Hallstadt

Ved foden af Dachstein ligger Hallstätter see. En sø placeret i den mest vidunderlige natur. I bjergene rundt omkring har man for mange år siden fundet salt, og det blev så grobunden for en by med navnet Hallstadt (nogle gange skrevet med ét l og nogle gange med 2 l'er). Byen blev rig, og den voksede sig større. Problemet var at byen lå i klemme mellem berge og søen, og derfor opstod en noget anderledes arkitektur. Byen er holdt i sin helt originale form - så vidt det har kunnet lade sig gøre trods en brand for mange herrens år siden. Man kan ikke undgå at blive begejstret over arkitekturen. Byen er her også støttet af UNESCO, og må derfor også lide under besøg af et nærmest astronomisk antal turister - hvoraf en ikke uvæsentlig del kommer fra Asien.

© Fmlaursen.dk Sørg for guds skyld for at have god plads på memorykortet i fotografiappratet. Uanset hvor du knipser hen får du billeder der er et postkort værdigt. Er du oven i købet heldig at komme på en dag, hvor solen skinner ... jamen så får du nok hård hud på udløserfingeren. Så heldige var vi desværre ikke, men det betød dog ikke, at vi ikke kunne gå rundt i byen i nogle timer og nyde det vi så.

Vi fik en længere snak med en asiatisk turist som havde revet 4 uger ud af kalenderen for at se lidt til Europa. Hallstadt havde fået afsat hele 2 dage - og det siger vel lige netop det hele. Byen er ikke ret stor, men i 2 dage kan man faktisk gå rundt i denne drømmeby og nyde dette idyl.

Asiaterne er så vilde med byen, at de i al hemmelighed har haft en masse til at gå og fotografere byen fra alle mulige vinkler og derefter i Kina har opbygget en tro kopi af byen. Hvad den slags har kostet ved jeg ikke, men mon ikke også der har været lidt beskæftigelsesterapi i opgaven? Jeg forstår dog godt begrundelsen for at gøre det. Byen ér køn og meget unik i sin opbygning. Jeg vil vurdere byen til at være noget man absolut bør se når og hvis man nu alligevel er på disse kanter.

Regner det er der muligheden for at tage til de bade som er opbygget inde i bjerget. Saltet skulle gøre en godt, og det skulle angiveligt være et besøg værd. Vi havde besluttet, at dersom vi havde en regnvejrsdag, da ville det være et værdigt mål, men sådan skulle det ikke gå. Med mellem 30 og 34 grader hver dag, var der andet der skulle beses først.

Med hensyn til Hallstätter see - glem det - der er dykkerforbud... i hvert tilfælde ved havnen i byen.

© Fmlaursen.dk