Dachstein

Er du til vandreture eller nyder du bare at være i en køn natur, da er dette et område man svært kan komme uden om. Det er valgfrit om man vil bestige de sidste 1000 meter til fods, eller om man - som langt de fleste - lader sig transportere op i højderne med en hypermoderne lift af bedste kvalitet. Uanset hvad man gør, er udsigten eminent.

Det starter i et tæt skovklædt område for derefter i 2100 meter at ende i et ret så goldt område med kun yderst begrænset bevoksning. Det betyder så også at man skal og bør kikke vejrudsigten inden man tager hertil. Er det klart i vejret kan man se ganske langt omkring. Tag noget ordentligt fodtøj med, da stierne måske ikke ligefrem indbyder til høje hæle eller bare tæer. Vejret kan skifte, så overtøj er nok heller ikke just af vejen.

Prisen for at tage liften op og for at se de attraktioner der er her er ikke ubetydelig. Man kan gøre brug af et Salzkammer rabatkort som man kan købe, og rabatten her dækker så rigeligt udgiften til rabatkortet. Intet taler derfor for at undlade dette. Men vær forberedt på et mindre chok!

Der er egentlig 3 attraktioner her, og prisen afhænger af, hvor mange af disse man ønsker at se. Vi valgte at se alle 3, og her skal man nok holde sig for øje, at man skal komme tideligt og ikke stå stille ret længe af gangen hvis man da ellers vil nå at se det hele. De 3 attraktioner er "5 Finger" som er et eller rettere 2 udsigtspunkter, hvoraf den ene er ret spektakulær. Mammut hulen som er en stor hule i bjerget, og til sidst ishulen som er verdens næststørste ishule. Egentlig er der også en 4, men noget mindre spektakulær idet man kan tage en urgammel lift lidt ned igen og besøge en Alm som ligger ganske naturskønt.

Husk at have et godt kamera med - der er nok at forevige.

© Fmlaursen.dk