sige op - til næste station.
Vognen slingrer frem og tilbage på turen tilbage da der dog her 20 meter over jorden dog trods alt er lidt vind. Vi skal nu ud og se de 5 fingre. Fra stationen går der en del
ruter rundt i landskabet. Den ene ender ved et udsigtspunkt lavet i rustfrit stål med en endeløs mænge ret ligegyldige informationer som jeg har lidt svært ved at se pointen i.
Udsigten fejler dog ikke noget, og vi kan da også nyde, at det er begyndt at regne. De Japanske turister er da også blot ganske få sekunder om at finde deres regnslag frem. En
enkelt moderigtig klædt Japaner i højhælede sko (absolut ikke det rigtige fodtøj her) går i panik og løber alt hvad hun kan tilbage til stationen for ikke at få fugtet frisuren.
Det er nu ganske spildt for der er tale om sol-regn. Det er egentlig bare et par dråber der kommer - vi når praktisk talt ikke at blive våde. Vi går tilbage og drejer af for
at komme til de 5 fingre.
De 5 fingre er en udsigtsplatform der hænger frit ca. 500 meter over afgrunden. For folk med hang til højdeskræk er dette noget af en udfordring at gå ud på, for det er egentlig
bare en rist man går på. Man kan se ned på Halstätter See og dermed også på byen Halstatt. Denne vender jeg tilbage til senere. Udsigten fejler ikke noget, men det er i dag
desværre lidt diset, så vi har ikke det fulde udbytte af denne udsigt. Vi vælger derfor at sætte os på en bænk og se på alle de andre turister der tankeløst bevæger sig rundt på
denne platform for at lade sig forevige af kærresten. Nogle gange undrer jeg mig lidt over at vi kalder os for "tænkende", men lidt primater er vi vel. Jeg ved ikke hvad den platform
er dimensioneret til, men der stod til sidst over 40 personer på den. Ingen kunne stort set bevæge sig. Jeg er sikker på, at det kunne give overskrifter, hvis den en dag skulle falde
ned som følge af belastningen.
Vi går stille og roligt tilbage. Vi har 2 mål mere vi skal nå. Vi starter med at tage en vogn en "etage" ned og her bliver vi lidt overraskede da det går op for os at vi næsten er
for sent på den. Vi kan lige nå den sidste rundvisning i de 2 huler vi har sat os for at se. Den første er Mammut hulen (navnet referere til størerlsen af hulen). En ganske pæn stor hule i bjerget. Der er tale om en
guidet tur. Her får man ikke lov til at gå alene. Lyset slukkes bag os for at sikre, at ingen glemmes. Der fortælles om, hvordan disse huler er skabt som underjordiske floder og om,
hvordan jordens kræfter over tid har hævet disse huler så højt op, at der ikke længere er noget vand der løber i dem. Men der fortælles levende, og man kan i sin fantasi sagtens
forestille sig, hvordan det må have set ud da vandet fossede igennem disse 66 km gange - hvoraf vi kun går omkring 1 km på ca. 45 minutter. Skulle du en dag få lyst til at se dette,
vil jeg tilråde dig til at tage noget varmt tøj med - det er mildest talt pisse koldt herinde i bjerget. Ca. 4 grader - og det hele året. Turen er absolut anbefalelsesværdig. Vi
glædede os over at se nogle Japanske børn der var med som interesseret hørte på hvad guiden fortalte og irriterede os over nogle Tyske børn der larmede og hujede og skreg for at høre
ekkoet. Sådan er kulturen vel så forskellig.
Herefter gik det så til fods videre op af bjerget så vi kunne se Ishulen. Denne ishule er den næststørste ishule der er kendt. Herinde løber der stadig anseelige mængder vand, og
temperaturen disse få meter højere oppe gør, at dette vand har det med at fryse til is. Det giver nogle flotte formationer, og det ser ud som om floden der her i tidernes morgen
er løbet igennem er frosset i ét nu. Dette er dog ikke helt tilfældet. Man har lavet et lysshov herinde som fremmer disse is skulpturer. Dette er meget flot. Man må gerne fotografere
herinde - men ikke bruge blitz. Det giver derfor ingen mening at tage billeder med mindre man har stativ med - og det lå naturligvis nede i bilen... "Konen" gør dog et forsøg
med hendes lille Nikon - og jeg må sige, at jeg dog alligevel er ret imponeret over, hvad hun fik ud af disse meget lange eksponeringstider. Godt gået!
45 minutter varer denne rundvisning. Temperaturen er nu på de koldeste steder omkring minus 3 grader C. Og det er altså koldt. Jeg er glad for, at jeg har husket at tage
handsker med. Det var jeg så vidst den eneste der havde. Mange tog turen i korte bukser. Det havde jeg altså aldrig overlevet. Men ud kom vi - og efter at have sniffet den kolde luft
er ens lugtesans helt 0-stillet, så når man kommer ud i den frie luft, mærker man pludselig alle de lugte som kommer fra skoven. Lækkert. Sådan skulle man helst fornemme lugtene
hele tiden.
Vi tager så den næstsidste vogn ned til P-pladsen og kører så til Hallstadt. Byen er kendt for salt. I bjergene har man i tidernes morgen fundet store mængder salt som man så
har udvundet og solgt. Det er man så blevet rige på, og byen er stille og roligt vokset til trods for at den ligger på en bjergvæk. Hele byens sammensætning virker egentlig
ganske kaotisk, men bygningerne er hver for sig umådeligt flotte. Her kommer kameraet rigtigt på overarbejde. Overalt vrimler det med Kinesere/Japanere der lader deres
kameraer gløde. Vi hjælper en lille ung dame med at tage et billede af hende selv med byen som baggrund, og får efterfølgende en hyggelig sludder med hende. Hun har taget en
måneds ferie for at se det meste af Europa. Godt jeg ikke har hendes ferieprogram - jeg tror jeg ville blive mere stresset af denne end af at tage på arbejde. Vi vader rundt
i byen i nogle timer og får en pølse ved den stedlige Döner. Herefter går det hjemover efter en lang og god dag.
Hallstadt er i øvrigt kendt for at være byen som Kineserne har forelsket sig så meget i, at de har bygget en tro kopi af byen i Kina. Enten har de for mange penge derovre,
eller også mangler de noget at beskæftige befolkningen med. Det har bestemt ikke været let at skaffe tegningerne over alle bygningerne. Så vidt jeg har kunnet læse mig til,
er det oven i købet kommet som lidt af en overraskelse for byen, at den er blevet kopieret.
Tilbage på Bachtaverne er det igen tid til at få noget at spise. På menu-kortet har vi længe siddet og kikket på "Knödel-Geheimniss", og vi har hørt fra andre, at dette skulle
være ret så godt. Vi vælger derfor dette. Det er heller ikke dårligt, men virker dog alligevel for fedt med al det spæk der er i disse Knödels. Jeg må skuffende erkende, at
det nok er den dårligste madaften vi har under hele opholdet. Nå - men alt andet lige - mætte bliver vi da endnu engang. Kokken kommer afslutningsvis forbi med et par snapse
som han absolut mener vi bør nyde. Jeg drikker normalt aldrig alkohold - men her får man det jo nærmest hældt ned i halsen. Jeg ved ikke om det er den friske luft der gør det,
men jeg bliver halv fuld af denne snaps, og derfor går det relativt tidligt op til værelset og så ellers til køjs. Endnu en god dag er hermed afsluttet.