Når naturen er bedst
Dagen startede med 2 tomme flasker der skulle fyldes. Vi havde regnet med, at vi kunne få det gjort her ved ”Under pressure”, men da gårsdagens ulykke endnu
ikke var opklaret, skulle kompressorerne her på dykkercentret undersøges, og der var dykkerforbud med de flasker der var blevet fyldt her dagen før. Vi måtte
derfor bevæge os mod syd ned til vores ven ved ”Nixe”, og her kom vi i snak med chefen der var ved at ordne huset fortil. Mens flaskerne blev fyldt købte vi
et ”Dive Card”, således at vi kan dykke i andre søer som er underlagt det Østrigske ”Skov og naturstyrelse”. Kortet har en gyldighedsperiode på 1 år fra købsdatoen.
Som tak for den hyggelige snak fik vi næsten 230 bar på flaskerne. Sådan skal en ordentlig fyldning være!
En time skulle vi køre. Det blev til en time i de flotteste omgivelser man kan forestille sig. Igennem en del små byer, hvor vi rigtig kunne nyde den lokale
arkitektur som jo alt andet lige er helt unik for Østrig. Der blev ikke udvekslet mange ord i bilen, dertil var vi alt for optagede af at studere omgivelserne.
Målet var Gosau Vordersee som ligger noget mod syd lige der hvor Alperne begynder at skyde i vejret. Søen er angiveligt den mest fotograferede sø i Østrig, og
når man kommer dertil forstår man det godt. Søen er opdelt til forskellige interesser, så dykning er henlagt til den nordlige del af søen. Desværre er
parkeringsforholdene ikke de bedste, så udstyret skal slæbes en del for at komme frem til de 2 steder der er udvalgt til indstigningssteder. Den ene ligger på
den østlige side, og den anden på den vestlige. Vi valgte den vestlige ene og alene fordi det var den korteste gåtur. Der ligger en restaurant på stedet og
her viste man sig fra den venlige side og viste os en vogn vi kunne bruge til at transportere vores udstyr. Alt andet lige blev det dog alligevel til et slæb
som resulterede i at undertegnede kom til at transpirere en del. Igen kunne vi så glæde os over, at der er en kilde, hvor man kan fylde kroppen op med væske igen.
Omgivelserne er dog her ganske fantastiske. Placeret nede i noget man godt kan kalde en dal, har man udsigt til skovklædte skråninger, og mod syd kan man så
se Alperne – som selv på denne tid af året er snedækkede. Et sceneri som jeg nok ikke skal forvente at se lignende andetsteds. Kameraet kommer da også lidt
på overarbejde ved den første besigtigelse af omgivelserne.
Dykningen skulle dog vise sig at være noget skuffende. Fiskeliv var yderst begrænset, men til gengæld var sigten fin og flot med over 10 meter – og det næsten
uanset dybden. Til gengæld var vandet koldt og luften varm. Før dykket skumsvedte jeg før jeg kom i tørdragten, så da kulden kom farende, da var det
tilsvarende koldt. Derfor blev det et noget kort dyk, selv dybden taget i betragtning. Ikke fordi vi under nogen omstændigheder kunne gå dybt (søen ligger i
950 meters højde). Men til ca. 50 minutter – det blev det dog alligevel.
Efter dykket sad vi så og nød det gode vejr. Vi hentede fotografiapparaterne i bilen igen. Der blev knipset i vildskab for at udnytte, at der næsten ingen
vind var. Sceneriet reflekterede sig derfor i vandet på skønneste vis. Så skete katastrofen – min fototaske væltede og ud trillede den store tele, og inden
jeg nåede at reagere lå den i vandet. Hmmm. Det bliver vist noget med at jeg skal have købt en ny – den bliver ikke nem at tømme for vand igen. 1900,- kroner
koster en sådan fætter i Danmark, og omkring 200 Euro i Tyskland. Så kan jeg lære det kan jeg. Nå - men essensen er, at jeg nu er låst til den lille linse
på dette kamera for resten af turen.
Men billederne bliver dog alligevel sikkert fine. Men solen begynder at komme faretruende tæt på alpetoppene, og vi begynder derfor at pakke vore sager ned.
Igen kom vi så til at skumsvede, men det må man jo så tage med. Bilen blev fyldt, og så gik det hjemover – det var jo dog alligevel ved at blive spisetid igen.
For andre med interesse i dykning bør jeg vel her lige tilføje, at der ved siden af restauranten ligger et klubhus for en lokal dykkerklub. Disse har inrettet
en kompressor, som giver mulighed for fyldning af flasker udenfor bygningen. Man indkaster et passende antal Euro, og så fyldes flaskerne til enten mønterne er
brugt, eller flaskerne er fulde. En brugbar løsning, men måske også lidt dyr. Men man skal lige huske, at nu er man kørt langt for at opleve dette, så kan de
par mønter jo ikke betyde alverden.
På Bachtaverne har man lige fået en ny forsyning fisk. Det er angiveligt kun 2½ time siden fiskene er fanget, så der er dømt fisk i aften. Jeg aner ikke hvad
det er for en fisk vi her har indtaget – men lækker det var den. De lokale kalder den for Seibling. En dag ved lejlighed må jeg vist hellere slå op, hvad det
er for en størrelse.
I aften er der fodbold i fjernsynet. Fruen vil gerne se sine hjemlige foldboldhelte få tæv af italienerne i EM. Tyskerne får en gang klø, og alt imens vi kan
høre naboerne bryde ud i skuffende råb, kan jeg ikke dy mig og på højtysk og i passende lydniveau udbryder jeg, at så kan de pølsespisere endelig lære det. Det
forekom mig, at min udtalelse ikke efterfølgende bidrog voldsomt til det gode forhold mellem os og naboerne - men det var så på den anden side set heller ikke
meningen.