En sommerdag
Efter indtagelse af det jeg umiddelbart må anse for at være en minimalistisk Kaiser Frühstück, er det igen tid til at udforske omegnen. Målet for dagens
ekspedition er Langbarthsee som ligger ca. 1 times kørsel herfra. Dagen starter dog lidt kluntet.
Først skal vi have fyldt flasker. At tage ud og dykke med ca. 100 Bar på en 10 liter flaske er vist lidt optimistisk. Vi får fyldt til en favorabel pris
(4,- € pr flaske) ved det lokale dykkercenter (Under Pressure), og så finder vi ud af, at man har urmagerværktøj. Jeg henter min druknede linse og håber
at jeg kan skille den ad. Det lykkes til dels også, men jeg får den aldrig samlet igen. Jeg må nok erkende, at jeg nu skal ud og købe en ny linse. Nå pyt
med det – det vil under alle omstændigheder være bedre med en lidt mere lysstærk variant. Alt imens jeg står og fedter med min linse leger ”fruen” lidt
med huskatten som vist ikke er mange måneder gammel. Nuttet er de i den alder, men nogen fan af katte bliver jeg nok aldrig.
I mellemtiden er det begyndt at regne. Metrologerne har godt nok lovet over 30 grader i skyggen, men det er godt nok ikke lige nu. Det står ned i lårfede
stråler. En bil har parkeret bag os, så vi kan ikke engang komme ud. Vi må vente et kvarters tid før det bliver vores tur. Så går det ellers løs. Vi skal
over en del bakker, og det er med serpentiner sving og i det hele taget meget uoverskuelige kurver. Østrigerne kender ruten, og de kører som var det et
formel 1 løb, så de er lidt utilfredse med vores stille og forsigtige kørsel. Vi får en del hilsner med på vejen.
Men vi kommer frem. Regnen er hørt op, men solen er endnu ikke kommet frem, og varmt kan man bestemt ikke beskylde det for at være. Vi beslutter os for at
gå rundt om denne fantastisk flot placerede sø. Den ligger midt i det der kaldes for ”Höllengebirge”. Hvad der er årsagen til at disse smukke bjerge skal
have et så usselt klingende navn ved jeg ikke. Men vi er begejstrede. Da vi næsten er rundt finder vi en bænk, hvor vi nyder det stille og rolige vejr.
Solen er kommet frem. Vinden er forsvundet. Landskabet spejler sig i søens næsten spejlblanke overflade. Dette er smukt!
Efter at have flyttet bilen lidt i skyggen klædes om og vi hopper i vandet. Området vi må dykke i er ikke ret stort, så det er noget med at svømme 20
minutter den ene vej, og 30 minutter den anden vej, og så ellers 10 minutter tilbage. Hvor svært kan det være. Og det er det som end ikke. Overalt er
der træstammer og man har for underholdningens skyld opsat vejskilte med angivelse af retning til forskellige tropiske feriedestinationer som f.eks.
Maldiverne, Cypern og Cuba. Der må bestemt have været nogen der har kedet sig. Det vrimler næsten med nogle små fisk jeg ikke kender. Der er også en
del ådsler (andre noget større fisk) som de lever stort på. Vi finder også et skelet fra en mus. Hvad de mus laver på 10 meter vand i disse søer er mig
stadig en gåde. Det ene ådsel er en fisk der sidder spiddet på en pind. Det må altså være noget som er lavet af menneskehånd for at give de små fisk noget
at leve af. Vi støder endelig også på en ørred der gør os den ære at følge os i næsten 10 minutter. Hvis man lige ser bort fra, at vandet er rablende koldt,
da må vi konstatere, at dette har været et af de mere vellykkede dyk. Vi kan i hvert tilfælde tilfreds efter 55 minutter krybe på land og klæde om. I den
lille time vi har været væk er der dog sket en del på land. Folk har fået fri fra arbejde, og nu vrimler det med lokale der nyder fredag eftermiddag ved søen.
Efter udstyret er pakket væk går vi en tur i den lokale ”Imbiss” og får os lidt at spise. Det er dyrt og ikke særlig godt. Men nu kan vi da i det mindste
holde os til vi kommer hjem. Vi slutter dagen her af med at sætte os på en bænk og nyde udsigten over søen. Temperaturen er nu over 30 grader, men det
føles faktisk ikke så galt, da vinden dog stadig er lidt kølig som følge af at vi er i bjergene. Et enkelt myggestik og bid fra en hestebremse bliver det
da også til. Men nu er det tid til at komme hjem.
Hjemme tager vi et bad for at slippe af med den ”dejlige” duft af Viking tørdragtsgummi. Der er annonceret steg fra svin (nakkesteg) i Bachtaverne, og det vil jeg prøve.
Af skade bliver man klog, og det er nok sidste gang jeg vælger Schweinebraten her. Det værste var dog Semmelknödel.
Kokken kommer ud og spørger, hvem der har dræbt huskatten – den søde lille kat fruen har leget med her til morgen. Alle peger på vores bord og beskriver i
detaljer, hvordan katten har gemt sig under et dæk mens det regnede, så da vi har startet, er det arme dyr blevet trykt flad som en pandekage. Vi har
bestemt intet bemærket. Men konen er nu ulykkelig over sin dåd. Hun har jo selv kat, så det er jo en frygtelig beskyldning hun her er udsat for. Jeg
stopper derfor beretningen her for at fortsætte med at trøste hende.
