Floddykning

Man behøver egentlig ikke have læst ret mange blade om dykning i Europa, før man har set billeder af dykkere i Trauen. Krystal klart vand ser det ud til at være, og selv om det virker som dykning blandt nøgne klipper, så ser det alligevel spændende ud. Dykning her skal dog ses som 2 forskellige aktiviteter. Flaskedykning og SCUBEN. Begge dele udbydes af samme dykkercenter nemlig Atlantis Qualidive. Se flere informationer på siden http://www.flusstauchen.at/.

Flaskedykning

Jeg skal her skynde mig og sige, at dette ikke er noget jeg selv har prøvet. Vandstanden var af en sådan karakter da vi var der, at dette ikke blev anbefalet. Man havde dog en lille sidearm til Traun floden, hvor man kunne dykke. Området var meget idyllerisk - hvis man ellers ser bort fra antallet af hestebremser. Der var flere i vandet, men her var sigten dårlig, og så meget var der vist heller ikke at se på. Det var ikke just jubelscener der prægede de dykkere der kom op efter en time i vandet.

© Fmlaursen.dk Angiveligt skulle det dog være ganske fantastisk (ifølge centeret) at dykke i selve floden når den tillader det. Det lader vi stå ukommenteret hen og håber at andre et andet sted vil beskrive dette nærmere.

SCUBEN

Jeg skal gerne tilstå, at jeg ikke er meget for at snorkle. Det er for meget arbejde og for lidt at se på. Men lige her er det dog noget helt andet. Det er en af de bedste oplevelser vi havde på turen. At suse ned igennem floden gav også lidt af et adrenalinkick. Der var meget at se på, og man måtte gang på gang ærgre sig over, at man ikke kunne blive et givet sted og kikke lidt mere. Dertil var strømmen til tider ganske simpelt for stærk. Prisen for deltagelse var temmelig høj, men til gengæld synes jeg der skal roses. Guiden brugte meget tid på at fortælle om historien for området og beskrev, hvad vi kunne komme til at se, og langt det meste af det han forventede ville komme - jamen det var der sørme også. Servicen var i orden, men som sagt - prisen var nok i den høje ende.

Har du mod på at tage på en sådan tur kan jeg kun anbefale det.

Der var flere der efter at have deltaget på turen udtalte, at den tur kunne de godt selv tage senere uden nødvendigvis at skulle have en guide med. Umiddelbart kan jeg heller ikke se noget galt i det, men alt andet lige er der en udfordring med at komme tilbage når man står 2 km længere nede af floden. Desuden - skulle der ske noget, da har guiden telefon med og der er et beredskab klar til at hjælpe. Det måtte en deltager fra Bachtaverne opleve da hun desværre brækkede en ryghvirvel. Om du tør tage turen selv - tja - jeg vil ikke opfordre til det, men jeg er sikker på, at andre har gjort det efter dog én gang at have deltaget på turen med Atlantis Qualidive.