Feriestart
Efter et vellykket besøg ved svigerfar i byen Speyer gik turen sydøst over i retning mod Østrig. Tyske Autobahn har aldrig været kendt for at
være køn, og det blev turen her som sådan heller ikke. ADAC havde advaret os kraftigt mod at køre over München da Bayern synes at være
ved at blive bygget om, og det valgte vi så at høre efter. Turen gik over Passau for så her at gå sydover mod alpelandet. Vi var
geografisk nået til et punkt, hvor vi ikke just var lokalkendte, så vi valgte at følge TomToms forslag til trods for at de kort vi havde indikerede,
at en anden rute nok ville spare os for mindst 10 km. Men så kan vi jo da i det mindste sige, at vi har været der, hvor vi blev
guidet hen. Kl. ca. 14.30 - denne lidt efterårsagtige dag midt i Juni - ramte vi så Weyregg. Byen, hvor vi har valgt at tilbringe
denne ferie.
I Weyregg gik første øvelse så på at finde en vej med det altsigende navn ”Bach”. Det skulle så vise sig, at dette navn både henviste til
gadenavnet, men sørme også til bynavnet. Der er her ikke tale om en henvisning til en af Østrigs meget berømte musikere, men derimod en
henvisning til den lille å (Bach på tysk) som ligger lige parallelt med vejen. Ca. 700 meter skulle vejen følges, og så kom stedet
så – stedet, hvor vi så skal overnatte de næste 11 nætter. Bachtaverne hedder stedet – og det virkede mildest talt ret dødt.
Bachtaverne
Døren stod åben, men derudover så det ikke ud til at der var andre end os. Vi gik søgende ind og kikkede lidt til højre og venstre,
og valgte til sidst at entrere restauranten, hvor vi fandt en lidt ældre herre siddende og læse dagens nyheder alt imens en cigaret
røg sig selv i askebægeret (en noget tvivlsom duft, men her er rygning altså tilladt). Det viste sig, at man godt vidste, at vi kom,
men at det hele var blevet kompliceret lidt af, at det var mandag og dermed hviledag. Manden pludrede dog løs det bedste han havde
lært – vel at mærke på en eller anden lokal østrigsk dialekt som jeg ikke forstod en ski…disse af (godt at fruen er Tysker – om end
hun altså også havde hendes udfordringer). Vi fik en velkomstsnaps (her kaldet medicin) på husets regning (og mig der ikke rører alkohol prøvede alligevel)
og det varede da ikke længe før vi begge stod og sejlede lidt fra højre til venstre. Vores værelse var ikke helt klart endnu, men det var
lige før. Man havde ikke vidst, hvornår vi kom, så der havde været lidt gøren og laden.
Værelset ligger på 3 sal – oppe under taget. Toilet og bad er i et tilstødende lokale på den anden side af gangen. Ikke optimalt,
men det fungerer. Flere gange blev det påpeget, at badeværelset var til os og ikke til andre. Værelset synes at være nyligt
renoveret, men ud over lidt maling og lidt nyere møbler af tvivlsom karakter samt en håndvask der mildest talt ikke sidder i nogen
bekvem højde, er det lidt svært at se, hvad der er gjort ved rummet. Men det er lige meget. Sengen er OK, hvis man ligger helt
stille. Sengens bund virker bestemt ikke stabil, og man har en fornemmelse af at bagdelen synker ned i et hul således at hoved og
fødder stritter lidt op i luften – men hvad pokker. Vi skal jo primært også bare sove her - og til den pris vi har fået oplyst kan
man bestemt ikke tillade sig at brokke sig.
Efter at have slæbt al vores ikke dyknings relaterede bagage op i vores lille hule, er det tid til en gåtur rundt i byen. Vi besøger
det stedlige turistinformationsbureau. Igen må vi konstatere, at den østrigske variant af tysk forventes at blive forstået af alle.
Jeg giver stort set op, men om ikke andet får vi et ikke uvæsentligt bjerg af brochurer med som vi kan nærstudere, når og hvis vi
ønsker at planlægge vores ferie nærmere. Vigtigste information er dog, at man kan købe sig til rabat ved diverse Salzkammergut turist-steder.
Det vælger vi at gøre - bare ikke lige i dag. Et lidt underligt koncept, men det er der nok nogen der har regnet på længe.
Vi går videre og besigtiger det lokale Akvarium. Det består af 2 ganske beskedne akvarier. Ganske pænt lavet, men jeg vil tro, at fiskene
der befinder sig i disse små bassiner dog på et eller andet tidspunkt dog kommer til at lide af stress som følge af mangel på privatliv.
Når man som vi har set fisk i snart alskens størrelse er dette nok ikke det mest interessante, men jeg vil tro at mindreårige synes
at dette er meget festligt, og vi kan konstatere, at der jævnligt afholdes fiskefodring, hvor små børn kan deltage. Rolig - fiskene
fodres ikke med små børn.
Rundt omkring i byen er der offentlige badestrande. Nydelige områder med alt hvad dertil hører af isboder og andre former for spisesteder.
Parkering i forbindelse med disse strande koster kassen, men hvad gør man ikke for at slippe for at gå selv. Byen er dog ikke større end, at
man sagtens kan gå dertil. I dag er de dog alle lukket og slukket. Det er mandag, og lidt uden for feriesæsonen. Vejret skriger heller ikke
ligefrem efter en tur til stranden. Ca. 15 grader er hvad vejrguderne vil byde os, og det ser konstant ud som om det kan blive regnvejr.
Aftensmaden indtages i Bachtaverne. Man har i anledningen af vores komme valgt at åbne køkkenet for os. Vi kikker lidt nærmere på spisekortet
og kan konstatere, at det primært er svinekød der serveres her. Vi erfarer, at kortet før har været noget mere omfangsrigt, men lærer også
at stedet her er den restaurant, hvor pris, kvalitet og kvantitet passer bedst sammen. Vi får henholdsvis en Wienerschnitzel og en svinekotelet.
Lad det være sagt med det samme. Kvaliteten og kvantiteten fejler ikke noget, og til ca. 9 euro pr. person kan vi også konstatere at prisen
er i orden. Vi går meget mætte fra bordet. Sådan skal dét være.
Vi går tidligt i seng. Dagens lange køretur og en vandretur rundt i byen har suget den sidste energi ud af os, så nu skal vi rehabilitere.